ØSTEUROPA UDEN FILTER

Som nævnt i forrige beretning har jeg igennem noget tid haft en knæskade, som jeg sidste uge valgte at få gjort noget ved. Efter længere tids frem og tilbage mellem klubben, mig, diverse læger og ”specialister” (tror det er et vidt begreb i Ungarn), traf vi endelig aftale med håndboldklubben Dunaferrs læge. Meget kompetent mand blev jeg hurtigt overbevist om. Om muligt endnu mere kompetent da han fik en del ”grunde” af klubben til at putte mig foran i køen. Hospitalet, jeg skulle opereres på, ligger i en by der hedder Szekesferhervar, og var faktisk rimelig standard - helt på højde med et af min barndoms faste hang outs: Kommunehospitalet i Århus. Det skulle dog vise sig, at ikke alt var som det så ud. Nå, men jeg ankommer tirsdag formiddag kl. 10, og efter 4 timers venten kommer lægen endelig ud og ryster hånd med os. Jeg ikke undgå at lægge mærke til ”The Liars” meget kluntede forsøg på at lave en smooth handoff af lidt flere ”grunde” til at han skulle hjælpe os. Jeg fik senere at vide af en politimand, som jeg delte stue med, at korruption i hospitalsvæsenet var et stort problem i Ungarn - no shit... Nå, men lægen, som gudskelov snakkede tysk, siger til mig, at han lige får mig skrevet ind, og så regner han med, at jeg kan blive opereret i morgen. Ok, hold nu tænker jeg ”regner med...”  hvad f_ck sker der? Ingen har fortalt mig noget om, at jeg skulle blive på hospitalet natten over. Ahh men men ”The Liar” slår til igen ”øhh jamen selvfølgelig skal du det. Var du ikke klar over det?” Ok, jeg sluger den, da jeg faktisk er meget klar på, at der snart sker noget. Min agents kontakt i Ungarn, Roland, er der også til at ”hjælpe”, skulle jeg måske lige nævne - ham har jeg så kun mødt et par gange før i 5 min. Men det er alt hvad ”The Liar” har brug for, og han siger ”Blue (mit øgenavn) - good luck. I will go now”.  Nå, men jeg bliver skrevet ind, og det tager uden tvivl noget længere end normalt, da det jo ikke lige er en situation, hvor jeg har mit UNGARSKE SYGESIKRINGSBEVIS...(endnu et es fra ”The Liar”). Så efter at vi får forklaret og givet nogle ”grunde” til, at det ungarske sygesikringsbevis kan undværes, går det glat, og jeg bliver skrevet ind og får min egen stue den første nat. Her er kl. så 17, og vi kom kl. 10 den formiddag. Roland smutter, da han har sikret sig, at alt er som det skal være. Jeg prøver at sige til damen i opvågningen, at jeg lige går en tur, da mit rum ikke har tv, og jeg jo ligesom ikke har taget min lap top med, da ”The Liar” jo lige havde glemt at ”give it for the info”.

Damen i opvågningen er nu ikke så fiks, og bliver ved med at signalere et eller andet, og det ender med, at jeg går smilende derfra samtidig med, at jeg kigger efter det skjulte kamera. Nå, men jeg går så en 2 timers tur rundt i en by i Østeuropa, som jeg aldrig har været i, mens jeg prøver at komme overens med, at jeg skal opereres dagen efter. Her vil jeg lige sige til dem der tænker at de ville have løbet skrigende væk. Der var ingen tvivl om, at lægen var kvalificeret - det var mest alt det udenom, der bare var for sindssygt. Men efter snart 6 måneder i det ungarske, er man blevet hærdet. Jeg kommer forbi ”Tesco”, og tænker ”Jeg køber sgu lige en snack til i aften”. Den smarteste beslutning overhovedet, for da jeg kommer tilbage, står min aftensmad og venter. Ja, det var så en stor bolle af meget meget blødt tebollebrød og en pakke margarine. På det tidspunkt var jeg sgu så ligeglad, at det nærmest var morsomt, og endnu engang kiggede jeg langt efter det skjulte kamera. Ok, spise også faste fra kl. 24.00. Min nat blev dog lækkert nok afbrudt af sygeplejersker, der cirka en gang hver anden time lige skulle åbne døren og kigge ind til mig. Hvor betænksomt er der så nogle der tænker, men det er jo så faktisk nogenlunde den samme teknik, der bliver brugt i diverse reality TV shows til at nedbryde folk og tage dem ud af deres rytme, så deres grænser bliver brudt ned, og de til sidst bare er som en flok får, der gør lige hvad hyrden siger. Da lægen så kommer ind til 06.30 til stuegang, er jeg nok ikke lige den mest glade ”camper” at se på.

