|
Points |
Andre Heard 31, Michael Niebling 16, Søren Ege 14, Andreas Jakobsen 12 |
|
|
Points Amager |
Peter Johansen 30, Christopher Braier 15 |
|
|
Rebounds |
Søren Ege 8, Andreas Jakobsen 8 |
|
|
Assists |
Andreas Jakobsen 7, Andre Heard 4 |
|
|
Steals |
Andreas Jakobsen 4, Andre Heard 4 |
|
|
Blocks |
Andreas Jakobsen 1 |
|
|
"Dagens Bear" |
Andre Heard |
|
|
Tilskuere |
425 i NRGi Park |
|
|
Kommentarer |
Bakken Bears rejste sig efter nederlaget i Svendborg med en klar sejr på 97-80 over BK Amager i en mærkværdig kamp, der blev afgjort på et 22-0-run i starten af tredje periode. Amerikanske Andre Heard blev kampens topscorer med 31 point, hans hidtil højeste score i Bakken-trøjen. BK Amagers Peter Johansen lagde meget stærkt ud og scorede sit holds første 11 point. Dermed gav han sit hold en føring på 11-4. Føringen nåede op på ni point - 20-11 - inden en Bakken-timeout vendte billedet. Treere fra Andre Heard, Mads Nyboe og Michael Niebling var medvirkende til at bringe Bakken på ret kurs, og mod slutningen af perioden bragte Søren Ege Bakken foran med 27-26 og siden 29-28, som var stillingen efter de første ti minutter. Mest scorende i perioden var Heard med ni og Ege med seks. Hos BK Amager scorede Peter Johansen 13. I starten af anden periode blev der i den grad skruet ned for scoringstempoet. Midt i perioden var der kun sat 14 point på tavlen, fordelt med seks til hjemmeholdet og otte til gæsterne. Anden halvdel af perioden var også tæt, men holdene var væsentlig mere effektive - de sidste fem minutter endte 14-15. Mest effektiv var Peter Johansen med otte point, mens Andreas Jakobsen scorede seks for bjørnene. Jakobsen var også manden bag en spektakulær afslutning på perioden, da han satte Casper Hesseldal op til et smukt alley oop. Som nævnt blev kampen afgjort i starten af tredje periode. Bakken fik straks fra start styr på forsvaret, og Amager smed bolden væk på begge deres første to angreb. Amager-coach Jesper Krone havde tilsyneladende fornemmet, hvor det bar hen, og efter 35 sekunders spil forlangte han timeout. Men han havde ikke held til at ændre på udviklingen. Efter tre minutter og tyve sekunder forlangte han igen timeout; da havde Bakken scoret 11 point, mens Amager endnu ikke havde sendt bolden gennem kurven. Den anden timeout gav heller ikke pote for udeholdet, og først efter seks minutter satte Joe Smith med et straffekast sit hold på tavlen for første gang i perioden. Imens havde Bakken scoret 22 point og gjort 49-51 ved pausen til 71-51. I de sidste fire minutter fungerede det bedre for udeholdet, og ved perioden slutning var hjemmeholdets føring reduceret til 78-64. 29-13 endte tredje periode. Angrebsmæssigt var Andre Heard og Andreasd Jørgensen dominerende med hennholdsvis 11 og 9 point i perioden, men det var Bakkens holdforsvar og konstellationen Jakobsen, Heard, Jørgensen, Hesseldal og Niebling, der var afgørende. Fjerde periode var mere jævnbyrdig. Amager lagde bedst ud og fik reduceret til 87-77, blandt andet takket være stærkt spil af Henrik Schou, der scorede seks point i starten af perioden. Efter en timeout overtog Bakken igen dominansen og sluttede stærkt af og vandt de sidste minutter 10-3. Andre Heard markerede sig igen med seks point - det samme præsterede Michael Niebling. Netop de to blev efter kampen fremhævet af Bakken-coach Mads Sigersted. - Dre (Andre Heard, red.) spiller en rigtig stor kamp og viser, at han kan tage over, når det gælder. Han får lov at spille mange minutter i dag og er virkelig ved at finde sig til rette på holdet. Niebling spiller en meget flot anden halvleg og er en trussel både inside og outside. Samtidig spiller han med en god aggressivitet, lige som han gjorde i Svendborg. Næste opgave for Bakken Bears er på lørdag, når holdet på udebane møder bundholdet AaB. |
|