Kampe

De regerende mestre fra Bakken Bears indleder sæsonen mod SISU. SISU er begyndt på første fase af et generationsskifte med stortalentet Christian Drejer i spidsen. Der er dog stadig en håndfuld rutinerede spillere, med mange år i den bedste liga, til at hjælpe de unge. Her tænkes bl.a. på Tore Jensen, Rasmus Møller, Allan Naqvi og James Martin. Desuden råder holdet over Kim Plesner og Jakob Kjærsgård, der dog begge sandsynligvis er ukampdygtige mod Bakken Bears.

Den manglende rutine er en faktor som BB bør drage fordel af i premierekampen. Bakkens store bredde vil sandsynligvis være en anden faktor, der kan drages nytte af i årets første Jordanligakamp i Vejlby-Risskovhallen.

Hjemmepublikummet kan glæde sig til at stifte bekendtskab med de nye ansigter hos Bakken Bears. Der er bl.a. debut til Martin Thuesen og Isaac King, der begge har vist storspil i Bakkens opvarmningskampe op til denne sæson.

Det vil formentlig blive en kamp præget af højt tempo, stor intensitet og mange lækre tekniske detaljer. Bakken Bears må, som altid på hjemmebane, hvor holdet ikke har tabt i mere end to år, påtage sig favoritværdigheden. Kampen er samtidig startskuddet på en meget vanskelig sæsonstart, hvor BB møder flere at favoritterne i de første runder, bl.a. Stevnsgade ude på tirsdag.

Vel mødt til sæsonens første kamp!



Link til SISUs hjemmeside