Kl. 11 var så tid, og der kommer en psykopatudseende pedel ind og signalerer, at jeg skal tage tøjet af, så han skal køre mig op til operationsstuen. Ok, tænker jeg, stripper og hopper op i kanen til en tur rundt på hospitalet. Spinal anæstesi eller narkose?? Hmm, jeg vil sgu egentlig gerne være vågen tænker jeg, og vælger det første.  BIIIG MISTAKE. Nej, nej, nej - det skulle jeg aldrig have gjort. Nå, men operationen forløber smertefrit, og lægen som for resten hedder Mester Sandor (sejt navn hva') fortæller mig, at han har fjernet en meget lille del af menisken.

Jeg bliver kørt tilbage på stuen, og ligger nu og skal tisse som en sindssyg - altså virkelig, virkelig tisse... Men ak og ve - pga. bedøvelse virker værktøjet jo ikke, og jeg kan ikke få en dråbe ud i den dertil hængende spandelignende ting ved sengen. Jeg griber telefonrøret og det bliver sagt ”Igen” (betyder ja) i den anden ende. Jeg siger bare ”Yo, I need some help downhere” Der kommer to sygeplejersker, der står lidt og smiler og nikker, da jeg prøver at forklare problemet uden rigtig at fatte noget. Tager så konsekvensen heraf og rykker lagnet til side og peger og laver et sikkert meget sigende udtryk (stadig nøgen - jo tak, de skal sgu spare på patientuniformer i Ungarn) Der går et lys op for dem, og de henter Mesteren ham selv. Han dunker mig kort på maven og siger ”Du musst ein Kateter reingesteckt haben”. Uhhh, ok - 40 cm plastictube senere og problemet er væk. Jeg var jo bedøvet og kunne ikke mærke et hak.
 
