POST-GAME NOTES: BUUR RUNDEDE 3700 POINT
Jonas Buur benyttede DM-finale 2 til at runde 3700 point. Det skete, da han i kampens 27. minut scorede en high post jumper. Han scorede yderligere fire point i kampen, så han nu er noteret for 3704 point. Buur er den tredje spiller, der når 3700 point for Bakken.
Martin Thuesen blev den 13. spiller i historien, der har skudt mindst 500 straffekast, da han i første halvlegs sidste minut skød og – symptomatisk for Bears’ indsats på straffelinjen – brændte sit tredje af fire straffekast.
Mads Nyboe måtte midt i starten af tredje periode udgå efter en ellers rigtig god indsats. Han havde stor andel i, at Svendborg-stjernen Johnell Smith blev holdt nede på seks point i første halvleg. De kommende dages træninger vil vise, om Nyboe spiller mandag.
Resultatet – en Bakken-sejr på 85-79 er forekommet én gang tidligere i historien. Første gang var i sæsonpremieren i denne sæson, da Bears hjemme besejrede Aabyhøj med samme cifre.
26 gange har et Bakken-hold scoret præcis 85 point. Det har givet 18 sejre og otte nederlag. 35 gange har Bakkens modstandere sat 79 point på tavlen med 28 Bakken-sejre og syv –nederlag til følge. Et af de syv nederlag var på hele 47 point. I 1973 tabte Bakken på hjemmebane til Virum med hele 32-79. Aldrig før eller siden har Bakken scoret så få point i en kamp. Til sammenligning scorede Andreas Jakobsen alene 32 point i DM-semifinale 2 mod Næstved.