Kampe

BBK 70 - BAKKEN BEARS
Søndag den 27. september kl. 14:00
Brønderslevhallen

Bakken Bears' forsvarende pokalvindere indleder titelforsvaret med en på papiret overkommelig opgave mod BBK 70 fra Brønderslev. BBK 70 er nyoprykkede fra serie 1 til 3. division.

Bakken Bears stiller med et noget ændret hold i forhold til sidste sæson. Rutinerede kræfter som Jonas Buur, Søren Ege og Asger Nielsen er stoppet på øverste niveau, amerikanerne Karron Clarke og Eric Bell er skiftet ud med to nye amerikanere, mens Ivan Miskovic er rykket videre i sin karriere. Endelig er Rasmus Søby skiftet til naboerne fra Aabyhøj.

Nye spændende kræfter som Peder Linnet, Mads Bloch, Jakob Wang og Gudni Valentinusson er kommet til, mens Andreas Jørgensen er tilbage fra Svendborg. Grundstammen er stadig landsholdsguarden Andreas Jakobsen, Danmarks højeste spiller, Chris Christoffersen og anfører Jens Jensen.

Jens Jensen er ikke med i kampen pga. en skade i den ene fod - en skade, der har holdt ham ude af træningskampene op til sæsonen. Samtidig har hverken Anthony Brown eller Darryl Proctor endnu fået opholdstilladelse.

Bears skal naturligvis gå til opgaven med den fornødne ydmyghed og entusiasme, men der bør være klar niveauforskel på de to hold i kampen om en plads i 1/8-finalerne i pokalturneringen.


I øvrigt

  • BBK 70 har spillet mod Bakken fire gange. To gange i den næstbedste række i sæsonen 1983/84, hvor Skovbakken vandt 91-68 ude og 118-52 hjemme, og to gange i pokalturneringen. I den efterfølgende sæson mødtes holdene i pokalturneringens 1/8-finale - her vandt Bakken 108-72. Endelig mødtes klubberne i oktober 1993, hvor Bakken vandt 122-50.
  • Der er potentielt set en genganger fra kampen i 1993, idet Jens Jensen spillede med dengang. Det samme gjorde Bakken Bears' nuværende head coach, Mads Sigersted.
  • Bakken Bears kan give debut til islandske Gudni Valentinusson, til Jakob Wang, Mads Bloch og til Peder Linnet. Derudover gør Andreas Jørgensen comeback.
  • Indbyrdes opgør (i alt): 4 kampe - 4 sejre - 0 nederlag. Sejrspct: 100,0. Score: 439-242 (+197)
  • Indbyrdes opgør (ude): 3 kamp - 3 sejre - 0 nederlag. Sejrspct: 100,0. Score: 321-190 (+131)
  • Aktuel serie: 4 sejre i træk
  • Største Bakken Bears-sejr i indbyrdes opgør: 122-50 (14. oktober 1993, ude)
  • Største Bakken Bears-nederlag i indbyrdes opgør: ingen
  • Besøg BBK70s hjemmeside