FIRE NYE SPILLERE TIL BAKKEN BEARS
Bakken Bears kan i dag præsentere fire nye spillere til den kommende sæson. De danske mestre har tegnet kontrakt med to erfarne Canal Digital Liga-spillere og to talentfulde spillere, der for første gang skal prøve kræfter med landets bedste række.
Andreas Jørgensen vender tilbage til Bears efter ophold hos Aabyhøj og Svendborg, Peder Linnet skifter fra Aabyhøj, mens Jakob Wang og Gudni Valentinusson er rykket op fra Bears’ talenthold, ABF, i 1. division.
24-årige Andreas Jørgensen spillede fra 2003 til 2007 126 kampe for Bears og har med holdet vundet tre DM- og tre pokaltitler. Kort inde i sæsonen 2007/08 skiftede han til Aabyhøj, og i den nyligt afsluttede sæson spillede han for Svendborg Rabbits, som fik DM-sølv. I sæsonen 2006/07 blev han udvalgt til at spille med i ligaens All-Star-kamp.
Peder Linnet er 28 år gammel og har i en årrække været en markant spiller på Aabyhøjs hold i den bedste række. I 2007 var han med på det danske landshold, og han er en af ligaens allerbedste trepointsskytter. De seneste tre år har Linnet vundet All-Star-konkurrencen i den disciplin, ligesom han tre gange har været med i selve All-Star-kampen. I 2002 var han med til at sikre DM-sølv til Aabyhøj.
- Med Andreas Jørgensen og Peder Linnet får vi tilgang af to rutinerede spillere, der begge har vist deres værd i ligaen. Jørgensen kender vi som en bundsolid spiller, og han har udviklet sig yderligere ved at spille på en uvant position hos Svendborg. Linnet er en sublim skytte, som altid er en trussel for ethvert forsvar, siger Michael Piloz, sportsdirektør i Bakken Bears.
Både 19-årige Jakob Wang og 24-årige Gudni Valentinusson spillede i den forgangne sæson hos ABF, Bears’ udviklingshold i første division, og var med til at sikre det nyoprykkede hold en imponerende femteplads. Wang kommer fra Skovbakkens ungdomsafdeling og har de seneste to sæsoner optrådt på det danske U/18-landshold. Valentinusson kommer fra Island og vandt i 2008 den islandske pokalturnering med klubben Snaefell, der også havde den nuværende Bears-spiller Martin Thuesen på holdet.
- Både Jakob Wang og Gudni Valentinusson er talentfulde spillere, der nok skal gøre sig gældende på holdet, selv om det i sagens natur ikke er dem, der skal bære det største ansvar. De er begge hårdtarbejdende spillere, der giver sig fuldt ud til træning. Med den indstilling passer de rigtig godt ind i Bears-truppen, siger Michael Piloz.
Jørgensen og Linnet har skrevet toårige kontrakter med Bears, mens aftalerne med Wang og Valentinusson gælder for den kommende sæson.
Fakta – Nye Bears-spillere
Andreas Jørgensen
Født: 23. august 1984
Højde: 190 cm
Position: Guard / Forward
Bedrifter: DM-guld 2003/04, 2004/05, 2006/07. Pokalvinder 2003, 2004, 2006. All-Star 2006/07. Valgt af eurobasket.com til ’All-Liga 2nd Team’ 2006/07.
Peder Linnet
Født: 12. marts 1981
Højde: 190 cm
Position: Shooting Guard
Bedrifter: DM-sølv 2001/02. All-Star 2005/06, 2006/07, 2007/08. Vinder af trepointskonkurrencen ved All-Star-kampen 2007, 2008, 2009. A-landsholdsspiller 2007.
Jakob Wang
Født: 24. januar 1990
Højde: 190 cm
Position: Small Forward
Bedrifter: U/18-landsholdsspiller 2007, 2008. Valgt af eurobasket.com til ’All-1st Division 2nd Team’ 2008/09.
Gudni Valentinusson
Født: 10. februar 1985
Højde: 204 cm
Position: Power Forward
Bedrifter: Pokalvinder, Island 2008. Sølv, islandske liga, 2007/08.