| BAKKEN BEARS - HØRSHOLM |
| Søndag den 27. oktober 2002 kl. 15.00 Vejlby-Risskovhallen Basketligaen, 6. runde |
| Det bliver et regulært andendagsgilde, når Bakken Bears søndag tager imod Hørsholm. De to hold mødtes nemlig så sent som i onsdags i Hørsholmhallen. Men hvor kampen i Hørsholm gjaldt pokalturneringens 1/8-finale, gælder søndagens opgør i Vejlby-Risskovhallen Basketligaens 6. runde. I onsdags fik Bakken Bears, trods en tøvende start, en storsejr på 91-51. Hørsholm førte ellers 23-16 efter otte minutter, men 23 points i træk af bjørnene, afgjorde kampen. Det der blev afgørende for den kamp, var at Bakken formåede at øge tempoet og hele tiden lægge pres på Hørsholms guards. Hørsholms amerikaner, Austin McKeller, der i ligaen er den tredjemest scorende med 23,7 points pr. kamp, blev holdt hele ude af kampen og scorede blot 8 points, heraf de 7 i første periode. Bakken Bears terrier-guard-duo, Eric Bell og Martin Thuesen, havde særdeles godt fat i McKeller. Faktisk har Hørsholm to spillere, der er blandt ligaens ti mest scorende, idet Jakob Larsen snitter 18,9 points som nr. 8 på topscorerlisten. Han scorede onsdag 9 points... Hørsholms tredje profil er Tamey Bruun, der virkelig er kommet i gang. Han scorede 32 points i det seneste ligaopgør imod BF Copenhagen, og 19 points imod Bears. I de to kampe scorede han hhv. 8 og 4 trepointsscoringer. Generelt har Hørsholm et meget ungt hold, og talenter som Adam Darboe og Søren Flæng er ikke klar til at spille en hel sæson på stabilt niveau endnu. Det skal de imidlertid nok blive og de lærer en masse i øjeblikket, hvor de ind imellem lyser op. Hørsholm startede sæsonen med sejre over Randers og Svendborg, men har tabt de seneste fem ligakampe, og er placeret på 8.-pladsen. Bakken derimod er på andenpladsen med fire sejre i fem kampe - den femte sejr skulle gerne komme søndag, hvor Flemming Stie igen er til rådighed, efter at have siddet ude i pokalkampen. Stie erstatter formentlig Asger Nielsen, og giver Bakken Bears lidt mere højde. Til kampen i Hørsholm, havde Bakken blot to reelle "inside-spillere" med. Sune Thyssen, derimod er yderst tvivlsom. Statistisk set har Bakken Bears spillet 43 kampe imod Hørsholm - de 25 er vundet. Hjemme har Bakken vundet 13 af 19 opgør. Sidste Hørsholm-sejr i Vejlby-Risskovhallen ligger tilbage til januar 1997, og siden har Bakken vundet alle ni indbyrdes opgør i Vejlby-Risskovhallen, foruden to i Århus Stadionhal. Vel mødt i Vejlby-Risskovhallen. |