Ligesom man tænker ”Nu kan det ikke blive værre”, får jeg en ny overraskelse. En værelseskammerat - ahh yes.. Nå, men ham gutten kommer velforberedt. Han hiver Laptop og 50 dvd film op af tasken samt diverse snacks og siger ”U waaaant to watch” jeg var lige ved at knibe en tåre og takkede ja tak. Men selvfølgelig tjekker vi filmene synkroniseret på ungarsk, men får ham dog allernådigst til at sætte engelske undertekster på. Nå, men omkring 10 timer efter operationen og en spist madpakke, som Roland havde leveret, kan jeg mærke at der er noget rivende galt med den plasticslange, jeg har fået ind. Jeg ringer igen efter sygeplejersken, og siger igen noget helt uforståeligt. Hun siger noget uforståeligt tilbage, og som ”Lampens Ånd” står de to samme sygeplejersker der igen. Jeg laver trække-ud bevægelser med armen og de fatter med det samme, og siger ”kedde stunden”. To timer – ok - den fattede jeg godt. Dvs. to timer mere i helvede. Endelig kommer de og tager den ud. Folk kan her så frit lave associere over, hvordan det føles at få en 40 cm lang kuglepindstyk plasticslange trukket ud af urinrøret. Ok, men jeg må så åbenbart ikke rejse mig og gå på toilettet, siger de ifølge min værelseskammerat. Ja klart ”igen igen igen” siger jeg. De skrider, og jeg smutter på toilettet for at tage mit livs hidtil mest smertefulde pis. Alt i alt en lækker intro til det ungarske sundhedsvæsen. Læserne kan så forestille sig, hvor lang tid det tog dagen efter, da vi skulle udskrives og skulle lave aftale for betaling osv. Dette gav mig så en lækker mulighed for lidt hævn over ”The Liar”, som kom og hentede mig. Jeg er på min stue og chiller i sengen. Jeg spørger ”how long before we can go?” han svarer ” not long - 20 min..” ”Why? Are you hungry”. Jeg svarer ”not really”, men fanger straks tykke Liars krybende sult... Nå, men det tager jo ikke 20 min vel, så næsten 2 timer senere, og stadig intet tegn af lægen, siger ”The Liar” endelig ”I go, I come right back”. Han kommer så tilbage med en chokoladebar fra maskinen i forhallen laaangt væk, spørger om jeg vil have noget, og spørger så om doktoren har været her. Jeg siger: ”yeah but when you wasnt here he went away again”. Sidder og gnider mig selv i hænderne, da jeg ser ham se sig selv tilbringe endnu 2 timer stående inde på min stue ventede på lægen... På det her tidspunkt er jeg helt ligeglad med, hvad der sker. Da alt det primære egentlig er gået godt og resten bare er grotesk underholdning værdigt til et feje de fleste TV Danmark programmer af sendefladen. Nå, men lægen kommer så igen 2 timer efter cirka, og endelig kommer vi ud derfra og fræser til den nærmeste bistro, hvor ”The Liar” køber en gang kylling med fars ovenpå, ris, pickles, en chokoladekage og en Schweppes lemon. Jeg nøjes med en gang gullasch med ris (man er vel i Ungarn) og noget vand. Der var en del andre ting, som ikke var helt normale, som jeg har udeladt simpelthen fordi jeg blev nødt til at sortere lidt. En ting skal I ikke snydes for, og det var, at der var en fængselsfange på stuen ved siden af komplet med håndjern og fodlænker plus to cops til at passe på ham 24/7. Skørt ikke??. Dette var så beretningen fra min tur på hospitalet og under kniven eller kikkerten var det jo. I skrivende stund har jeg nogle bivirkninger fra min bedøvelse og haft mega hovedpine i 3 dage i træk, men da jeg skal ligge stille alligevel med benet, har det ikke været helt galt. Har dog fået set en del dvd film og kan oplyse, at ”Doing Hard Time” med absolut ingen kendte skuespillere bestemt ikke er kigget værd, medmindre man som jeg ikke har andre valg. I morgen kommer ”The Liar” og henter mig, og så skal vi til post operativt check. Kan jo være det bliver en helt ny dagbog. Man kan - som I har læst - jo aldrig vide med ”The Liar”...

DISCUSS IT FOR THE LATER...

Måske det bedste eksempel på hvordan det kører for tiden i Dombovar. Siden sidst har vi spillet 5 kampe og tabt dem alle sammen, så fra at være nummer 7, er vi gledet en tur ned på 11. pladsen. Jeg er dog sikker på, at vi nok skal få vendt skuden, men lad os ”discuss it for the later”.

Når man spiller professionelt, bruger man en del mere tid med sine holdkammerater. På mit hold laver vi mange ting, som er direkte usaglige. Vi har blandt de mere stuerene ting en ”beskidt bil konkurrence” kørende på holdet. Denne ”konkurrence” fører jeg MEGET stort, da jeg ikke har vasket min bil siden julepausen og gør mit yderste for at ramme alle vandpytter. Faktisk så var den så beskidt, at jeg blev helt ked af det en dag jeg kom ned på vej til morgentræning - det havde regnet, og den var blevet lidt renere. Hver mandag skal spilleren med den reneste bil så give en sodavand efter træning. Alle ved, at jeg ikke har måttet betale endnu. Der er andre ting vi laver, som er en del mere interessante, men lad os ”discuss it for the later”.

