BakkenBears

BAKKEN BEARS ØNSKER EN RIGTIG GOD SOMMER
Bakken Bears ønsker alle en rigtig god sommer, og takker for den sæson, der sportsligt er afsluttet for et par måneder siden, men som administrativt netop er slut.

 

Det har været en forrygende sæson: En permanent flytning af hjemmebanen til NRGi Arena, pokaltitel, opstarten af Club Bears, Europa Cup-deltagelse mod et hold ”fra en anden verden”, 4.816 tilskuere til en enkelt kamp, en flot femteplads i 1. division til ABF-holdet, stigning i sponsoromsætning, en flot afviklet Basketball Festival, ny rekord i tilskuergennemsnit og slutteligt et dansk mesterskab.

 

Alle disse aktiviteter kan kun lade sig gøre pga. den enorme opbakning vi oplever i løbet af sæsonen. Fra tilskuerne, der bakker op, fra de frivillige, der hjælper med afviklingen af kampe og andre aktiviteter, fra sponsorer, der engageret bakker op økonomisk, fra spillere, der leverer på træningsbanen og fra alle de personer, der lige giver en hånd eller taler positivt om projektet, når der er brug for det.

 

Den kommende sæson byder på mange nye og spændende udfordringer.

 

Sportsligt skal vi i gang med at opbygge Bakken Bears, version II. Med Jonas Buurs og Søren Eges afgang er den eneste spiller, der har været med hele vejen siden version I startede midt i 1990erne Jens Jensen, der heldigvis stadig har fysik som en 20-årig.

 

Nu starter version II, hvor vi håber at finde tilbage til rødderne, hvor hårdt arbejde på træningsbanen, de dygtigste trænere, fokus på den konstante udvikling af detaljerne og en styrkelse af kulturen er på dagsordenen. Selvom Jens Jensen er den eneste spiller, der har været med hele vejen, vil der selvfølgelig stadig være spillere, der har været med i mange år – Mads Nyboe, Andreas Jakobsen, Martin Thuesen samt forhåbentlig Asger Nielsen og Chris Christoffersen for nu bare at nævne de folk, der har været med i mindst fem sæsoner. Derudover kommer at mange af folkene rundt om holdet har været med i mange år.

 

Afgangen af den rutine Buur og Ege besidder med 745 Bears-kampe, kommer ikke til at foregå ustraffet og selvom fornyelsen ser spændende ud, skal der arbejdes på opbygningen af den nye stamme, der skal danne grundlaget for Bears-holdet i de kommende sæsoner.

 

På trænerfronten er Henrik Jønsson ny i set up’et. Altså så ny som man nu er når man har spillet næsten 200 kampe i Bakken Bears version I. ”Jønne” skal supplere Mads Sigersted, Steffen Wich, Jakob Freil, Tonny Mattern og Simon Stewart i det mest komplette coaching set up i Bakken Bears’ historie. Sidstnævnte er ny og han er i fuld sving med at sikre, at spillerne fra såvel Bears som ABF-holdet er fysisk på toppen, når holdtræningen på de to hold begynder igen.

 

Rammen til den kommende sæson vil fortsat være NRGi Arena, der med sin kapacitet på 5.001 tilskuere er byens flotteste og mest egnede anlæg til indendørs sportskampe. Og i håbet om at fylde hallen endnu flere gange, vil vi også fortsat fokusere på en udvikling af kampafviklingen, men skal her bruge hænder. Vi søger aktuelt en speaker (i hvert fald til nogle kampe), en DJ, indmad til maskotten, en koordinator til kampafvikling og ansvarlige for konkurrencer for nu bare at nævne nogle ting. De der har læst så langt i denne sommerhilsen vil absolut være i målgruppen omkring disse opgaver, og kan roligt melde sig under fanerne…

 

Med disse ord vil vi igen takke alle, der har hjulpet til i den forgangne sæson og ønske alle en rigtig god sommer – vi glæder os til den nye sæson starter.