Den stærke forward Hristo Petkov skifter til Bakken Bears på en toårig aftale. Den 202 cm høje bulgarer har - foruden hjemlandet - erfaring fra Norge og USA, og han har senest spillet for Canal Digitalligaholdet SISU CPH. 25-årige Hristo Petkov skal i Århus kombinere et kandidat-studium på Handelshøjskolen i International Marketing & Management med sin basketballkarriere. Derudover skal Bakken Bears' netværk være behjælpelige med at finde et relevant studiejob til Petkov.
Petkov kom første gang til Danmark allerede i 2002, hvor han i en meget ung alder spillede to sæsoner for Holbæk. Herefter gik turen til Ulriken Eagles i Norge inden Petkov tog turen til USA, hvor han læste på to forskellige universiteter. Først Chaminade på Hawaii og siden Campbellsville i Kentucky. I 2009 vendte Petkov tilbage til Danmark for at læse kandidatoverbygningen på CBS og spille for SISU CPH.
I hjemlandet spillede Petkov for Botevgrad og derudover var Petkov tilknyttet det bulgarske ungdomslandsholdsprogram indtil han forlod Bulgarien for at tage til Danmark.
I Petkov får Bakken Bears er stor og stærk spiller med en masse "drive". Sportsdirektør Michael Piloz siger: "Det er en ønskesituation for os, at Hristo Petkov ender i Århus. Petkov er stærk, han arbejder særdeles hårdt og han kommer til at passe godt ind med sit blændende forsvarsspil. Vi glæder os virkelig over at Petkov giver os øget størrelse og fysisk styrke på forwardpladserne."
Petkov glæder sig selvsagt over at skulle til Århus: "Jeg er utrolig glad over at skulle være en del af Bakken Bears. Jeg er særdeles ambitiøs og forsøger derfor at sætte mig selv i den bedst mulige situation til at udvikle mig personligt og basketballmæssigt. Jeg vil bidrage til Bakken Bears på og udenfor banen med mine værdier og integritet. Som basketball-spiller vil jeg lede med mit hårde arbejde, beslutsomhed og vilje til at vinde". Hristo Petkov forventes i Århus omkring 15. august.
Hristo Petkov, forward, 202 cm, født: 23. maj 1985.
2009/10, spillede for SISU CPH: 9,3 point pr. kamp, 4,6 rebounds pr. kamp. Spillede 25 minutter pr. kamp.