Når Bakken Bears og Bears Academy mødes, bliver der altid gået til den, især fra de unge Academy-spilleres side. Sådan var det også tirsdag aften, hvor Bakken Bears dog alligevel kunne tage en sikker sejr lydende på 60-113.

Bakken Bears går med sejren ind til en kort julepause som Basketligaens eneste ubesejrede hold, med 12 sejre i 12 forsøg. Der venter dog nogle vanskelige kampe omkring nytår, hvor Bears først besøger ligaens tre’er, Horsens, 28. december, mens to’eren, Svendborg Rabbits, kommer til Aarhus 6. januar.

Bakken Bears og Bears Academy deler til dagligt spillere, i form af unge spillere med dobbeltlicens. Det er en ordning, der skal sikre, at unge talenter får mulighed for at snuse til det allerhøjeste niveau med Bakken, mens de også kan få masser af minutter og ansvar med Bears Academy.

På dage, hvor holdene spiller mod hinanden, er der derfor altid lidt spænding omkring hvem, der spiller hvor. Denne aften spillede Magnus Høj, Silas Oriane og Malthe Bjerregaard for Academy, mens Andreas Holst og Marcus Vinther tørnede ud for Bears.

Fra kampens start så det svært ud for Academy. Bears kom lynhurtigt foran 13-2, blandt andet på flere scoringer hver fra Gustav Knudsen og DeAndre Pinckney.

Bag scoringer fra Filip Ates, Tobias Mønsted og Magnus Høj kom Academy imidlertid kort efter tilbage og syv minutter inde var der reduceret til 12-13.

Det holdt dog ikke længe for Academy, for scoringer fra Andreas Holst, Noah Churchill og Sylvester Berg sendte Bakken tilbage i front med 14-28 et minut inde i anden periode.

Herfra voksede Bakkens føring støt, til 29-46 ved pausen, uden at Academy dog blev løbet over ende, som det er sket for nogle af Bakkens andre modstandere denne sæson.

I anden halvleg gjorde Tobias Hemmersam en god figur for Academy med en række gode aktioner i feltet, og 11 point midt i tredje periode.

For Bakken var minutterne rigtig godt fordelt ud over hele holdet, mens de fleste point kom fra Gustav Knudsen, Sylvester Berg og især Andreas Holst, der endte som topscorer med 20 point.

Efterhånden som kampen skred frem, tog Bakken mere og mere kontrol, og føringen blev udbygget til 44-87 inden fjerde periode.
Selv om udfaldet var en formssag, spillede Academy-træner Thomas Hemmingsens unge tropper godt til og de fik vist sig fint frem foran publikum. Det var dog ikke nok til at forhindre en Bakken Bears-sejr på 60-113.

Tirsdag aften udkæmpes det første af to opgør om Sparekassen Danmark Basketball Center, der er hjemmebane for både Bakken Bears og Bears Academy – og som kærligt omtales som Bjørnehulen.

I alle kampe mellem de to hold, der begge er del af Bears-organisationen, er der langt mere end point på tavlen og i tabellen på spil. Især de unge bjørne kommer ind med alt, hvad remmer og tøj kan holde, for at forsøge at skabe overraskelsen mod Bakken Bears.

Bakken Bears er det professionelle hold, der også konkurrerer i Europa, mens Bears Academy er talentholdet, der har udklækket en mængde spillere til både Bakken og klubber i ind- og udland.

Holdene deler også spillere, forstået på den måde, at der i basketballsporten eksisterer den såkaldte dobbeltlicensordning. Det er en ordning, hvor unge talenter kan snuse til topniveauet i Bakken Bears, og stadig udvikle sig med masser af minutter og ansvar for Academy. Den endelige fordeling af dobbeltlicensspillerne til tirsdagens kamp er endnu ikke foretaget, men det står klart, at Bakken Bears hviler nogle af stamspillerne i et meget tæt kampprogram, der har budt på seks kampe siden 6. december.

Det er Bears Academy, der har hjemmebane tirsdag aften, men det er Bakken Bears, der må tage favoritværdigheden på sig.

