thomas_laerke-w420

Games | 2018-03-16

Team FOG Næstved vs. Bakken Bears

SIKKER NÆSTVED-SEJR OVER BEARS-RESERVER

Det blev ikke overraskende et nederlag i den sidste grundspilskamp, da Bakken Bears på udebane besøgte Næstved. Team FOG vandt 88-66 i en kamp, hvor hjemmeholdet spillede med næsten stærkeste opstilling, mens Bears måtte se bort fra stort set hele den sædvanlige rotation af spillere som følge af skader og sparehensyn. Nederlaget har dog ingen betydning for slutstillingen i Basketligaen, hvor Bears slutter som nummer to og Næstved ender på tredjepladsen.

Bakken Bears gav comeback til to spillere, der i denne sæson har spillet kampe med farmerholdet EBAA, Mathias Thibault og Jacob Meller, mens der var debut til endnu en EBAA-spiller, Jacob Vistisen. Thomas Lærke, der har været ude med en knæskade var med i Næstved og omklædt, men kom dog ikke på banen.

Anført af en rygende varm Troy Franklin startede Næstved klart bedst, og et Bearshold uden naturlig point guard havde udfordringer med at få sat angrebene op. Bearsforsvaret stod ofte fint, men havde store problemer i reboundspillet. Næstved skød virkelig fint i første halvleg, hvor det blev til 11 trepointscoringer (25 forsøg) imod Bears’ ene (10 forsøg).

Næstved førte 55-25 ved halvlegspausen, men i anden halvleg fik Bears mere fat om tingene samtidig med at Næstved ikke skød nær så godt som før pausen. Bjørnene vandt faktisk både tredje og fjerde periode uden der dog på nogen måde var tvivl om hvem der ville vinde kampen.

Bears var dominerende under kurven, hvor Chris Christoffersen noterede sig for en double-double med 16 point og 10 rebounds. Keane Thomann scorede 11 point (+ 7 rebounds) og Nicolai Iversen (+7 rebounds) og Sylvester Berg 10.

Næste opgave for Bears er allerede søndag, hvor Wolfpack kommer på besøg til den første kvartfinalekamp i Basketligaen. Tip off er kl. 14.00.

Kampens resultat:

88-66

Dato:

fredag 16. marts 2018

Tid:

19:00

Arena:

Arena Næstved

Se statistikken

Den allersidste kamp i Basketligaens grundspil afvikles fredag aften, når Bakken Bears gæster Næstved. Det er en kamp mellem to hold, der har fået deres grundspilsplacering endeligt bekræftet, og kampens resultatmæssige betydning er dermed kosmetisk.

Med Horsens ICs sejr over Wolfpack onsdag aften sikrede HIC sig nemlig førstepladsen i Basketligaen. Bakken Bears slutter på andenpladsen, mens Team FOG Næstved ender som nummer tre.

Tabellen betyder, at Bakken Bears møder Wolfpack i kvartfinalerne, mens Næstved skal op imod Svendborg Rabbits. Vinder Bears og Næstved deres kvartfinaler mødes de to hold i semifinalerne, der starter i begyndelsen af april.

Bakken Bears er i gang med et hårdt program. Onsdag gjaldt det FIBA Europe Cup-kamp mod Ventspils fra Letland og fredag altså Næstved. Allerede søndag spiller Bears den første kvartfinalekamp mod Wolfpack og tirsdag spilles der så kvartfinale i FIBA Europe Cup imod ESSM Le Portel fra Frankrig.

Med det hårde program og kampens manglende betydning for stillingen in mente, er det naturligt at flere profiler vil blive sparet. Adskillige af Bearsprofilerne døjer med småskader og knubs efter de hårde kampe mod Ventspils, og det har naturligvis høj prioritet at alle mand – med undtagelse af langstidsskadede Thomas Lærke – bliver klar til kvartfinalekampene mod Wolfpack og den efterfølgende europæiske kvartfinalekamp.

Der er tip off er kl. 19.00 i Arena Næstved.

 

Hovedsponsorer
Nybolig Erhverv Århus

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by