Dombovar er en forholdsvis lille by med omkring 25.000 indbyggere. Nerven i dette lokalsamfund er biblioteket/vægtrummet/ internetcaféen/aftenskolen/stor aula med marked hver mandag, onsdag og fredag/køreskolen osv. osv. Kort sagt - alt hvad man kan forestille sig. Dette er faktisk utrolig hyggeligt, og jeg har ladet mig fortælle, at før muren faldt, var det nøjagtig det samme undtagen markedsdagene - af ”politiske” årsager... Byen besluttede sig så for at beholde hele molevitten på samme sted for ikke at miste kontakten med hinanden. God idé synes jeg, men der er et par hager ved ikke at kunne ungarsk, når det hele er meget lokalt og ”komme hinanden ved”-agtigt. Så hver gang man er dernede for at træne vægte, skal man lige snakke med en 5-6 stykker, der lige skal fortælle dig alt, mens man bare står og nikker pænt og siger ”igen”, som betyder ja. I selve vægtrummet har de et trip med at give hånd hver gang de går og kommer. Dvs., hvis man er igang med en øvelse, og det er underordnet hvilken øvelse (fx bruger begge hænder), så skal de lige sige goddag eller farvel. Det er ved at blive lige en tand for meget, og der er efterhånden nogle, der har forstået et vink med en vognstang (- eller et meget olmt blik efterfulgt af et hårdt håndtryk), og ikke kommer direkte op bag ved mig og stikker hånden ind over skulderen for at sige goddag eller farvel, når jeg står og laver dybe benbøj. Traditionen tro skal et forhenværende østland have nogle lækre plakater med nogle KÆMPE hormombøffer hængende på væggene klemt inde mellem spejlene i rummet, og tro mig - her er nogle flotte plakater! Vores litauiske center, Nerius, er også ved at blive godt sur på mig, da jeg konstant spørger ham, om det er det samme hjemme i ”Rusland”.

Når vi nu er ved emnet Nerius, kan jeg kort fortælle, at han som før nævnt er en stor klyne af en center, som bedst kan beskrives, ved for kendere af basketball, at sammenligne ham med en 208 cm Jesper Roest fra LIF. Nerius er min nabo, og vi har stort set den samme indretning af lejlighed, bortset fra at han har valgt overhovedet ikke at bruge det ene af hans 2 store værelser, da han mener det er spild, når han ”kun” er en person. Så han ruller med køkken, gang, bad og soveværelse/allerum. Logikken i det er lidt svær for mig at forstå. At han så hænger en del ud i min lejlighed, hjælper lidt på det.  Nerius startede med basketball som 19 årig, og røg næsten med det samme på junior college i New Orleans og derefter på University of New Orleans. Jeg kan kun have respekt for, at manden har brugt 4 år i USA, når han fortæller, at han aldrig havde set en af anden hudfarve, før han kom til USA og han ingen hvide holdkammerater havde. Han fortæller, at de sagde ”wassup dawg”. Han svarede ”excuse me what is dog?”. I vores samtaler er han dog røget i min forhørsfælde, og har tilstået, at før basket gik han til biatlon ”mostly cause I liked to shoot” !!!!!! Lidt sjovt, da jeg fortalte det til Brett, og han kørte ham hårdt en hel uge - plus der er vinter OL i fjernsynet....

En anden person omkring holdet er ”Johnnyboy” (- lyder utroligt, men det er hans navn) Johnnyboy er ”Smokehouses” højre hånd, og er spastisk lammet og har en del problemer med at bevæge sig. Dette er Smokehouse dog flintrende ligeglad med, og han får ikke så sjældent besked på at skynde sig og lade være at gå og snøle. Johnnyboy er meget imponeret over Stanley fra vores holds hudfarve, og man ser ham tit stå ved siden af ham og kigge på ham. Der er intet i vejen med Johnnyboy mentalt, men han kan ikke engelsk og har svært ved at tale. Jeg har givet ham et lift hjem fra hallen et par gange, men fik så igennem tolk at vide gennem Smokehouse, at det skulle jeg ikke gøre da han havde brug for sin motion (- 3 km i meget meget langsom gang?) Så da han næste dag så jeg kom kørende og nærmest hoppede ud på vejen for at få sit lift, kunne jeg desværre ikke lade være. Men så længe Smokehouse ikke finder ud af det, er alt godt.

