thomas_laerke-w420

Games | 2021-05-17

Bakken Bears vs. Horsens IC

Vanvittig afslutning giver Bearssejr i finale 3

Bagud med 18 point med godt fire minutter tilbage af den tredje DM-finale var ingen hindring for en Bakken Bears-sejr, der vil gå over i historien. Bears vandt de sidste 4 minutter og 15 sekunder med 20-2, fik kampen i overtime og sejrede i alt 115-112 over Horsens IC. Bakken Bears fører dermed DM-finaleserien med 3-0, og kan vinde det danske mesterskab med en sejr i den fjerde DM-finale på fredag.

Bakken Bears var foran det meste af første halvleg, men uden at kunne ryste HIC-holdet af sig, og i slutningen af tredje periode fik udeholdet overtaget. Inspireret af velspillende David Efianayi og velskydende Frederik Rungby (5/6 bag trepointslinjen) samt en sidste øjebliksscoring fra egen banehalvdel fra Gage Davis, var HIC foran med 74-69 inden sidste periode. HIC var totalt dominerende i fjerde quarters første halvdel og nåede foran 95-77, inden Bakken Bears iværksatte det måske største comeback i DM-finalernes historie.

Anført af QJ Peterson, hvis 22 ramte straffekast på lige så mange forsøg er klubrekord i Bakken Bears, hev Bears langsomt men sikkert ind på et HIC-hold, der stoppede med at angribe kurven. Symptomatisk var det QJ Peterson, der satte ti af holdet sidste 20 point i fjerde periode, som scorede to straffekast til udligning 97-97.

I de fem minutters ekstraperiode var Bears aldrig bagud, men omvendt aldrig foran med mere end fire point. QJ Peterson scorede 13 af Bakken Bears 18 point i ekstraperioden, mens Michel Diouf scorede de resterende fem.

QJ Peterson var mest scorende med 36 point, mens Michel Diouf scorede 22 point (og tog 11 rebounds) og Deshawn Stephens (20 point, 9 rebounds). For HIC scorede David Efianayi 33 point, mens Vedran Borovcanin satte 18 point på tavlen.

Den fjerde DM-finale spilles på fredag kl. 18:45 i Forum Horsens.

 

Kampens resultat:

115-112

Dato:

mandag 17. maj 2021

Tid:

18:30

Arena:

Vejlby-Risskov Hallen

Se statistikken

Finale tre mandag i Aarhus

Med sejre i de to første kampe har Bakken Bears har fået en resultatmæssig perfekt start på DM-finaleserien. I mandagens tredje finalekamp i Aarhus kan Bakken Bears tage et meget stort skridt mod klubbens 19. danske mesterskab.

Begge finaleopgør har været tætte. Finale 1 i Aarhus var en højscorende affære (106-90), hvor Bears var i front stort set hele kampen, men uden for alvor at kunne ryste HIC af. I det andet opgør i Horsens var hjemmeholdet foran ved pausen, og kampen var helt lige med tre minutter igen. I den kamp måtte forsvaret vinde for Bakken Bears (77-70).

I forhold til det seneste opgør i torsdags, skal Bears have tempoet op og gang i skuddene bag trepointslinjen, hvor det blot lykkedes at ramme fire ud af 27 forsøg. Samlet set synes reboundstatistikken at have rigtig stor indflydelse på kampenes resultat. Bears var overbevisende i den disciplin i den første kamp (43-31), mens det endte uafgjort i kamp to (43-43).

For HIC har Richmond Aririguzoh været en stor udfordring for Bearsspillerne. HICs center snitter 17,0 point i de to første finalekampe (sæsonsnit er 10,8 point) foruden 7,5 rebounds. Den farlige guardtrio bestående af Charles Callison (17,0 point og 4,0 assists pr. kamp i finaleserien), David Efianayi (15,0 point), Gage Davis (12,5 og 9,0 rebounds point) giver også Bears problemer, ligesom de har givet alle modstandere problemer i sæsonen.

For Bears har QJ Peterson været mest scorende med 18,0 point pr. kamp, mens Deshawn Stephens snitter 14,5 point. Michel Diouf var bedste spiller i den anden finalekamp, og især hans +/- statistikker er imponerende. I det første opgør vandt med Bears med 26 point i de 22 minutter han var på banen, men bjørnene vandt med 17 point i de knap 28 minutter Diouf spillede i kamp to.

DM-finale tre spilles mandag kl. 18:30 i Vejlby-Risskov Hallen, mens det fjerde opgør spilles på fredag den 21. maj kl. 18:45 i Forum Horsens. Kampene kan ses på fanseat.com – optakt til den tredje finale i form af BearsTV Live kan ses på Bakken Bears kanaler på YouTube eller Facebook fra kl. 17:45.

 

Hovedsponsorer

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by