Kampe

SISU - BAKKEN BEARS
Søndag den 21. november kl. 15:00
Kildeskovhallen

Efter den smalle sejr over Keflavik skal bjørnene allerede i kamp igen på søndag, hvor SISU inviterer til topopgør. SISU stiller op uden amerikanere. Først forsvandt Andy Wormsley pga. personlige problemer og siden blev Joseph Kirchofer sendt tilbage over Atlanten med knæproblemer. SISU leder dog efter forstærkninger, men når ikke at have nye spillere klar til kampen mod Bears. SISUs store stjerne er den tidligere bjørn, Jens Laulund. "Lau" vil dog få det svært under kurven, hvor han næsten er ene mand til at tage kampen op med bjørnenes store folk.

Kan bjørnene vise samme gejst og vilje som i kampen på Island er en sejr absolut indenfor rækkevidde, men SISU er absolut ikke et dårligt hold, hvilket den øjeblikkelige placering som nr. 3 i ligaen taler sit tydelig sprog om. René Madsen er så småt på vej tilbage, men til gengæld må Asger Nielsen vente en uges tid endnu inden han kan få lov at spille med efter han blev skadet i opvarmningen (på Martin Thuesens sko...) i pokalkampen mod Hareskov.

Vidste du
  • SISU er det hold Bakken har spillet flest kampe imod. Søndagens topopgør i ligaen er kamp nr. 91 mellem de to traditionsklubber. I de første 90 opgør, er det blevet til Århus-sejr i 38 opgør.
  • Bakken Bears har vundet 8 af de seneste ti opgør mellem de to hold.
  • Selvom Kildeskovshallen altid er garant for spændende opgør mellem SISU og Bakken Bears, har SISU ikke slået århusianerne der siden 26. november 2000, hvor SISU vandt 72-65.
  • Siden 2. maj 1999 har Bakken Bears spillet 20 gange mod SISU og vundet 17!
  • I sæsonen 1998/99 mødtes de to hold i den måske mest mindeværdige DM-finale nogensinde. Der blev spillet bedst af syv, og efter en Bakken-føring på 3-1 havde bjørnene "matchbold" på hjemmebane. Scoren var helt lige, da Eric Bell missede to straffekast efter signalet havde lydt, og SISU vandt i overtiden. Også kamp 6 vandt SISU inden Bakken vandt kamp 7 50-44 og dermed DM-titlen 4-3.
  • I 1999 vandt Skovbakken pokalfinalen med en finalesejr på 62-56 over SISU.

  • FAKTABOKS
    Bakken Bears mod SISU:
    90 kampe
    38 sejre
    52 nederlag
    score: 6483-7174 (-691)

    SISUs hjemmeside


    Bakken Bears mod SISU i København:
    45 kampe
    19 sejre
    26 nederlag
    score: 3218-3659 (-441)

    Seneste ti kampe
    (Bakken Bears nævnt først):
    23-09-01 SISU H 81 83
    15-12-01 SISU U 87 85
    20-04-02 SISU U 105 82
    13-10-02 SISU U 98 91
    12-01-03 SISU H 94 79
    19-10-03 SISU U 83 82
    13-11-03 SISU U 96 68
    24-01-04 SISU H 89 94
    27-03-04 SISU H 94 67
    30-03-04 SISU U 93 83