I fredags tog Bakken Bears den fjerde europæiske sejr i træk, efter Spartak Pleven blev sendt hjem til Bulgarien med et nederlag på 87-70.

Søndag 17. december var der så ligaopgør mod Holbæk Stenhus, hvor vi tog en sikker sejr, mens der på tirsdag er udebanekamp… I Sparekassen Danmark Basketball Center mod Bears Academy. Der er gratis adgang til den kamp, men selvfølgelig ikke Bears-show som til hjemmekampene.

Lige efter jul bliver det for alvor alvor. Først rejser Bears til Horsens 28. december for at spille mod ligaens nummer tre, der virkelig har fået gang i hjulene, med ni sejre i de seneste ti kampe.

Derefter er der nytårsbrag på hjemmebane 30. december kl. 14 mod BMS Herlev. Der plejer at være rigtig velbesøgt til nytårskampene, så det bliver en tidlig fejring. Der er også en spiller, der sandsynligvis runder en kæmpe milepæl,og det skal fejres!

Allerede 2. januar om morgenen rejser Bakken Bears så til Estland, hvor Tartu Ulikool venter 3. januar i ENBL.

Derefter venter så den absolutte topkamp i Basketligaen, når Svendborg Rabbits (og Darth Vader) kommer til Kids Day 6. janaur kl. 14. 

Hjemmebanebilletter købes her:

Holbæk Stenhus kom søndag eftermiddag til Aarhus med masser af energi, men det unge sjællandske hold kunne ikke stille noget op mod et Bakken Bears hold, der i øjeblikket spiller rigtigt godt. Bjørnene endte med at lave masser af seværdigt spil og vinde med 101-67.

Bakken Bears er ubesejrede i Basketligaen i denne sæson og topper da også tabellen, á point med Svendborg, der dog har spillet to kamp mere. Herefter kommet Horsens, som har vundet ni af de ti sidste kampe. Bakken spiller mod begge de hold lige omring nytår. Først i Horsens 28. december, inden Svendborg kommer til Aarhus til topkamp 6. januar.

I lørdagens kamp var Holbæk Stenhus godt med i de første minutter. Scoringer fra Gustav Winther og Peter Beier-Christiansen sendte gæsterne i front med 11-13, inden Bakken fik sat prop i, i forsvaret.

Da proppen kom i, skete det til gengæld eftertrykkeligt. Det blev kun til to scoringer fra Holbæk Stenhus resten af første periode og de første fire minutter af anden. Da Bakken samtidig skruede op for hanerne i angrebet, med spektakulære dunk fra blandt andet Gustav Knudsen, Andreas Holst og DeAndre Pinckney, stod der nu 44-17 på scoretavlen.

Op mod halvlegspausen fortsatte Bakken med at bygge forspringet større. Det nåede 33 point ved pausen, 62-30, og stabiliserede sig omkring de 35-38 i anden halvleg. Slutresultatet blev 101-67.

Alle spillere for Bakken Bears scorede og fireover ti point, med DeAndre Pinckney som topscorer med 22, efterfulgt af Noah Churchill og Gustav Knudsen med hver 17 og Andreas Holst med 12.

Bakkens næste opgave er tirsdag mod Bears Academy, i en udekamp, der dog stadig spilles i Sparekassen Danmark Basketball Center. Herefter er der nytårskampe i Horsens 28. december og hjemmekamp mod BMS Herlev to dage senere.

Statistik: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/DBBF/2289269/bs.html

Hjemmebanebilletter købes her:

En dominerende midte af fredag aftens kamp i ENBL mod Spartak Pleven gav Bakken Bears den fjerde europæiske sejr i træk. En varm DeAndre Pinckney i første halvleg holdt Bears i kampen, mens en spurt på 35-15 midt i kampen afgjorde det til dansk fordel.

DeAndre Pinckney havde stor del i sejren, ikke mindst i første halvleg, hvor den store amerikaner scorede 20 point. Fra kampens start havde ellers Bakken lidt svært ved at holde fast i bolden. De mistede bolde hjalp med til at Spartak Pleven fik opbygget et mindre forspring.

