BakkenBears

ÅRHUS ELITE INDGÅR SAMARBEJDE MED EIRA - PRIVATHOSPITALET SKEJBY
Århus Elite har indgået en ny sundhedsaftale med eira - Privathospitalet Skejby, der bliver ny koncernpartner. De to parter er blevet enige om en treårig samarbejdsaftale, der indebærer, at privathospitalet vil stille sit team af speciallæger til rådighed og desuden stå for al ultralydsscanning, MR-scanning og røntgenundersøgelse af Århus Elites spillere.


Aftalen, der omfatter AGF, Århus GF og Bakken Bears, vækker tilfredshed hos Århus Elites ledende fysioterapeut Jens Bo Vestergaard Jørgensen.


- Sundhedssektoren i Århus Elite ser frem til samarbejdet med eira. Vi har fået et ualmindeligt godt førstehåndsindtryk af privathospitalets topprofessionelle faciliteter og meget kompetente personale. Jeg hæfter mig især ved, at hele den operationelle del ligger i samme hus, hvilket ud fra et undersøgelses- og behandlingsmæssigt synspunkt er en stor fordel, siger Jens Bo Vestergaard Jørgensen.


Privathospitalets direktør, speciallæge Bent Wulff Jakobsen, ser store perspektiver i det fremtidige samarbejde, der skal være med til at markedsføre eira som byens idrætshospital.

- Det er glædeligt, at Århus Elite har valgt os som ny sundhedspartner. Vi ønsker at være Danmarks førende idrætshospital, og en aftale med byens førende eliteidrætshold har derfor ligget lige til højrebenet for os. Vi vil sammen med Århus Elites sundhedssektor være med til at sikre, at forebyggelse af skader og behandling sker på et kvalitetsmæssigt højt niveau. Ikke mindst når det gælder eliteidrætsudøvere, er en hurtig udredning altafgørende, og det kan vi tage hånd om – dels ved, at vi er med på banen, dels ved at vi kan komme med en tværfaglig vurdering og dermed hurtigt få stillet den rigtige diagnose, fortæller Bent Wulff Jakobsen.


For Århus Elite medfører den nye aftale en opgradering af det sundhedsmæssige beredskab. En fast læge vil blandt andet blive tilknyttet sundhedsstaben og have sin gang omkring eliteholdene – primært AGF.


- I fællesskab med eira har vi fået etableret et meget professionelt og spændende set up, som vi ser frem til at videreudvikle til gavn for alle parter. Med den nye aftale får vi dækket det sundhedsfaglige område med kompetente folk, og den er samtidig med til at optimere vores forretningsmæssige forhold, udtaler Henrik M. Jacobsen, der er ansvarlig for sundhedsaftalerne i Århus Elite.