BakkenBears

HESSELDAL FORTSÆTTER KARRIEREN I COLLEGEBASKETBALL
Den 22-årige forward Casper Hesseldal skifter Bakken Bears ud med Northwest College i Wyoming.
 
Hesseldal har længe ønsket at komme til USA for at prøve kræfter med collegebold i spillets hjemland, og han er glad for, at muligheden nu er opstået. 
 
- Det bliver en kæmpe oplevelse. Jeg håber at få mere forståelse for spillet og at få chancen for at være en af de bærende kræfter på et hold. Jeg glæder mig helt sindssygt meget, siger han.
 
Northwest College er et to-årigt junior college, men Hesseldal vil gerne blive i USA i mere end de to år.
 
- Jeg håber at kunne spille mig til et scholarship med et andet universitet og spille collegebasketball i alle de fire år, det er muligt, siger Hesseldal.
 
Bears’ sportsdirektør Michael Piloz ærgrer sig over at miste en dygtig spiller, men glæder sig på Hesseldals vegne.
 
- Vi er glade for, at han nu kommer af sted. Det har han arbejdet på i lang tid, og vi har hjulpet ham. Nu er det lykkedes, og det er vi rigtig glade for på hans vegne. Vi håber, han får en rigtig god oplevelse og bliver en bedre spiller, siger Piloz.
 
Casper Hesseldal debuterede for Bears i december 2004. Han har spillet 78 kampe og scoret 446 point for holdet. Derudover er han noteret for tre A-landskampe.