En anden – og større – faktor, var gæsternes træfsikkerhed fra distancen. Midt i første halvleg havde Spartak Pleven ramt ikke mindre end syv af 11 tre-pointere og havde skabt sig et forspring på 27-35. Det var især Konstantin Toshkov og Bryant Thomas, der hver ramte begge deres forsøg, der gjorde det svært for Bakken.

Bakken spillede med masser af energi og især DeAndre Pinckney hjalp med at indhente forspringet. Ti point i træk blev det til for amerikaneren og da Spartak Plevens tre’ere stoppede med at gå i, kunne Bakken gå til pause foran 40-38.

Bakken fortsatte det gode spil efter pausen og tæller man de sidste minutter af anden periode sammen med tredje periode, havde hjemmeholdet en spurt på 35-15. I modsætning til første halvleg, var det i anden halvlegs første ti minutter forsvaret og scoringer fra en hel række Bakken-spillere, der gjorde at hjemmeholdet kunne gå ind til de sidste ti minutter foran 62-50.

Det gode spil stoppede ikke i de sidste ti minutter og til sidst valgte Anders Sommer at spille med et helt ungt hold på banen. Ældste spiller var Marcus Vinther på 22 og sammen med ham spillede Noah Churchill, Gustav Knudsen, Magnus Høj og Andreas Holst. Det femkløver spillede kampen færdig og tog sejren, der endte med at lyde på 87-70.

Med sejren rykker Bears op i stillingen i ENBL gruppe A, hvor de deler tredjepladsen med Estiske Tartu, der ligeledes har vundet to sejre i to forsøg. I toppen er Bristol Flyers med tre sejre i fire kampe og litauiske Utenos Juventus med tre sejre i tre forsøg.

Tredje søndag i advent er der julebrag i Sparekassen Danmark Basketball Center. Bakken Bears får besøg fra den anden side af Storebælt, når det unge hold fra Holbæk-Stenhus kommer på besøg. Det er anden gang, de to hold møder hinanden på under én måned. Sidst de mødtes løb Bakken Bears af med en storsejr på 109-52.

I den blot anden sæson i den bedste danske række, ligger Holbæk-Stenhus på en øjeblikkelig tiendeplads i Basketligaen. De er et hold, der spiller meget på fysik og nogle af dem, der laver flest offensive rebounds. Sjællænderne er baseret på Stenhus Sportscollege og har en ung trup primært bestående af danskere, men råder også over flere udenlandske spillere.

Den mest fremtrædende spiller hos Holbæk-Stenhus er 22-årige Zidane Moore fra Trinidad & Tobago. Moore har på 11 kampe i Basketligaen scoret 17,6 point i gennemsnit, hvilket gør ham til den suveræne topscorer på den interne scoringsliste. Derudover snitter han 5,6 rebounds og 3,6 assists. 21-årige Peter Beier-Christiansen, der kom til klubben fra Næstved i sommer, snitter 8,8 point og 8,5 rebounds.

Bakken Bears har endnu ikke tabt en kamp i denne sæson af Basketligaen. For Aarhus-holdet har de unge spillere for alvor vist karakter i den hjemlige liga. Den 23-årige amerikaner DeAndre Pinckney, der kom til klubben i sommer direkte fra college, ligger øverst på topscorerlisten. Han har i gennemsnit scoret 15,2 point i gennemsnit i ti kampe. Dette bliver suppleret med 8,4 rebounds.

En anden fremtrædende spiller hos Bakken Bears er den anden unge amerikaner, Malik Parsons. Han snitter 12,2 point, 3,5 rebounds og 2,9 assists. Gustav Knudsen har også bevæget sig i top tre på topscorerlisten, efter han nyligst scorede 30 point og 7 rebounds mod BC Copenhagen. Nu har han altså en gennemsnit på 11,7 point og 5,4 rebounds.

