thomas_laerke-w420

Games | 2020-11-11

Galatasaray vs. Bakken Bears

Ærgerligt nederlag for Bears

Det var en noget alternativ optakt de to hold havde fået til opgøret mellem Bears og Galatasaray. Kampen blev udsat en uge som følge af otte Bearsspilleres positive Covid-prøver, og forberedelserne var derfor noget anderledes end til en normal europæisk kamp. Galatasaray havde derimod fyret træneren dagen inden kampen, og de tyrkiske spillere virkede opsatte på at vise, at de fem nederlag i træk de var noteret for, i hvert fald ikke var deres skyld.

Første periode var relativt lige, men Bears fik slået et lille hul efter et flot indhop af Ryan Evans, der ankom sent til kampen efter at være blevet far tirsdag morgen, scorede bjørnene periodens sidste otte point til føring på 25-15 efter ti minutter.

Det tog dog ikke lang tid før Yigit Arslan fik bragt tyrkerne tilbage i kampen. Otte hurtige point fra hans hænder fik hjemmeholdet tilbage på 27-27, og selvom Galatasaray først kom foran i periodens sidste sekund, havde favoritterne fået overtaget. Galatasaray førte 47-45 ved pausen – og deres 32 point i anden periode var ildevarslende for Bears.

Hjemmeholdet gav ikke føringen fra sig efter pausen. Midtvejs i tredje periode fik tyrkerne slået et lille hul, og selvom Bears fik reduceret til 59-62, havde aarhusianerne ikke den saft i benene, der skulle til at hamle op med hjemmeholdet, der førte 69-61 inden sidste periode.

Hjemmeholdets topscorer RJ Hunter åbnede fjerde quarter med en treer, og Bears kom bagud med 15 point (80-65) efter et par minutters spil. QJ Peterson var velskydende og Deshawn Stephens leverede flot under kurven, men hver gang Bears var tæt på at komme igen, lavede holdet dumme turnovers

QJ Peterson blev topscorer med 22 point (+4 assists), mens Michel Diouf scorede 14 (+4 rebounds) og Tylor Ongwae og Deshawn Stephens hver 12. For Galatasaray scorede RJ Hunter 19 p, mens Brock Motum scorede 17.

Statistisk blev det afgørende, at Galatasaray vandt reboundspillet 38-29 og skød bedre trepointsprocenter (11/24 ift 11/34).

Kampens resultat:

91-81

Dato:

onsdag 11. november 2020

Tid:

18:00

Arena:

Abdi Ipekci Arena, Istanbul

Se statistikken

Bears mod europæisk storhold

Galatasaray er et storhold i europæisk basketball. Holdet fra den tyrkiske hovedstad Istanbul har nylig erfaring fra EuroLeague og vandt EuroCup i 2015/16, og onsdag skal holdet møde de danske mestre Bakken Bears i den forsinkede kamp i anden spillerunde af Basketball Champions League.

Når man kigger Galatasarays spillertrup, kan man ikke undgå at blive imponeret. Spillere, der har spillet i NBA, vundet EuroLeague og været profiler på nogle af Europas bedste hold. Trods de imponerende profiler, har det tyrkiske hold ikke fået tingene til at fungere i starten af sæsonen, og det blev søndag til det femte nederlag i syv kampe. Næppe tilfredsstillende for et hold, der i de seneste to sæsoner er blevet nummer fire i den tyrkiske BSL-liga.

Galatasarays spil styres af de to guards, Alex Hamilton (193 cm, 27 år, Louisiana Tech 2016, ex: bl.a. Maccabi Rishon) og holdets topscorer Daryl Macon (190 cm, 24 år, Arkansas 2018, ex: bl.a. Dallas Mavericks, Miami Heat). De to guards snitter hhv 5,0 og 5,1 assists foruden 12,3 og 16,3 point.

Power forwarden australske Brock Motum (208 cm, 30 år, Washington State 2013, ex: bl.a. Zalgiris, Anadolu Efes, Valencia) er den tredje scorer på holdet. Spilleren, der med det australske landshold fik en fjerdeplads ved OL i 2016, scorede 30 point i weekendens kamp mod det andet Basketball Champions Leaguehold, Tofas. Motums scoringsprocenter på 57,9 på topointsskud og 50,0 på trepointsskud.

Center Johnathan Williams (206 cm, 25 år, Gonzaga 2018, ex: bl.a. Los Angeles Lakers) er en meget effektiv spiller i angrebet, og hans imponerende 12,6 point og 7,7 rebounds aftvinger respekt.

Den sidste starter hos Galatasaray er Gokenin Koksal (196 cm, 29 år) er i gang med sin 12. sæson hos det tyrkiske hold. Han er utrolig værdifuld for holdet uden sædvanligvis at være en spiller, der scorer mange point. Men han skal ikke stå fri bag linjen – i sidste sæson ramte Koksal på 34% af sine trepointforsøg.

Fra bænken er den tidligere EuroLeague-vinder Alex Tyus (203 cm, 32 år, Florida 2011, ex: bl.a. Maccabi Tel Aviv, Anadolu Efes, Unics Kazan) hentet ind for at styrke centerpositionen, og har blot spillet en enkelt kamp for Galatasaray.

Der er ingen tvivl om, at head coach Ertugrul Erdogan er kommet på noget af en opgave i klubben, som han coacher for tredje sæson i træk. Galatasarays nederlag mod Tofas – med DeVaughn Akoon-Purcell på holdet – placerer holdet på 15. pladsen i rækken.

Galatasaray tabte i første runde af Basketball Champions League på udebane mod topholdet Dinamo Sassari (93-84), mens Bears tabte deres udekamp mod Iberostar Tenerife (98-73) i første række.

Oven på et hidsigt sygdomsforløb er Bakken Bears taget til Tyrkiet uden flere profiler. Således mangler Ryan Evans, Thomas Lærke, Anton Harbo og Magnus Møllgaard i onsdagens kamp. Til gengæld er der comeback til Adama Darboe, der forlod Bears i sommer for at tage til Spirou i Belgien. Nu er Darboe så tilbage i Aarhus, klar til at tage fat på endnu flere internationale udfordringer.

Onsdagens kamp i Sinan Erdem Arena i Istanbul tippes i gang kl. 20:00 lokal tid (18:00 dansk tid), og den kan følges på livebasketball.tv.

 

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by