Ellers har jeg taget dette dagbogsskriveri til næste level, og er nu i fuld gang med at lokke The Liar til at snakke, mens jeg optager ham på min mp3 afspiller. Denne mulighed er dog endnu ikke kommet, da det er lidt svært lige at snige den ind, men jeg kæmper og lover, at der snart kommer lydfil med beviser for det mest umulige engelsk nogensinde. Men lad os ”discuss it for later.....”

NYT FRA NICOLAI IVERSEN
Som mange nok ved, spiller jeg i denne sæson i Ungarn - nærmere bestemt i en by der hedder Dombovar. For byens hold som sjovt nok også hedder Dombovar.

I de kommende måneder vil jeg forsøge at skrive lidt om det daglige liv som professionel i udlandet. Jeg kan ikke love, at det bliver hver uge, da det langt fra er hver uge der sker noget som er interessant nok til at skrive her på siden. Men mon ikke jeg nok skal finde på noget, og med Lotte til sproglig assistance skulle det her jo ikke være det store problem vel. Det eneste, jeg håber, er at folk finder det interessant nok.

Der er et gammelt ordsprog der hedder: "Hvis man nyder sex, skal man ikke lave voksenfilm". Så galt er det dog ikke endnu. Men jeg kan forsikre, at alle som tror, de træner meget, ikke har den mindste forestilling om, hvordan det foregår nede i Østeuropa. Set fra den anden side er det slet ikke så galt sammenlignet med at stå op kl. 5.40 for at tage bussen på job (Lansen jeg føler dig).

I denne første "dagbog" introduceres holdet, byen, personer omkring holdet og andre farverige karakterer, som er dine bedste venner, hvis vi vinder, og omvendt dine værste fjender, hvis vi taber. Disse personer har pga. sprogvanskeligheder, eller bare fordi det er lettere, fået øgenavne af vores amerikanere. Disse navne er så blevet accepteret af hele holdet, og det er nu sådan, at vores headcoach bliver omtalt enten som ”Dr. Death”, ”Fourfingers” eller bare ”Fingers” (han har kun fire fingre på venstre hånd). Mit øgenavn er meget originalt blevet ”Blue”, da vores farverige amerikaner mener det passer bedst..

Vi kan starte med personer omkring holdet. Her er selvfølgelig vores "trænerstab", som består af vores headcoach. Han hedder rigtigt Jampi Baa, men som ovennævnt har han også et par andre navne. Vores nye assistent, som også er træner for vores "ungsenior" hold, synes jeg er en utrolig kompetent træner, som har MEGET fokus på forsvaret. Han hedder Joseph aka ”Defensive coordinator”.

”Fourfingers” kan ikke engelsk, og insisterer på kun at snakke ungarsk til os alle, så vi har et lille kommunikationsproblem, som bliver løst ved vores Team Manager Lodzika aka ”LJ”, ”Pillsbury Doughboy” eller bare "The Liar". Han mener selv, at han taler perfekt engelsk, og oversætter på meget lav volumen samtidig med at ”Fourfingers” står og snakker en del højere.

Nogle af hans yndlingssætninger er "Find it for the defense", ” This is the shittings fuckings", og sidst men ikke mindst "discuss is for the later". Disse sætninger siger han meget, og jeg nægter simpelthen at tro på, at ”Fourfingers” siger disse ting til os hver gang han snakker. Derfor kommer man tit ud af en time out lidt mere forvirret end da man gik ind til den. Meget apropos ”The Liar” da han helt sikkert siger lige hvad der passer ham. Det er dog blevet meget bedre efter at Joseph, vores assistent, er kommet til, da han er uddannet skolelærer og kan snakke engelsk, tysk og russisk. At han ikke er så populær hos bestyrelsen, klubben og ”The Liar” gør, at han holder sig lidt i baggrunden for lige at sige et par keywords inden vi går på banen når time outen er færdig.

