Kampe

BAKKEN BEARS - SKJOLD STEVNSGADE
Søndag den 20. oktober 2002 kl. 15.00
Vejlby-Risskovhallen
Basketligaen, 5. runde
Når Bakken Bears søndag er værter for Stevnsgade, er der dømt topkamp. Vinderen af opgøret vil placere sig på andenpladsen, blot overgået af BF Copenhagen. Bakken Bears, der i øjeblikket er placeret på fjerdepladsen, har alle mand klar til kampen imod Basketligaens øjeblikkelige nr. 2, Stevnsgade. Sune Thyssens knæproblemer og Flemming Sties rygskade er i bedring og begge har trænet med hele ugen.

Stevnsgade havde fået tilgang af spillere nok til et helt nyt hold, da klubskifte-deadlinen var overskredet. Stevnsgade har nok den bredeste trup i Basketligaen og har allerede haft 14 spillere i rotationen omkring holdet. Den store profil er dog stadig den store canadier, Dean Thibodeau, der snitter knapt 20 points og 9 rebounds. Thomas Rud er dog ikke langt efter scoringsmæssigt og så har den gamle Nørrebro-dreng Carsten Hansen, der kom fra BK Amager, gjort det godt. Stortalentet Chanan Colman, der er kommet fra Herlev/BMS har gjort det fornuftigt og den tidligere Bakken-spiller og nuværende Stevnsgade-anfører, Martin Hermansen blev topscorer i Stevnsgades seneste kamp i Hørsholm, og er kommet i gang efter at have været skadet i et par kampe.

Stevnsgade har åbnet denne sæson fornuftigt med 4 sejre i 6 kampe. Kun Aabyhøj og SISU har formået at vinde mod Stevnsgade - og det begge gange i Nørrebrohallen. På udebane er Stevnsgade dermed ubesejrede med sejre i Randers, Horsens og senest Hørsholm.

Stevnsgade spiller i øvrigt lørdag i Lystrup i en pokalkamp imod det lokale 3. divisionshold. Bakken spiller sin 1/8-finale i Hørsholm på onsdag.

Bakken Bears har gennem tiderne spillet 72 kampe imod Stevnsgade - de 31 er vundet. På hjemmebane er Bakken derimod foran med 19 sejre i 35 kampe. I sidste sæson blev det til en sejr på 118-81 efter en kamp, der var afbrudt flere gange på grund af brand i Vejlby-Risskovhallens elektriske installationer. I Nørrebrohallen vandt Stevnsgade derimod 81-80 på en straffescoring i sidste sekund af Ndjani Kingkombe, der nu spiller i Italien.

Vel mødt i Vejlby-Risskovhallen.