BakkenBears

BEARS HÅBER STADIG PÅ AT KOMME UD I EUROPA
Bakken Bears ved endnu ikke, om det kan lade sig gøre for klubben at realisere planerne om at deltage i en Europa Cup-turnering i næste sæson.

Et europæisk eventyr er en dyr fornøjelse, og det er et spørgsmål om økonomi, der afgør om Bakken Bears kan realisere drømmen.

Endnu ligger det ikke fast, hvordan de europæiske turneringer kommer til at se ud i næste sæson. I den forgangne sæson spillede 24 hold i Euroleague, mens 24 deltog i ULEB Cup. Begge turneringer arrangeres af ULEB, der er basketligaernes organisation. 48 deltog i FIBA Europes turneringer, EuroCup og EuroCup Challenge. Som det ser ud nu, udvides ULEB Cup til 48 hold, mens EuroCup Challenge-turneringen sløjfes. Det er bl.a. som følge af disse ændringer endnu uvist, hvordan formatet for EuroCup kommer til at se ud.

Det springende punkt er antallet af hold i de enkelte puljer. De to gange, Bakken Bears tidligere har deltaget på den europæiske scene, har formatet været, at der var fire hold i puljerne. Denne gang kan der blive op til seks hold, hvilket vil betyde, at Bakken Bears fem gange skal rejse til kampe i udlandet, med alt hvad det indebærer af udgifter til transport og hotel mv. Dertil kommer, at der evt. skal spilles kvalifikationskampe for at nå til gruppespillet.

- Jeg ville naturligvis gerne have en afklaring så hurtigt så muligt. Men det kan ikke lade sig gøre, når vi ikke kender betingelserne endnu, siger Bakken Bears’ sportsdirektør Michael Piloz og tilføjer: -Krigen mellem ULEB og FIBA Europe har givetvist været med til at forsinke processen yderligere.

FIBA Europe har netop besluttet sig for at kompensere klubberne for udgifter i forbindelse med udekampe. Men det gælder først, når man er nået frem til de sidste 16 hold i turneringen.

Bakken Bears hilser naturligvis initiativet fra FIBA Europe velkommen, selv om det i første omgang næppe kommer Bakken Bears til gode.

Læs mere om FIBA Europes initiativ her

Læs om FIBA Europes forhold til ULEBs udvidelse her

Læs også om Bakken Bears’ overvejelser omkring deltagelse i EuroCup i Stiften