SIGERSTED IGEN TRÆNER FOR BEARS
Mads Sigersted, der var head coach for Bakken Bears i sæsonen 2006/07, indtil han i januar blev ramt af en hjerneblødning, er klar til igen at være træner for holdet. Sigersted er kommet sig fint og vil i den kommende sæson igen være at finde i Bears’ trænerteam.
Bakken Bears er i gang med at lede efter en ny coach, der sammen med Sigersted skal stå i spidsen for holdets dobbelte titelforsvar. I øjeblikket er både en amerikaner og en europæisk træner inde i billedet.
- Om det bliver nogen af dem, er endnu for tidligt at sige. Der er mange muligheder, og det er en stor opgave at finde ham, som vi mener, vil passe bedst ind i vores måde at gribe tingene an på, siger sportsdirektør Michael Piloz til www.bakkenbears.com.
Bakken Bears arbejder også på at sætte holdet sammen til næste sæson. Foreløbig er 12 spillere på plads, nemlig Andreas Jakobsen, Asger Nielsen, Jens Jensen, Andreas Jørgensen, Nicolai Iversen, Søren Ege, Michael Niebling, Mads Nyboe, Søren ’Smed’ Krath, Martin Thuesen, Rasmus Søby og Morten Sahlertz.