thomas_laerke-w420

Games | 2019-11-20

KATAJA BASKET vs. Bakken Bears

BEARS VIDERE TIL ANDEN RUNDE I FIBA EUROPE CUP

Med en sejr på 85-82 på udebane over Kataja Basket kvalificerede Bakken Bears sig for tredje år i træk til anden runde af FIBA Europe Cup. Det var en kamp med usædvanligt mange runs – lige fra føring til Kataja på 19-10 over en Bearsføring på 15 point i slutningen af anden periode til Kataja-føring på 71-62 med godt seks minutter tilbage af kampen. Ryan Evans spillede en virkelig flot kamp og blev topscorer med 21 point i en kamp, hvor Bears coachingstaff må tale med store ord om kvaliteten af reboundspillet.

Kataja var uden flere af holdets profiler. Herrala og Alanen var ude med skader og nye Morris har ikke fået styr på sin spillelicens. Det kunne indikere udfordringer ift bredden på truppen, men det var ikke noget, der blev mærket fra kampens start. Ryan Evans havde frit spil i de første minutter, og han scorede otte af bjørnenes første ti point til føring på 10-8, men Kataja svarede igen med 11 ubesvarede point. En time out af Bears og en indskiftning af Thomas Lærke, der leverede en flot forsvarsindsats gav momentum til udeholdet, og Bears fik reduceret til 20-21 ved periodens afslutning.

I anden periode var Bears fortsat stærkest og nåede foran 36-25 – altså et run på 26-6 siden time outen – før hjemmeholdet kom igen, godt styret af Jarren Ogungbemi-Jackson og Omar Calhoun. De to guards fik Bears aldrig styr på. Bears virkede dog i kontrol ved halvlegspausen – og førte 51-37 halvvejs i kampen.

I tredje periode var det som om Bears angrebsspil frøs. Det blev blot til 11 point i periode, mens finnerne scorede 23 og i starten af fjerde periode nåede Kataja foran, da holdet scorede de første 11 point i fjerde periode. Kataja gik således fra 60-62 til 71-62 og publikum i den østfinske by troede vist på anden sejr i træk til coach Juha Stens tropper.

Bakken Bears gik efter en time out med en lille lineup, og pludselig kom der mere flow i angrebsspillet. Scoringer af Diouf, Jukic og fem point af Nimrod Hilliard gav udligning 71-71, og selvom kampen var tæt resten af vejen var der Bears, der satte de tunge skyd. Darboe satte en treer inden Darko Jukic satte en afgørende treer for hjørnet – for anden uge i træk. I slutsekunderne satte Ryan Evans og Adama Darboe begge to straffekast, og Katajas sidste skud blev misset.

Med sejren har Bears efter et indledende nederlag vundet fire europæiske kampe i træk og fører dermed gruppen inden kampen mellem Körmend og Legia Warszawa er færdigspillet. Uanset resultatet af den kamp gælder det dog, at Bears skal vinde i sidste runde – og måske med en vis margin – for at være sikre på at vinde gruppen.

Efter Ryan Evans 21 point, var det Darko Jukic og Nimrod Hilliard, der var mest scorende med hver 14 – Hilliard supplerede med ni assists. Thomas Lærke scorede 12.

Næste opgave er allerede fredag, hvor Copenhagen venter i Nørrebrohallen, mens Bears møder Legia Warszawa på hjemmebane onsdag kl. 18:30.

Kampens resultat:

82-85

Dato:

onsdag 20. november 2019

Tid:

18:30

Arena:

Se statistikken

FOROMTALE: MATCHBOLD I FINLAND

Bakken Bears spiller onsdag på udebane mod finske Kataja. De forsvarende danske mestre kan med en sejr sikre sig kvalifikation til anden runde, uagtet at der fortsat resterer en spillerunde i FIBA Europe Cup. Men uanset at Bears har gode erfaringer fra tidligere kampe i Joensuu i det østlige Finland, er der ingen tvivl om at der venter en svær opgave i den hal, hvor Kataja i onsdags fik deres første sejr i denne sæsons FIBA Europe Cup, da polske Legia Warszawa blev besejret. Kataja har kniven på struben inden onsdagens kamp – et nederlag sender definitivt holdet ud af sæsonens FIBA Europe Cup.