Køb billetter her:

Kampinfo:
Bakken Bears vs. Holbæk-Stenhus
Basketligaen
Sted: Sparekassen Danmark Basketball Center
Tid: 17. december 14:00
Stream: stiften.dk

Der er travlt op mod jul. Sådan har vi det alle, så det er godt, man på søndag kan hygge sig i Sparekassen Danmark Basketball Center! Inden kampen kan børn (og barnlige sjæle) få taget 𝗷𝘂𝗹𝗲𝗯𝗶𝗹𝗹𝗲𝗱𝗲𝗿 𝗺𝗲𝗱 𝗚𝗿𝗶𝘇𝘇𝗹𝘆 𝗼𝗴 𝗕𝗲𝗮𝗿𝘀’ 𝘀𝗽𝗶𝗹𝗹𝗲𝗿𝗲. Man kan selv tage billederne og dele dem – eller få et polaroid, man kan hænge op for 15 kroner.
Det er på søndag 17. december. Dørene åbner kl. 13, og indtil 13:40 kan man få taget billeder.
Forvent også masser af fede highlights! Bakken Bears er ubesejrede i Basketligaen, men Holbæk Stenhus’ unge løver kommer for at udfordre os til det yderste!
Køb billetter her:

Chancen for et nyt europæisk eventyr bød sig for Bakken Bears, da der kom en invitation fra European North Basketball League (ENBL). Fredag 15. december spiller Bakken Bears første hjemmekamp i ENBL, når det bulgarske tophold, Spartak Pleven, kommer på besøg i Sparekassen Danmark Basketball Center. Spartak Pleven har blandt andet den tidligere National Basketball Association (NBA)-spiller Rodney Purvis i truppen.

Se fakta om hvordan ENBL spilles her.

Spartak Plevens hold består af seks amerikanere og bulgarere for resten. Den mest opsigtsvækkende spiller i truppen er måske Rodney Purvis, der har erfaring fra Orlando Magic i NBA og har været topscorer for University of Connecticut, det amerikanske universitet, der har vundet fem NCAA March Madness collegemesterskaber siden 1999, senest i dette forår.

Bakken Bears er inde i en god stime i europæiske kampe. På trods af exit fra FIBA Europe Cup sluttede vi af med to sejre, heraf en over hidtil ubesejrede FC Porto. I ENBL er det indtil videre blevet til en sejr ud af en mulig i et opgør mod Basketligaens andenplads fra Svendborg Rabbits. Med tre europæiske sejre i træk og udelukkende sejre i den hjemlige liga, er det et selvtillidsfuldt Bakken Bears-hold, der går ind til fredagens kamp i håb om at holde den gode stime.

Bears’ topscorer DeAndre Pinckney ser da også frem til kampen:

– Jeg glæder mig til at starte den nye turnering på hjemmebane og spille mod forskellige modstandere. Det er en stor test for os for at se, hvor vi er henne lige nu i forhold til den sidste halvdel af sæsonen. Mine forventninger er selvfølgelig som altid at vinde. Vi spiller hjemme, og det er fedt at have forskellige udenlandske modstandere, der kommer her – specielt nu når vi går over i en ny turnering. Jeg er overbevist om, at det bliver en fed kamp på fredag. Vi har brug for alle i hallen til at være klar til at skabe en masse stemningen for at hjælpe os med at vinde.

Både i Basketligaen og i den ene kamp i ENBL, er det DeAndre Pinckney, der topper listerne. I førstnævnte har Pinckney et gennemsnit på 15,2 point og 8,4 rebounds i ti kampe. I ENBL-kampen scorede amerikaneren 25 point og havde 10 rebounds. Her var Skyler Bowlin på scoringstavlen med 18 point, 4 rebounds og 3 assists. Bakken-drengen Noah Churchill har scoret 12 point i ENBL og supplerer med 10 assists.

Spartak Pleven spiller med om toppen i den hjemlige liga, NBL, hvor de lige nu er at finde på tredjepladsen.

I ENBL har bulgarerne dog stadig en sejr til gode, efter de har mødt gruppens tre tophold. I første gruppekamp kom førerholdet Bristol Flyers (England) til Bulgarien og tog en sejr på 73-90, efter Spartak Pleven ellers var foran stort i kampens start.

