Nyhedsarkiv | Tricky pokalkamp åbner voldsom udebaneserie

Tricky pokalkamp åbner voldsom udebaneserie

Oprettet d.

Bakken Bears åbner januar måned på udebane – noget så eftertrykkeligt endda. De første syv – måske otte – kampe i 2020 spilles på Frederiksberg, Lissabon, Værløse, Randers (to eller tre gange), Bayreuth og Horsens inden bjørnene den 29. januar får mulighed for at spille på hjemmebane i Vejlby-Risskov Hallen.

Den første opgave er fredag den 3. januar, hvor turen går til Storkøbenhavn. Falcons 1. divisionshold er modstanderen i landspokalturneringens kvartfinale. Det lyder muligvis som en overkommelig opgave, men vi skal her give adskillige argumenter for, at der ikke tages let på den kamp:

1. Falcon deltager i landspokalturneringen efter at have vundet divisionspokalens østturnering. I 1/8-finalerne blev det kort før jul til en sikker sejr over Basketligaholdet BK Amager (89-73), så Bears er advaret om, at modstanderholdet har Basketliganiveau.

2. Det begrundes også, når man ser på Falcons roster. Der er rigtig mange spillere, der har både niveau og alder til at spille i Basketligaen, men for de fleste spilleres vedkommende gælder det, at de ikke prioriterer at lægge den træningsmængde, det kræver at spille på allerøverste niveau. Vi nævner i flæng spillere som: Søren Døssing, Anders Haas, Asger Hjorth, Christian Benzon, Christian Thomsen, Frederik Benzon, Jonas Giese Anderson, Nicklas Jønsson og sidst, men ikke mindst, Jens Laulund. Alle spillere, der har spillet i Basketligaen og for de flestes vedkommende også være på college i USA. Den nu 42-årige Jens Laulund spillede mellem 1995 og 1999 156 kampe for Bakken Bears – og så supplerede han med to pokalkampe for bjørnene i efteråret 2010 (i den ene af dem scorede han 40 point!).

3. Falcon er en af traditionsklubberne i dansk basketball. Frederiksbergklubben har vundet 16 DM-medaljer (femteflest efter Bakken Bears, SISU, Horsens IC og Stevnsgade). Falcons medaljer er fordelt på fire guld-, otte sølv- og fire bronzemedaljer. DM-titlerne blev vundet mellem 1974 og 1978, og de seneste medaljer var bronzemedaljer i 1984.

4. Bakken Bears (og inden da ABF og Skovbakken) har mødt 64 forskellige danske klubber, og er bedst indbyrdes mod 58 af dem. En af de bare selv danske klubber, der har vundet flere kampe over Bakken Bears end omvendt er Falcon. I de 60 indbyrdes kampe mellem Falcon og Bakken Bears / Skovbakken har Falcon vundet 35 og blot tabt 25. Pointscoren er med aarhusianske øjne markant negativ (4413-4869). Det hører dog med til den historie, at Bakken har vundet de seneste 14 kampe (siden 1985), hvilket understreger Falcons dominans i dansk basketball i 1970erne og den første halvdel af 1980erne. De to hold har ikke mødt hinanden siden 2014.

5. Den måske mest alvorlige trussel mod at Bears skal cruise mod pokalsemifinalerne er imidlertid reglerne for pokalturneringen. Når ligahold møder lavere rangerende hold spilles efter sidstnævntes regler. Det betyder, at Bakken Bears blot må benytte en af holdets fire amerikanske spillere (altså en af Nimrod Hilliard, Chris Ortiz, Ryan Evans, Jonathan Galloway). Samtidig spiller dobbeltlicensspillerne (Magnus Møllgaard og Anton Harbo) pokalturnering for EBAA. Det betyder, at Bearstruppen maksimalt kan bestå af ni spillere, men med skader til Adama Darboe og Darko Jukic, der ikke spillede mandagens kampe mod Næstved, kan det være et endog særdeles tyndt hold Bears stiller op med i Bülowsvejshallen.

De øvrige kvartfinaler spilles lørdag kl. 14:00. Her afvikles EBAA-Randers Cimbria, Svendborg-Næstved samt Copenhagen-Horsens IC. Der er trukket lod til semifinalerne. Vinderen af Falcon-Bakken Bears skal op imod vinderen af EBAA-Randers Cimbria (sidstnævnte har hjemmebane, dog har Falcon hjemmebane i tilfælde af sejr, idet de er lavstrangerende). I den anden semifinale har vinderen af Svendborg-Næstved hjemmebane.

Der er tip off til kvartfinalekampen kl. 18:00 i Bülowsvejshallen. Kampen streames på Fullcourt.dk

 

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by