BakkenBears

ELGIGANTEN BLIVER KONCERNPARTNER HOS ÅRHUS ELITE A/S
Elgiganten indgår samarbejdsaftale med Århus Elite A/S. Med tre store varehuse i Århus er det naturligt for Elgiganten at indgå i aftalen og dermed yde en aktiv indsats i lokalområdet.

Århus, den 4. september 2006: Elgiganten bliver ny samarbejdspartner hos Århus Elite A/S. Parterne underskrev i dag en 1-årig samarbejdsaftale, der skal sikre Århus Elite og koncernens stærke sportsbrands AGF Fodbold, Århus GF og Bakken Bears et bredere økonomisk fundament.

"Vi har indgået en samarbejdsaftale med Århus Elite A/S, fordi vi tror på den positive udvikling Århus generelt befinder sig i," siger Mogens Betzer, der er salgschef i Elgiganten: "Vi har tre store varehuse i Århus, og har selv ansat en masse unge mennesker, der bruger byen aktivt. I Elgiganten vil vi gerne være med til at give århusianerne eliteidræt og topresultater. Derfor er det en naturlig samarbejdspartner for os."

I Århus Elite A/S er man glad for og stolt over, at endnu en stor dansk virksomhed indgår som koncernpartner og bakker op om Århus Elite A/S visioner om at være den førende underholdningsvirksomhed i Vestdanmark inden for både topsport, kulturelle og kommercielle aktiviteter.

"Vi forventer os meget af aftalen og er glad for, at også Elgiganten kan se fordelene ved et tæt samarbejde med Århus Elite A/S ud fra devisen om, at sammen kan vi få tingene til at ske. Vi ser frem til en forretningsaftale til gensidig glæde for hinandens forretningsudvikling og profilering," siger Henrik M. Jacobsen, kommerciel direktør i Århus Elite A/S.

Det er aftalt, at Elgiganten deltager i sponsornetværket www.byenssammenhold.dk, og at Elgiganten introducerer særlige Århus Elite-produkter, der ved salg viderefører et beløb til Århus Elite A/S.

"Det er et knaldgodt initiativ at få byens borgere og erhvervsdrivende til at støtte op om de lokale klubber, som AGF, Århus GF og Bakken Bears. Vi glæder os til at se resultaterne det næste års tid og til at blive knyttet endnu tættere til det århusianske bymiljø," siger Mogens Betzer.