thomas_laerke-w420

Games | 2017-10-28

Bakken Bears vs. Hørsholm 79ers

HØRSHOLM VINDER I AARHUS

Hørsholm fortsatte deres fine sæsonstart med en sejr i Aarhus, da Bakken Bears blev slået 89-81. Bears var ellers foran ved halvlegspausen, men nordsjællænderne var klart bedst i kampens anden halvdel. Matt Bonds scorede hele 20 point i anden halvleg og sluttede i alt på 34 point.

Bears startede ellers frisk ud og var foran 4-0 og senere 12-5, men Ty Sabin og Matt Bonds var første periodes bedste spillere og Hørsholm slog fint tilbage. De scorede hhv 8 og 7 point, mens Bears havde spredt scoringerne bedre ud – hele fem spillere havde sat 4 point på tavlen til Bearsføring på 24-21. I anden periode fortsatte de to amerikanske Hørsholmspillere, og de blev suppleret af Nikolaj Bank, der scorede syv point i perioden. For Bears kom Doug Wiggins i gang med syv point. De to fulgtes ad i de første otte minutter af anden periode inden Bears sluttede bedst og holdet førte følgelig 48-43 ved pausen.

Tredje periode var domineret af ustoppelige Bonds og Sabin, der samlet scorede 23 ud af 25 Hørsholm-point. Udover at Bears havde virkelig svært ved at stoppe de to Hørsholmprofiler, var der også problemer i angrebsenden, hvor der blot blev sat 19 point i kurven. Føringerne skiftede i det meste af perioden, men i starten af fjerde periode scorede udeholdet ni point i træk til føring på 77-69. Matt Bonds førte stadig an i scoringerne, suppleret af Asbjørn Nerlov. Bears’ angrebsspil var præget af enkeltmandspræstationer og missede skud, mens Hørsholm effektivt tog sig af reboundsene. Bears fik ikke lukket hullet, og Hørsholm førte hele perioden med mellem fem og ni point.

Mest scorende for Hørsholm var Matt Bonds (34 point), mens Ty Sabin scorede 26. For Bears scorede DeVaughn Akoon-Purcell, Tony Bishop og Jaye Crockett hver 12 point.

Med sejren fastholder Hørsholm tredjepladsen med otte point efter seks kampe, mens Bears er på femtepladsen med fire point efter tre kampe.

Næste opgave for Hørsholm er tirsdag, hvor holdet gæster Stevnsgade, mens Bears spiller igen i Basketligaen den 19. november, når Randers kommer på besøg.

Kampens resultat:

81-89

Dato:

lørdag 28. oktober 2017

Tid:

14:00

Arena:

Vejlby-Risskov Hallen

Se statistikken

FOROMTALE: VELSKYDENDE 79ERS BESØGER AARHUS

Det er efterhånden et stykke tid siden, at Bakken Bears har konkurreret i Basketligaen, men lørdag ændres fokus fra de internationale kampe til at være på Hørsholm 79ers og den hjemlige turnering. Efter den fine sejr over SL Benfica gælder det et af Basketligaens bedste hold, der gæster Vejlby-Risskov Hallen.

Stillingen i Basketligaen kan i bedste fald kaldes en smule mudret. Holdene har spillet mellem to og seks kampe, og det gør det svært at sammenligne deltagerne alene på antallet af point. Der er alligevel nogle tegn i retning af hvor holdene kommer til at tilbringe den resterende del af sæsonen. Horsens IC og Næstved deler førstepladsen med fem sejre i seks opgør, efterfulgt af Hørsholm og Svendborg, der har tre sejre i hhv fem og seks opgør. Wolfpack og Stevnsgade endnu ikke har vundet trods hhv seks og fem forsøg. Over de to bundhold ligger Bakken Bears og Randers Cimbria, der begge har to sejre, men som også er de hold med færrest antal kampe – de har spillet hhv to og fire.

Hvis man skal summere op i forhold til dagens kamp, kan man sige, at Bears skal forsøge at holde fast i sin status som ligaens eneste ubesejrede hold, mens Hørsholm bestemt kan bruge en sejr for at ligge sig alene på tredjepladsen og øge forspringet til både Svendborg Rabbits og dagens modstander.

Hørsholm er startet sæsonen fint med tre sikre sejre over Stevnsgade, Svendborg og Wolfpack inden det blev til knebne nederlag imod Næstved og Svendborg, sidstnævnte efter dobbelt overtime. I pokalturneringen har 79ers leveret en lille overraskelse ved på udebane at vinde i deres 1/8-finale og dermed sikre, at Næstved ikke får chancen for at genvinde pokaltitlen de vandt i januar 2017.

Hørsholm har evnet at holde på stammen af danske spillere med en særdeles kompetent og erfaren guard-duo i Frederik Hougaard Nielsen og Mikael Vincents samt forwarden Andreas Mejlby, der snitter 7 point pr kamp på bare 14 minutters spilletid og med en trepointprocent på godt 55! Hørsholm har suppleret denne kerne med tre rigtig dygtige amerikanere i guarden Ty Sabin og de to forwards Connor Beranek og Matt Bonds. De tre scorer i gennemsnit 62,4 point pr. kamp ud af nordsjællænderne 98,0 point. Bonds har flest point og rebounds – 23,0 point og 7,4 rebounds. Hørsholm supplerer de nævnte profiler med unge spillere fra egne rækker og dygtige talenter fra andre københavnske klubber.

Hørsholm er uden sammenligning det mest scorende hold i Basketligaen (98,0 point pr. kamp), hvilket bl.a skyldes, at 79ers skyder ligaens højeste 2-point-procent (57,0%) og næsthøjeste 3-point-procent (38,9%). Samtidig mister holdet næstfærrest bolde (12,0 turnovers pr. kamp).

 

Hovedsponsor
Nybolig Erhverv
Danbolig
Kaj Ove Madsen

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by