Nyhedsarkiv | Bjørnebrødre-opgør venter på fredag

Bjørnebrødre-opgør venter på fredag

Oprettet d.

Den sidste kamp inden landsholdspausen bliver for Bakken Bears’ vedkommende fredag, når klubben møder Bears Academy. Historisk set er det en overkommelig opgave, men det er et Academy-hold med selvtillid, der møder frem på den fælles hjemmebane i Vejlby-Risskov Hallen.

Bears Academy har taget et stort skridt op i forhold til sidste sæson. De har spillet en stribe tætte kampe mod topholdene i ligaen, som kulminerede i holdets seneste kamp, hvor Horsens IC blev besejret 122-116 over tre overtidsperioder. I den kamp satte Marius Sørensen ligarekord med imponerende 25 assists, ni flere end den hidtidige rekord.

Profilerne på Academy-holdet er Marius Sørensen (8,0 point, 6,1 rebounds, 10,4 assists pr. kamp), Nikolas Skouen (16,7 point, 43,2% bag trepointslinjen) og Keane Thomann (21,0 point, 9,4 rebounds). Udover de tre, har Academy fire spillere med dobbeltlicens, hvilket betyder, at de kan spille for både Bakken Bears og Bears Academy. Det drejer sig om Anton Harbo, Magnus Møllgaard, Gustav Rønneholt og Mads Bro.

Bakken Bears var i onsdagens hjemmebanenederlag mod Dinamo Sassari uden Darko Jukic, der er ude med en skade, mens Thomas Lærke endnu ikke var helt klar efter sygdom. Sidstnævnte forventes i kamp fredag.

Der er tip off kl. 17:30 i Vejlby-Risskov Hallen. Kampen kan ses på fanseat.com og du kan købe billetter på billet.bakkebears.com.

 

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by