Hallen vi spiller i er faktisk blevet bygget med håndkraft, og vores træner ”Fourfingers” er i arbejdstøj på alle billederne fra de byggede hallen. Vores ene amerikaner, Brett Harper, har gang i en vild teori om, at han har ofret sin ene finger og lagt den i midtercirklen under gulvet. Langt ude, ja, men ikke desto mindre sjovt, når han gang på gang rammer hooks, bagvendere og indkast fra de mest umulige steder på banen. ”The Liar” startede med at fortælle mig, at hallen pakker 3000, men men men… 1700 også er stopfyldt.

Tilskuerne er et kapitel for sig. De går virkelig op i det og larmer helt vildt. Nede ved fanklubben er der boret hul til en tryklufttank nedenunder tilskuerpladserne, så de aldrig løber tør for komprimeret luft til deres horn. Sidste år var der faktisk 2 tilskuere, der blev slået ihjel udenfor hallen efter en kamp. Slet ikke fedt, men jeg synes det sætter det lidt i perspektiv om hvor meget basket betyder hernede i forhold til at spille søndag eftermiddag kl. 15 i Kildeskovshallen foran 25 mennesker......

En stor del af hallen er vores halmand, som jeg desværre ikke kan udtale navnet på. Han er dog blevet døbt ”Smokehouse” af Brett. ”Smokehouse” bor i en lejlighed ovenpå hallen og har et stort kontor til at sidde og ryge cigaretter på. At vi vinder, betyder meget for ham. Han er altid hjælpsom, og hans opgaver består i alt fra rengøring og vedligeholdelse af hallen til tøjvask af vores tøj. Jeg tror han er lidt mere fleksibel end Schmidt fra VRI centret. Hans kompetence er dog helt klart når han kan få lov til at svejse noget, helst et reklameskilt i hallen eller en basketkurv. Jeg tror ikke, at der er blevet købt nye kurve hernede i meget lang tid, da de bliver svejset af ”Smokehouse”…

Efter hver træning har vi gratis mad ved en sponsor som er en "diner transportable" kan man kalde det. (Han leverer varm mad til fabrikker og andre arbejdere) Burgi aka ”Super Mario”, ”Burgiking” eller ”Luigi”. Denne mad er meget god og består altid af suppe med et stort læs grøntsager i, og så en kødret med ris, pasta eller kartofler. Nogle gange har det dog været helt umuligt som fx pasta med perlesukker og marmelade ovenpå. Jeg tror ikke helt gennemsnitsungareren har den samme holdning til hygiejne som derhjemme. En dag da jeg kom ind i køkkenet (- vi går ind gennem køkkenet) havde de fået leveret kød, som stod på gulvet i plastkasser ude i opvaskerummet. Enhver som har arbejdet i et stort køkken ved at "opvasken" ikke lige er det reneste sted. Jeg har dog til dags dato ikke haft maveonde eller noget endnu. Kan dog være hvis man får besøg af venner med svage maver, at man lige skal give dem en advarsel først. ”Burgi” er også manden, der sælger benzin fra hans baghave til 5,75 d.kr pr liter!!!!! og tager sig af P-bøder, dvs. jeg giver bare min P-bøde til ham, og så kender han vist en på kontoret, der lige "ordner" det..

Det var en del af de mennesker som jeg har min daglige omgang med. Jeg mangler stadig at præsentere mit hold, men det må vente til næste gang. Det kan dog afsløres, at jeg spiller sammen med en 208 center fra Litauen, der minder meget om Jesper Roest. For dem, der ikke skulle vide det, er Jesper Roest fra LIF og havde sin storhedstid som drengespiller, hvor han var cirka ligeså stor, som han er nu. Jeg syntes bare, at Jespers game virker lidt bedre, når man er en 208 straffer. Nå, men det var alt for denne gang.