Nyhedsarkiv | Rivalopgør og bamsekast på onsdag

Rivalopgør og bamsekast på onsdag

Oprettet d.

Efter 10 dages landsholdsvindue, vender Basketligaen tilbage onsdag, når der er rivalopgør mellem Bakken Bears og Horsens IC. Begge hold har haft en spiller på det danske landshold og en spiller til landskamp i Afrika, og der bliver derfor for begge tale om en kamp, hvor to nøglespillere ikke har forberedt sig med resten af holdkammeraterne.

Det er et Horsens IC-hold, der har vist to meget forskellige ansigter. HIC har som det eneste i ligaen besejret Randers Cimbria (5/11, 101-91), men er omvendt det eneste af de såkaldte Pro A-hold, der har tabt til et hold fra Pro B, da Bears Academy var for stærke efter tre overtidsperioder (14/11, 116-122).

I en virkelig tæt Basketligaen ligger Bakken Bears på førstepladsen med 7 sejre i 8 kampe, mens Horsens IC er nummer fem med 5 sejre i 8 kampe. Da Svendborg og Næstved også mødes, er der lagt op til rokeringer i tabellen onsdag aften.

HICs topscorer indtil videre hedder David Efianayi (21,2 point, 4,8 rebounds, 3,8 assists pr. kamp). Virker hans navn bekendt skyldes det naturligvis, at han spillede for Bakken Bears i 2019/20-sæsonen. Efianayi danner en spændende guardduo med Gage Davis (20,6 point, 7,1 rebounds, 3,1 assists). Også rutinerede Vedran Borovcanin har haft en rigtig god sæsonstart (18,5 point, 8,0 rebounds).

Den afrikanske landsholdsspiller er Deng Geu, der er en af profilerne på Ugandas landshold. Geu er startet sin HIC-tid ganske solidt (14,4 point, 8,4 rebounds). HICs anfører Frederik Rungby har været afsted med det danske landshold, og Rungby er naturligvis også en af Horsensholdets profiler (5,8 point, 8,0 rebounds). Slutteligt skal de store folk fra Horsens nævntes. Udover den tidligere Bearsspiller Lasse Elbæk (8,4 point, 5,4 rebounds), har head coach Lukas Varga hyret Richmond Aririguzah ind. Den amerikanske center med en fortid i Princeton spiller onsdag sin bare anden kamp for HIC.

Bakken Bears har haft Adama Darboe i dansk landsholdstjeneste, mens Tylor Ongwae har været i Rwanda sammen med det kenyanske landshold. Darko Jukic var også udtaget til det danske landshold, men kunne ikke deltage pga den skade, der også holdt ham fra at spille BCL-kampen mod Dinamo Sassari, og som samtidig også gør ham tvivlsom til kampen mod HIC.

Der er tipoff onsdag kl. 18:30 i Vejlby-Risskov Hallen. Kampen kan ses på Fanseat.com. Der vil før og under kampen være aktiviteter – mest bemærkelsesværdigt er Bakken Bears Teddy Bear Toss, hvor der doneres bamser til Børnenes Kontor.

Hovedsponsorer

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by