thomas_laerke-w420

Games | 2021-02-24

Bears Academy vs. Bakken Bears

Møllgaards 22 point giver Bears-sejr

Sejr til Bakken Bears, højeste pointantal i Bearstrøjen til Magnus Møllgaard og besejlingen af førstepladsen i Basketligaens grundspil til Bakken Bears – det var facit i onsdagens sejr på 114-77 over Bears Academy.

Magnus Møllgaard skrev i den grad overskriften, da hans 11 skud resulterede i 22 point (5/5 på 2pointskud, 4/6 på 3ere), og han supplerede med 5 assists. Møllgaards hidtil højeste score i Bearstrøjen indtil i dag var 13 point. QJ Peterson var mest scorende for Bakken Bears – han scorede 27 point, og tog 12 rebounds, mens Deshawn Stephens scorede 22 point og tog 8 rebounds.

Bakken Bears var uden klubbens fire landsholdsspillere, men de tilbageværende otte bjørne fik alle scoret.

For Bears Academy var Magnus Steen Jespersen topprofilen med 21 point og 8 rebounds, mens Marius Sørensen scorede 13 point, tog 6 rebounds og have 13 assists. Academyholdet var ramt af et par skader, og stillede med fire U19-spillere, der alle fik scoret.

Sejren var Bakken Bears’ 20. i 21 kampe, og forspringet på hele 6 sejre til Horsens IC og 7 til Randers Cimbria og Svendborg Rabbits kan ikke hentes på et tidspunkt, hvor der for Bears’ vedkommende resterer fem kampe i grundspillet. Det er 17. gang Bakken Bears vinder Basketligaens grundspil.

Næste opgave for Bakken Bears er næste onsdag, når turen går til Svendborg. Hjemmeholdet kæmper en indædt kamp for at rykke op fra den nuværende fjerdeplads.

Kampens resultat:

77-114

Dato:

onsdag 24. februar 2021

Tid:

18:30

Arena:

Vejlby-Risskov Hallen

Se statistikken

Matchbold Bears

Efter en kort landsholdspause, gælder det onsdag igen Basketliga, når Bakken Bears skal forsøge at konvertere den første matchbold. Bakken Bears kan nemlig vinde Basketligaens grundspil, hvis det lykkes at vinde det meste lokale af alle lokalopgør, nemlig kampen mod Bears Academy.

Bakken Bears har i den seneste uges træning måttet undvære fire spillere, der har været afsted med deres landshold. Tylor Ongwae har været i Cameroun, hvor han var en nøglespiller for det kenyanske landshold, der for første gang i 28 år kvalificerede sig til slutrunden om de afrikanske mesterskaber.

Tre spillere har været med de danske landshold, der i Litauen desværre rendte ind i to nederlag, det sidste et hjerteskærende et-pointsnederlag mod hjemmeholdet. Og for at gøre ondt værre, så nåede Darko Jukic ikke at spille, eftersom han brækkede hånden i træningen op til den første kamp.

Pga Corona-karantæneregler spiller Adama Darboe, Daniel Mortensen og Tylor Ongwae ikke onsdagens kamp – for Darko Jukic giver det sig selv, at han ikke er med. Bakken Bears kommer også til at undvære ass. coach Anders Sommer, der har været med landsholdet i Litauen.

Onsdagens modstander fra Bears Academy ligger lige nu på ottendepladsen i Basketligaen. Efter en del nederlag efter tætte kampe, er det senest blevet til to sejre: Først blev BK Amager overbevisende besejret (112-79) og lige inden landsholdspausen blev BMS Herlev Wolfpack slået i Aarhus (68-64).

I holdenes første indbyrdes opgør vandt Bakken Bears 92-80 efter en relativt tæt kamp. Den kamp kom lige efter Bears Academy havde taget sæsonens største skalp, da Horsens IC blev besejret efter tre overtidsperioder.

Bakken Bears fører Basketligaens grundspil med 19 sejre efter 20 spillerunder. Horsens IC (14 sejre i 21 kampe), Randers Cimbria (13 sejre i 20 kampe) samt Svendborg Rabbits (13 sejre i 21 kampe) følger efter bjørnene, og ingen af de tre hold kan hente Bears, hvis det bliver til en sejr onsdag.

Der er tip off kl. 18:30 og kampen kan som altid følges på Fanseat. Du kan se optakt fra kl. 17:50 på Bakken Bears’ konti på YouTube eller Facebook.

 

Hovedsponsorer

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by