I anden gruppekamp mod estiske Tartu Ulikool var kampen helt lige indtil sidst i tredje periode, hvor Spartak Pleven kollapsede og tillod Tartu at gå på en scoringsstime på 24-3. Bulgarerne viste dog klassen sidst i kampen, hvor de scorede 11 point på halvandet minut, hvilket dog ikke var nok til at undgå et nederlag på 83-71.

Også mod Uniclub Juventus, tursdag aften, var bulgarerne foran hele første halvleg, inden de løb ind i dårlige tre minutter og endte med at tabe med 10.

Kampinfo:
Bakken Bears vs. BC Spartak Pleven
European North Basketball League
Sted: Sparekassen Danmark Basketball Center
Tid: 18:30
Stream: YouTube

Bakken Bears er på en tre kamps europæisk vinderstime inden den første hjemmekamp nogensinde i ENBL, på fredag 15. december. Her gæster bulgarske Spartak Pleven Aarhus. Der er allerede udsolgt i flere sektioner, men der er stadig gode pladser at finde – og der kommer lidt flere, når de sidste VIP-billetter er bestilt.
 
ENBL fungerer lidt anderledes end de fleste europæiske cup-turneringer, så her ser vi på, hvordan det fungerer.
 
Der er otte hold i hver gruppe, men holdene spiller kun én kamp mod hver modstander, og ikke ude og hjemme som det oftest ses. Det betyder, at hvert hold har syv kampe – og at nogle hold har fire hjemmekampe, mens andre har tre.
 
Bakken Bears har tre hjemmekampe i turneringen, på fredag mod Spartak Pleven, tirsdag 16. januar mod polske Start Lublin, samt 13. februar mod Landstede Hammers fra Holland.
 
Efter gruppespillet kvalificerer top fire i hver gruppe sig til kvartfinalerne, som spilles ude og hjemme. De fire vindere spiller derefter Final Four senere på foråret.
 

Kampen mod BC Copenhagen skabte flere problemer for Bears, der begynder kampen med at komme bagud med hele syv point i første periode. På trods af hårdt pres, formår BC Copenhagen alligevel at holde føringen, så vi går til halvlegspause med 23-22.

I 2. periode starter BC Copenhagen, som de sluttede og udbygger føringen med fire point. Selvom Churchill lægger begge frikast i kurven, er det altså ikke nok til at stoppe BC Copenhagen. Dog skulle et layup af Michel Diouf vise sig at sende Bears ind i en god stime. Endnu et layup – denne gang fra DeAndre Pinckney og to fra Gustav Knudsen bringer Bears på 33-32. Anfører Skyler Bowlin med et steal efterfulgt af en trepointer og Bakken Bears er i front for første gang siden 0-2. Og herfra trækker aarhusianerne fra. Knudsen er frygtløs og bringer sig på 18 point allerede i slutningen af 2. periode, som ender 45-53 til Bears. Med blot et minut igen pådrager Marcus Vinther sig dog en ankelskade og må udgå.

Efter halvlegspausen er Bears ikke til at stoppe. Spanske Andrew Ramirez gør dog et ihærdigt forsøg og er indblandet i alt hos BC Copenhagen. En trepointer bringer ham på 16 point i starten af anden halvleg, men det holder hårdt for Ramirez og BC Copenhagen. Igen er Gustav på pletten med endnu et layup efter et steal af Churchill. Selv samme Knudsen runder perioden af med en trepointscoring.

På trods af 19 point starter Ramirez sidste periode på bænken. Her starter begge hold med tre topointscoringer i rap. BC Copenhagen holder i med fingerspidserne og får da også reduceret. Med to minutter og 46 sekunder igen bliver der dømt teknisk fejl til Bears-bænken. Selvom BC Copenhagen kun er bagud med ni i slutningen af fjerde periode, sætter Knudsen et dunk på en assist af den faste legekammerat, Noah Churchill, og får dermed understreget en føring, der ikke kan hentes. En fejl på Diouf i de sidste sekunder omsætter han til to scoringer og dermed ender kampen 92-102.

