thomas_laerke-w420

Games | 2018-02-28

Svendborg Rabbits vs. Bakken Bears

SIKKER BEARSSEJR I SVENDBORG

Det blev til den anden sejr på tre dage, da Bears trodsede snemasserne og tog til Svendborg. Rabbits blev besejret 109-78, og Bakken Bears fik dermed holdets 16. sejr i 19 kampe. Bears rykkede dermed forbi Horsens IC, der dog har en kamp i hånden og selv kan afgøre om holdet skal vinde ligaens grundspil.

Bakken Bears satte sig tungt på begivenhederne fra starten og holdet scorede 12 point i træk fra 5-4 til 17-4. I grove træk holdt føringen sig på omkring 10 point indtil sidste minut af anden periode, hvor Bears sluttede med at score syv point i træk til pauseføring 60-43.

Efter pausen startede Bears igen solidt. Svendborg kom slet ikke til fadet i den periode og Bears vandt tredje periode 29-10. Fjerde periode blev en lige omgang, som Svendborg vandt, men uden sejren var i fare.

Det var sigende for kampen, at Bears vandt reboundkampen 52-26. Samtidig skød Bears fine procenter (42% på treeren og 60% på topointskud).

Bakken Bears var uden Tony Bishop, der har været i Panama til to landskampe samt Thomas Lærke og Morten Sahlertz, der begge er skadede. Omvendt var Rabbits uden Harding Nana og Jacob Enevold.

Bears spiller igen lørdag, når holdet drager til Hørsholm for at spille sin næstsidste kamp i Basketligaen. Rabbits skal til Næstved mandag.

Mest scorende for Rabbits var Michael Moore (21 point) og Terell Harris (20 point). Demonte Flanigan scorede 17 point og tog 8 rebounds.

For Bears scorede DeVaughn Akoon-Purcell 19 point, alle i første halvleg, og han supplerede med 7 rebounds og 7 assists på godt 21 minutter. Jaye Crockett brugte blot knap 19 minutter på at score sine 19 point på ni skud, og han supplerede med otte rebounds.

Ingen Bearsspillere fik flere end 24 minutters spilletid og alle 12 udtagne spillere kom på scoringslisten.

 

Kampens resultat:

78-109

Dato:

onsdag 28. februar 2018

Tid:

19:00

Arena:

Svendborg Idrætshal

Se statistikken

FOROMTALE: SVÆR UDEKAMP PÅ FYN

Mandag blev det til sejr over Stevnsgade, og onsdag går turen så til Svendborg, hvor Rabbits venter. Bakken Bears er i gang med de afsluttende kampe i Basketligaens grundspil, og efter holdet i stort set hele sæsonen har spillet langt færre kampe end konkurrenterne, vil Bears onsdag aften være det hold i ligaen der, sammen med Hørsholm, har spillet flest kampe.

Bakken Bears kan endda med en sejr i Svendborg snige sig op på ligaens førsteplads, dog formentlig på lånt tid. Pt er holdet to point efter Horsens IC på et tidspunkt, hvor begge hold har tre kampe tilbage. Udover kampen i Svendborg mangler Bears en udekamp mod Basketligaens nummer fire, Hørsholm, (28/2) og en kamp i Næstved (16/3) mod ligaens nummer tre. Horsens IC har et på papiret lidt lettere program, idet holdet mangler at møde ligaens nummer fem, Randers Cimbria, ude (4/3), og Basketligaens nummer syv Wolfpack både hjemme (8/3) og ude (14/3).

Rabbits hentede inden denne sæson tre dygtige danskere spillere: Sebastian Åris og Mikkel Plannthin, der begge har fortid hos Bears, samt Jacob Enevold. Sidstnævnte er dog skadet og forventes ikke klar før tidligst i løbet af slutspillet. Ud over de tre spillere har meget været bygget op rundt om de to amerikanere Michael Moore og Terrel Harris samt camerounske Harding Nana, der er kommet fra bænken og har bidraget med flot produktion. Ved juletid hentede Rabbitsledelsen amerikanske Demonte Flannigan, og hans statistikker har bestemt ikke fejlet noget, idet han – ganske vist efter kun fem kampe – har scoret 17,2 point og taget 9,4 rebounds. Samtidig har Svendborg hentet Mads Kofod hjem til Danmark. Den tidligere SISU- og Aalborgspiller har spillet flere år i Tyskland, Portugal, Spanien og Sverige.

De to hold har mødt hinanden to gange tidligere i denne sæson. Sidst i november vandt Bakken Bears på Fyn 86-74 efter en kamp, hvor Bears spillede rigtig godt i anden og tredje periode, og selv om Bears tabte fjerde periode stort, gjorde det mindre. I slutningen af december vandt Bakken Bears sikkert på hjemmebane (96-69) i en kamp, der blev afgjort af et 20-0 run i starten af fjerde periode.

Bjørnene må mod Svendborg undvære Tony Bishop, der har været i Panama for at spillet to landskampe samt Thomas Lærke, der er knæskadet. Adama Darboe, der sad over i mandagens kamp mod Stevnsgade, er med igen i Svendborg.

 

Hovedsponsorer
Nybolig Erhverv Århus

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by