BEARS HENTER AMERIKANER - IVERSEN SOLGT TIL ITALIEN
De danske mestre i basketball, Bakken Bears, har skrevet kontrakt for den kommende sæson med den amerikanske forward Karron Clarke. Samtidig skifter Nicolai Iversen fra Bears til den italienske klub Aget Imola.
Karron Clarke er 23 år gammel og har de seneste tre år spillet for DePaul University, der er med i den stærke Big East Conference i den bedste amerikanske collegerække, NCAA Division I. Inden han kom til DePaul, spillede han en enkelt sæson hos University of Miami.
I den forgangne sæson scorede Clarke 8,1 point pr. kamp og tog 4,8 rebounds pr. kamp for DePaul Blue Demons.
Bakken Bears’ head coach Mads Sigersted ser Clarke som en meget spændende spiller.
- Han er en spiller, der vil komme til at bidrage med meget til holdet. Han er en hurtig og meget atletisk spiller med et solidt reboundspil. Vi forventer, at han vil falde godt ind på et hold, der gerne vil spille hurtigt, siger Mads Sigersted.
Clarke bliver en af to amerikanere hos Bears i sæsonen 2008/09. I juli skrev klubben kontrakt med guarden Jamar Nutter. Også han kommer fra en skole i Big East Conference, nemlig Seton Hall University. Nutter og Clarke stod over for hinanden i februar og scorede henholdsvis 15 og 14 point i en kamp, som Seton Hall vandt med 73-71.
Samtidig med tilgangen af Karron Clarke, siger Bakken Bears farvel til Nicolai Iversen. Han har skrevet kontrakt med Aget Imola, der spiller i den næstbedste italienske række. Iversens kontrakt med italienerne gælder for den kommende sæson.
Bakken Bears havde allerede kontrakt med Iversen for sæsonen 2008/09, og derfor modtager Bears en kompensation for at afstå spilleren.
- Nicolai har fået et rigtig godt tilbud fra den italienske klub, og derfor vil vi naturligvis ikke stå i vejen for ham. Omvendt er det klart, at vi ikke bare kan annullere hans kontrakt uden videre. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har fundet en løsning, der gør alle parter tilfredse, siger Bakken Bears’ sportsdirektør Michael Piloz.
- Vi er glade for, at vi endnu engang har været med til at udvikle en spiller til et niveau, der gør ham attraktiv for større klubber i udlandet, siger Piloz.
Nicolai Iversen har været glad for sin tid hos Bakken Bears og ser nu frem til udfordringerne i Italien.
- Jeg er glad for at have spillet for så godt et hold, at jeg nu har fået muligheden for at komme til Italien. Jeg glæder mig til at komme af sted og komme til et spændende basketball-land, siger Iversen.
Fakta - Karron Clarke
Født: 6. marts 1985
Højde: 198 cm
Collegekarriere: DePaul Blue Demons (2005-08), Miami Hurricanes (2003-04)
Statistik 2007/08: 8,1 point og 4,8 rebounds pr. kamp