Fredag 8. december lægger Bakken Bears rammer til Taurus Ejendomsadministrations julefrokost. Dette er et nyt produkt på hylden hos os, som hedder BearsEVENT.

Med henblik på at fremhæve vores styrker og på dén måde kommercialisere et produkt, vi allerede har, kommer vi til at åbne op for, at endnu flere virksomheder kan få afholdt personalearrangementer af os.

Hvert år afholder Bakken Bears over 50 events. Vi har fået flere henvendelser fra partnere, der efterspørger, om vi kan afholde deres events. Vi har taget efterspørgslen til os og gjort personalearrangementer til en del af vores produkt. Det betyder, at partnere og andre virksomheder med BearsEVENT kan få deres event arrangeret af Bakken Bears.

Taurus’ julefrokost er blot en del af den spæde start i BearsEVENT. Vi lægger fokus på, at virksomheder kan få skræddersyet personalearrangementer præcis, som de ønsker. Det behøver ikke blot være julefrokost. Det kan også være sommerfester eller udviklingsdage-/møder med fagligt indhold. Bakken Bears former arrangementet efter virksomhedens ønsker.

Går jeres virksomhed med tanken om at afholde et personalearrangement, og kunne dét være en mulighed for at afprøve BearsEVENT? I kan til enhver tid kontakte Tugce Keskin, Nikolaj Stidsen eller Mathias Kehlet for at høre mere.

9. december skal Bakken Bears en tur til København til et opgør mod BC Copenhagen. De to hold har allerede mødt hinanden én gang i denne sæson, og der trak Bakken Bears det længste strå og tog sejren hjemme i Aarhus.

Lørdag gælder det så returopgøret i Valby Hallen, som ellers ikke er BC Copenhagens normale hjemmebane. Klubben har dog ambitioner om vokse, og her er rammerne i Valby Hallen første skridt. De har blandt andet etableret BC Knights, en officielle fanklub, som iført fan t-shirts vil være en stor del af at gøre en kamp mod BC Copenhagen til en svær udebanetur. Til kampen mod topholdet fra Bakken Bears er der desuden forhåbning om at sætte en ny tilskuerrekord.

BC Copenhagen ligger på en øjeblikkelig syvendeplads i Basketligaen – dog á point med sjettepladsen, Værløse Blue Hawks. Holdet har lavet flere ændringer siden sidste sæson og blandt andet fået ny træner i form af Jesper Krone, der har et imponerende CV både som træner og spiller. Som spiller vandt Krone mesterskaber og pokaltitler med både Bakken Bears og BF Copenhagen, mens han som træner blev kåret som årets bedste i 2006. Siden da har han været kvindetræner, hvor det er blevet til utallige Danmarks- og Pokalmestersskaber med Hørsholm og AKS/Falcon Basketball samt siddet på landstrænerposten. Af profiler kan nævnes Mathias Bak Christensen og Martin Poulsen, der begge tidligere har spillet på landsholdet. Derudover spanske Andrew Ramirez og den amerikanske veteran, Durell Vinson. 

Bakken Bears topper fortsat Basketligaen med maksimumpoint efter ni kampe. Med 18 point ligger klubben á point med Svendborg Rabbits på andenpladsen, som dog har spillet to kampe mere. Kampen lørdag vil være anden kamp på under en uge, efter man onsdag tog en sejr over netop Svendborg Rabbits i første kamp i European North Basketball League.

De unge Bears-spillere har for alvor vist niveau i den hjemlige liga, og det bærer topscorerlisten altså præg af. Topscorer for Bakken Bears er den amerikanske forward DeAndre Pinckney. Med 15,8 point og 8,8 rebounds topper han scoringslisten. To’er og tre’er på listen er således anden amerikaner, Malik Parsons og Noah Churchill. Parsons snitter 12,4 point og 2,9 assists, mens Churchill har scoret 11,7 point og har 3,9 assists i gennemsnit. 

Kampinfo:
BC Copenhagen vs. Bakken Bears
Basketligaen 
Sted: Valby Hallen
Tid: 9. december 19:00
Stream: stiften.dk