thomas_laerke-w420

Games | 2017-12-12

Stevnsgade SuperMen vs. Bakken Bears

HÅRDT KÆMPET SEJR

Det blev til den ventede udebanesejr i Nørrebrohallen, da Bears vandt 100-90 over Stevnsgade, men det holdt hårdere end ventet. Stevnsgade, anført af en flyvende Mathias Seilund, holdt trit med Bears indtil der resterede tre minutter, hvor bjørnene endelig fik fat i forsvarsenden.

Hjemmeholdet kom stærkest fra start med føringer på 6-2 og 8-5, inden Bears scorede seks point i træk. Resten af første periode var tæt, og Nørrebrodrengene førte 24-23 efter første periode. Stevnsgade udbyggede føringen med et trepointspil fra starten af anden periode, men herefter gik Bears på et 11-0 run. Med tidligere kampe mellem holdene in mente kunne man forestille sig en afgørelse var nær – men det var den bestemt ikke! Stevnsgade fik i slutningen af perioden hentet ind takket være godt angrebsspil, der gav hjemmeholdet 27 point i periode. Bears var dog foran 57-51 ved pausen.

I tredje periode skar Stevnsgade et par gange bjørneføringen til blot at være på to point (68-66, 74-72) inden Bearstopscorer DeVaughn Akoon-Purcell sluttede med at lægge to point i kurven til 72-76. I fjerde periode kom Bears ud med højere forsvarsintensitet og Stevnsgade blev holdt fra fadet de første par minutter, men efter føring 80-79 fik Seilund igen scoret et par gange, og Stevnsgade fik reduceret til 80-79 og senere 83-82. Herfra kom der lidt kød på i forsvaret, og Bears fik slået hullet med DeVaughn Akoon-Purcell i den angrebsmæssige hovedrolle. Han scorede 10 ud af de sidste 15 Bears-point.

DeVaughn Akoon-Purcell blev mest scorende med 25 point, mens Adama Darboe scorede 17 og Michel Diouf havde 16. For Stevnsgade scorede Mathias Seilund 24 point, mens Boris Vukicevic scorede 17.

Med til historien hører, at Bakken Bears var uden fire skadede eller syge spillere (Doug Wiggins, Jaye Crockett, Tony Bishop samt Chris Christoffersen).

Næste opgave er pokalsemifinalen mod Horsens IC. Den kamp spilles søndag den 17. december kl. 14.00 i Vejlby-Risskov Hallen.

Kampens resultat:

90-100

Dato:

tirsdag 12. december 2017

Tid:

19:00

Arena:

Nørrebrohallen

Se statistikken

FOROMTALE: BEARS TIL NØRREBRO

Bakken Bears skal tirsdag mod Nørrebro for at spille Basketligakamp mod Stevnsgade. Bears kan trods flere skader ikke løbe fra favoritværdigheden, men skal passe på imod et Stevnsgadehold, der har fået flere nye spillere og spillet gode kampe på det seneste.

Tirsdagens hjemmehold har tabt alle holdets otte første kampe, men spillede sidste søndag en rigtig god kamp i Horsens, der dog vandt 80-68. Profilerne for Stevnsgade er de tidligere landsholdsspillere Mathias Seilund og Mike Flowers. Af andre profiler skal nævnes den tidligere EBAA-spiller Frederic Filsoof, Stefan Jevric, der har spillet i spansk basketball samt spanske Jonel Palou og Filip Rajovic, der tidligere har gjort rigtig ondt på Bears. Stevnsgade har også to amerikanske spillere i Alonzo Brooks samt Marquel Curtis, der dog ikke har fået sin licens endnu. Stevnsgade SuperMen har endnu en ny spiller, idet Tobias Tita er skiftet fra Næstved og er klar til debut tirsdag.

Bears har senest spillet i onsdag, da det blev til et stort nederlag mod BC Nevezis i FIBA Europe Cup. I den kamp sad både Darko Jukic og Jaye Crockett udenfor. Bears’ to andre amerikanske spillere, Doug Wiggins og Tony Bishop, har begge trænet på specialprogram pga skader og alle fire nævnte spillere er usikre til kampen på Nørrebro. Derudover har Chris Christoffersen været ude med sygdom.

Bears har et gunstigt program, idet der, når Stevnsgadekampen spilles, som nævnt er gået seks dage siden kampen mod Nevezis og efter Stevnsgadekampen er der fem dage til næste kamp – pokalsemifinalen imod Horsens IC. Herefter går turen til Minsk, hvor Tsmoki inviterer til FIBA Europe Cup-kamp den 20. december.

Der er tip off kl. 19.00 i Nørrebrohallen.

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by