BakkenBears

BAKKEN BEARS FORLÆNGER MED ANDREAS JAKOBSEN
Bakken Bears har forlænget aftalen med Andreas Jakobsen, der var en af profilerne på det hold, der vandt både DM og pokalturneringen i sæsonen 2006/07. Den 24-årige guard har i dag sat sin underskrift på en toårig aftale, der løber frem til og med sæsonen 2008/09.

Andreas Jakobsen kom til Bakken Bears i 2005 efter et ophold i amerikansk collegebasketball og etablerede sig hurtigt som en vigtig spiller på holdet. I den forgangne sæson var han den mest scorende danske spiller på Bears-holdet med 13,8 point pr. kamp.

- Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at forlænge aftalen med Andreas Jakobsen. Han er en meget vigtig mand for vores hold. Han er en fantastisk dygtig spiller, og så er han en ambitiøs og hårdtarbejdende idrætsmand, som nyder stor respekt på holdet, siger Michael Piloz, sportsdirektør i Bakken Bears.

Andreas Jakobsen ser frem til at yderligere to sæsoner i bjørne-uniformen.

- Jeg havde andre muligheder, men har valgt at fortsætte hos Bakken Bears, fordi jeg gerne vil spille på det allerhøjeste niveau i Danmark. Hos Bakken Bears har jeg nogle fantastiske medspillere, og bag holdet er der en organisation, som er inde i en rivende udvikling. Det vil jeg fortsat gerne være en del af, og det er medvirkende til at, jeg har valgt at indgå en toårig aftale, siger Andreas Jakobsen.

Selv om Bears først genoptager Basketligaen til efteråret, står den ikke på lang sommerferie for Andreas Jakobsen. Allerede i pinsen samles han med bruttotruppen til det landshold, som i august spiller EM-kvalifikationskampe.

Fakta om Andreas Jakobsen

Født: 14. maj 1983

Højde: 187 cm

Position: Guard

Klubber: Holbæk (-2003), Columbia College, Missouri, USA (2003-05), Bakken Bears (2005-)

Debut for Bakken Bears: 9. oktober 2005 hjemme mod SISU (94-74), 8 point

Antal kampe for Bakken Bears: 69

Antal point for Bakken Bears: 821 (11,9 pr. kamp)