thomas_laerke-w420

Games | 2020-09-23

Bakken Bears vs. Hapoel Tel Aviv

Der var lagt op til et brag af en kamp, da de danske mestre fra Aarhus onsdag eftermiddag klokken 15.30 dansk tid mødte Hapoel Tel Aviv. Kampen blev spillet for lukkede døre på neutral grund i Nicosia, Cypern. For Bakken Bears var det den første kamp af betydning i næsten et halvt år. Så det var et sultent Bears-hold, der gik på banen med følgende fem mand fra start:

5. Ryan Evans
8. Darko Jukic
11. Michel Diouf
12. Tylor Ongwae
55. Justin Dentmon

Bears kom bedst fra start i kampen og førte 6-0 efter to minutter af 1. quarter. Herefter kom Hapoel Tel Aviv bedre med i kampen, og resten af 1. periode var en tæt affære, som Deshawn Stephens afsluttede med et alley oop-dunk med assist fra DeVaughn Akoon Purcell til stillingen 22-21.

Fra starten af 2. quarter fortsatte parløbet mellem de to hold. Der var ikke nogen af holdene, der trak afgørende fra før slutningen af perioden. Med to minutter tilbage af 1. halvleg satte Bears-holdet en slutspurt ind, og endte med at gå til pause med en 9-pointsføring ved stillingen 45-36.

I resten af kampen stod der Bears på det meste af spillet. Hapoel kom aldrig rigtigt tilbage og truede ikke bjørnene for alvor. Bears-spillerne kunne derfor gå ind til 4. periode med en føring på 16 point. Hele sidste quarter var en meget kontrolleret indsats, som satte sløjfen på en alt i alt fantastisk holdpræstation for Bears. Kampen endte med cifrene 91-71 på pointtavlen i Eleftheria Indoor Arena i Nicosia.

”Jeg står med en rigtig god følelse efter kampen. Jeg tror på, at vi kan kvalificere os til Champions League. Vi skal bare holde det momentum, vi har lige nu. Det var vores 3. quarter, der gjorde forskellen i dag. Det har været vores dæmon i træningskampene, men i dag så vi den dæmon i øjnene, og det var et vendepunkt for os,” lyder det fra Justin Dentmon, der leverede 14 point i dag.

”Nu skal vi bruge de næste dage på at fokusere på det hold, som vi skal spille imod. Vi skal analysere deres forsvar og angreb, og se på, hvilke spillere de har. Og ellers skal vi bare bånde mere som hold, og lære hinanden endnu bedre at kende,” tilføjer en glad og tilfreds Justin Dentmon.

Vores næste modstander bliver vinderen af kampen mellem Anwil Wloclawek og Belfius Mons-Hainaut, som bliver spillet i aften klokken 19.30 dansk tid. Bears spiller den afgørende på fredag klokken 19.00 dansk tid.

Topscorere
DeVaughn Akoon Purcell (19PTS/4AST/4REB)
Darko Jukic (17PTS/0AST/3REB)
Michel Diouf (14PTS/3AST/17REB)
Justin Dentmon (14PTS/5AST/0REB)

Du kan finde meget mere statistik fra kampen her.

Kampens resultat:

91-71

Dato:

onsdag 23. september 2020

Tid:

15.30

Arena:

ELEFTHERIA SPORTS ARENA (Nicosia, Cypern)

Se statistikken

FØROMTALE: FØRSTE FORHINDRING PÅ VEJEN MOD CHAMPIONS LEAGUE

Bakken Bears åbner sæsonen 2020/2021 med en kamp, der kan komme til at definere resten af sæsonen. Da der i år blev trukket lod til kvalifikationskampene til Champions League, var det det israelske hold Hapoel Tel Aviv, der blev trukket op af hatten som Bakken Bears’ første modstander.

Da kampen i år bliver spillet på neutral grund, betyder det, at de aarhusianske bjørne mandag morgen rejste til Nicosia, Cypern, hvor de afgørende kampe i kvalifikationens Gruppe A skal afgøres. Den første kamp for Bears bliver spillet onsdag den 23. september, mens en evt. finale bliver spillet fredag d. 25. september.

På trods af de restriktioner og udfordringer, der følger med corona-pandemien i øjeblikket, har Bakken Bears haft en god opstart med træningskampe mod flere kompetente modstandere. Bjørnene startede pre-season ud med at spille to tætte kampe mod hollandske Donar Groningen, som begge endte med et nederlag. Herefter blev det til nogle overbevisende sejre. Først to gange mod London Lions og sidenhen mod Rostock Seawolves fra den næstbedste tyske række.

Bjørnene sluttede pre-season af mod den klart hårdeste modstander. Holdet skulle en tur til Berlin, hvor de forsvarende tyske mestre Alba Berlin ventede. Det endte med et smalt nederlag til de danske mestre i en kamp, hvor man i store dele af kampen spillede lige op mod Alba Berlin, der er at finde i Euroleague denne sæson.

Siden slutningen af sidste sæson har trænerteamet og sportsdirektør Michael Piloz tilføjet en del nye spillere til Bears-truppen. Det gælder Deshawn Stephens, QJ Peterson, Justin Dentmon og DeVaughn Akoon-Purcell. De to sidstnævnte er hentet til klubben på korte kontrakter med henblik på at forstærke truppen til netop kampene i denne uge.

Bjørnene møder dog et Hapoel-hold, som har været ude at spille med de økonomiske muskler forud for sæsonstart. Israelerne har bl.a. hentet den amerikanske guard Walter Lemon Jr. og 203 centimeter høje Reggie Upshaw med samme nationalitet.

Vinderen af kampen spiller en afgørende kamp om kvalifikation til Champions League-gruppespillet mod enten polske Anwil Woclawek eller belgiske Belfius Mont-Hainaut.

Nærmere info om live-streaming af kampen følger.

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by