BakkenBears

JAKOBSEN: - DE HAR LIGE DEN ENERGI MERE

Danmark – Israel 60-72
Danmark måtte onsdag aften se sig besejret af Israel med 60-72 i NRGi Park, Store Hal i den første kamp i den såkaldte Additional Qualifying Round til Eurobasket 2007.

Tre Bakken Bears-spillere var med hos Danmark, nemlig Andreas Jakobsen, Nicolai Iversen og Casper Hesseldal, der var med i stedet for en sygdomsramt Thomas Soltau.

Danmark var godt med i det meste af kampen og var foran 46-45 med knap 14 minutter igen. Men i fjerde periode slap kræfterne op, og israelerne kunne køre sejren hjem.


Bears’ Andreas Jakobsen mente, at israelerne vandt kampen på et fysisk overskud i kampens afgørende fase.

- Kampen bliver spillet i et højt tempo. Jeg føler egentlig ikke, at de eksekverer bedre end os, men de har lige den energi mere, da kampen bliver afgjort. Det er, som om vi bliver hurtigere trætte, og det bliver straffet på det her niveau. Vi spiller op med dem i 30-35 minutter, men har ikke kræfterne til sidst, sagde Jakobsen efter kampen.

Holdkammeraten – både på landsholdet og hos Bears – Nicolai Iversen mente, at israelerne slog til på det rigtige tidspunkt.
 
- Jeg oplever det som en god kamp fra vores side. I store dele af kampen er vi med, men til sidst løber de fra os. De er dygtige og har heldet, da vi er lidt ukoncentrerede mod slutningen, sagde Iversen til bakkenbears.com.

Både Jakobsen, der scorede otte point, og Iversen, der blev noteret for fire point, startede kampen for Danmark og spillede begge 33-34 minutter . Casper Hesseldal var på banen i knap fem minutter uden at komme på tavlen.

Danmarks næste kamp spilles lørdag den 11. august på udebane mod Belgien, der onsdag aften vandt med hele 70-45 i Ukraine.