Den 10. december 2013 vandt Bakken Bears over Kataja i Joensuu. Den sejr – der blev sikret 2 sekunder før tid, da Andreas Jakobsen liggende sendte bolden i kurven – betød, at Bakken Bears yderst overraskende gik videre til anden runde i FIBA EuroChallenge (forgængeren til FIBA Europe Cup). Dengang i 2013/14 var det første gang siden 2008, at Bakken Bears under ledelse af den finske head coach Ville Tuominen deltog i de europæiske turneringer, og derfor var det bestemt ikke ventet at holdet skulle gå videre fra en pulje, der også indeholdt ZZ Leiden fra Holland og Cholet Basket fra Frankrig.

Også i sidste sæson spillede Bakken Bears på udebane mod Kataja. Bjørnene gik vandt 104-89 i Finland i den anden spillerunde af det andet gruppespil. Det var en kamp, hvor Bears førte med 12 point efter første periode og 21 pinde ved halvlegspausen, og som i øvrigt havde de nuværende Bearsspillere Michel Diouf, Ryan Evans, Tylor Ongwae og Darko Jukic som fire af de fem mest scorende bjørne.

Traditionen for at Bakken Bears spiller gode kampe i Joensuu er dermed fine, og kigger man på den aktuelle stilling i puljen, hvor Bears har tre sejre i fire kampe, mens Kataja blot har en enkelt, bliver man heller ikke afskrækket. MEN: Katajas tre nederlag er alle kommet på udebane, mens den enlige sejr som nævnt kom i fjerde spillerunde, da Legia Warszawa blev besejret (112-105) efter dobbelt overtime. Det finske hold har således ikke tænkt sig at opgive drømmen om at gå videre til gruppespillet blandt turneringens 16 bedste hold. Men det kræver at Kataja slår Bakken Bears og dernæst Egis Körmend samt at de øvrige resultater flasker sig.

Kataja fik en rigtig fin start på sæsonen i den hjemlige Korisliiga, hvor holdet vandt fem af de første syv kampe. I de seneste tre kampe har Kataja imidlertid været ramt af skader, og det har betydet store nederlag mod Lahti (62-82), mestrene fra Karhu (80-106) og vicemestrene fra Salon Vilpas (65-97). Sidstnævnte trænes i øvrigt af førnævnte Ville Tuominen. Det efterlader Kataja på rækkens ottendeplads med fem sejre i to kampe.

Blandt de skadede spillere er den talentfulde Aapeli Alanen, som i øvrigt har været holdkammerat med Thomas Lærke i BC Nokia, der blev skadet i kampen i Aarhus, Joni Herrala samt Jarekious Bradley. Sidstnævnte forventes dog tilbage onsdag.

I den første kamp mellem de to hold vandt Bakken Bears 89-70 i en kamp, der reelt først blev afgjort i fjerde quarter, som Bears vandt hele 29-15. Siden det opgør har Kataja forstærket sig med amerikanske Earvin Morris, der faktisk var på kontrakt i Kataja, da sæsonen startede, men blev købt ud af kontrakten af Sagesse i Libanon. Men eftersom ligaen i Libanon er blevet suspenderet, er Earvin Morris hentet tilbage til Finland. Han har endnu ikke fået debut for Kataja, og det er i skrivende stund usikkert om papirerne når at gå i orden til onsdag. Skulle de gå i orden, kan coach Wich og hans stab glæde sig over et fint kendskab til Morris, der spillede for Avtodor Saratov, da Bakken Bears mødte dem to gange i efteråret 2017. Især i kampen i Aarhus markerede Morris sig med 10 point på 17 minutter i Avtodor-nederlaget på 75-87.

Mens der er usikkerhed om Earvin Morris’ deltagelse i onsdagens nøglekamp, gav Bakken Bears i sidste uge debut til holdets nye spiller, Nimrod Hilliard, der kvitterede ved at blive topscorer med 19 point og supplere med 6 assists.

Der er tip off i Joensuu, der blot ligger godt 50 kilometer fra grænsen til Rusland, kl. 18.30 lokal tid – hvilket er kl. 17.30 dansk tid. Kampen streames på FIBAs YouTube-kanal.

 

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by