Legepladsen

KÆRE FANS

3314 tilskuere overværede DM-semifinalernes 3. kamp mellem Bakken Bears og Horsens IC. Heldigvis formede kampen sig perfekt. Et hjemmehold, der var bagud hele kampen og kun havde tre føringer. Heldigvis var det udover 1-0 og 88-86 slutcifrene 90-88.

Efter kampen kan man ikke undgå at have en smule ondt af Horsens IC. Et hold, der fører i 39 minutter har vel fortjent at vinde? Og dog: Det er svært at tale om "stolpe ud" i basketball, og derfor er det også svært at tale om ufortjente sejre. Uanset hvornår du scorer dine point, så har du jo scoret flest hvis du vinder. Og hvorfor er det mere fortjent at man vinder, hvis man vinder første periode end hvis man vinder fjerde periode? Om ikke andet, så må man være enig i sidste del af HIC-coach Hoffmans ord efter kampen: "Vi har fortjent at vinde kampen, men det er det rigtige hold, der kvalificerede sig til finalerne".

DM-finalerne er formelt set et ligaarrangement. Derfor giver sæsonkort, ligakort, VIP-kort, m.m. ikke adgang - det gør kun hård valuta ved entreen. En entre, der i øvrigt bemandes af neutrale folk.

Det er et godt tidspunkt at gøre status for sæsonen - en sæson, der på mange måder har været en succes. Pokalguld, en sikker førsteplads i grundspillet og mindst DM-sølvmedaljer. Dertil kommer stærkt stigende tilskuertal. Et tilskuergennemsnit på 948 tilskuere pr kamp, hvilket uanset tilskuertallene til finalerne vil være en markant stigning i forhold til sidste sæsons rekordtilskuertal.

DK4 skal roses for en fantastisk transmission fra basketballkampen, og er med til at understrege, at basketball er på vej frem - og at basketball er fantastisk underholdende.

Til Arena-kampen mod HIC havde undertegnede indbudt den del af den danske presse, der ikke har opdaget dette til et væddemål. De skulle komme og rapportere fra kampen - hvis der kom under 2.950 tilskuere ville de få en uforbeholden undskyldning for at vi ikke kan tiltrække dobbelt så mange tilskuere, som der i gennemsnit er til en damehåndboldligakamp.

Var det initiativ en succes eller en fiasko? Det var vel en succes i forhold til tilskuertallet. Men samtidig tog ikke mange af de landsdækkende medier imod invitationen. Håndboldens kanal, TV2, viste sig endnu engang som stokkonservative og valgte det sikre: Bliv væk - så kommer man ikke i tvivl om damehåndbold er det mest interessante produkt.

TV2 transmitterede nemlig "i stedet" weekendens to damehåndboldliga semifinaler fra Slagelse, hvor der var 1.480 tilskuere, og fra Viborg, hvor der var 1.670 tilskuere. De to tilskuertal tilsammen.... giver næsten lige så mange tilskuere, som der var til basketballsemifinalen.

Samtidig er TV2, der har sponsoraftaler i flere håndboldklubber, jo med at øge disse sponsoraters værdi jo mere kanalen viser fra de klubbers kampe...

Der kommer desværre ikke 3.000 tilskuere til DM-finalerne - af den simple grund at kampene ikke afvikles i haller, der rummer dette tilskuertal. Programmet for NRGi Arena giver med bl.a. en koncert ikke mulighed for at træne op til evt. finaler her, og når man samtidig tænker ind, at Basketligaen står for arrangementerne, der følgelig ikke kan markedsføres som de hidtidige kampe i NRGi Arena, er valget altså faldet på NRGi Park, Store Hal som hjemmebane til finalerne.

Allligevel er vi sikre på at der kommer mange til de spændende finaler mod Svendborg. Fynboerne er i deres første finale, og coach Craig Pedersens mandskab har tidligere formået at drille Bakken Bears. Det er grundspillets nr. 1 og 2, det er nr. 1 og 2 i tilskuertal og det er nogle af ligaens bedste spillere, der mødes. Vi glæder os til at se alle til en række spændende finalekampe! God fornøjelse!

Michael Piloz