Nyhedsarkiv | SIDSTE BRIK FALDT PÅ PLADS

SIDSTE BRIK FALDT PÅ PLADS

Oprettet d.

Den sidste brik i det store Bakken Bears-puslespil er faldet på plads. Den sidste tilføjelse er amerikaner, og har i de seneste sæsoner spillet i Italien, Japan og Schweiz.

Den nye mand hedder Jaye Crockett og han begrunder sit skifte til Bears således: “En af de afgørende faktorer i beslutningen om at lave en aftale med Bakken Bears er deres lange tradition for at vinde. De har spillere, der kommer tilbage til klubben flere år i træk, hvilket er tegn på en god og sund klub. Det er også tilfældet i den kommende sæson. Jeg ser virkelig frem til at spille imod gode hold og kæmpe for endnu et mesterskab og en pokaltitel. Jeg glæder mig også til muligheden for at spille i de europæiske turneringer. Klubbens tidligere spillere har været ekstremt rosende omkring klubbens professionalisme, ledelse, organisation, faciliteter og trænere, hvilket er betryggende at høre når man kommer til en ny klub”.

Jaye Crockett er 201 cm, 25 år og spiller de to forwardpositioner. Crockett færdiggjorde sit universitetsbasketballliv på Texas Tech University i sommeren 2014 – i øvrigt samme skole som den tidligere bjørn og nuværende Randersspiller Charlie Burgess og den danske landsholdsspiller Alan Voskuil spillede for.

Crockett indledte sit professionelle eventyr i den italienske A2 Silver-række hos Orsi Derthona Tortona. Herefter gik turen til Japan (Shinshu Nagano) inden han i december 2015 kom tilbage til Europa, hvor Sam Basket Massagno i Schweiz ventede. Her var Crockett nummer to på topscorerlisten (21,0 point pr. kamp), nummer tre blandt rebounderne (10,8 rebounds pr. kamp) og nummer fem på listen over spillere med flest steals med 1,8 pr. kamp. Samtidig var hans scoringsprocenter imponerende – 62,1% på 2ere og 36,4 på 3ere.

I sæson 2016/17 spillede Jaye Crockett i Unieuro Forli inden han i februar rykkede en del pladser op i tabellen i den næstbedste italienske række med et skifte til Lighthouse Conad Trapani. Her snittede Crockett 16,3 point og 7,0 rebounds.

Alle steder hvor Crockett har spillet har han snittede mindst 14 point og mindst 7 rebounds pr. kamp. Det er en væsentlig grund til at Bears har hentet ham til: ”Jaye Crockett har vist sit værd i en række forskellige situationer på forskellige niveauer, og alle steder har han leveret. Jaye kommer fra et top-collegeprogram og er en spiller, der leverer i alle elementer af spillet – i begge ender af banen”, siger sportsdirektør Michael Piloz.

Jaye Crockett har tegnet en etårig aftale og kommer til Danmark i løbet af den næste uges tid.

Hovedsponsor
Handelsbanken
Danbolig
Kaj Ove Madsen

Bakken Bears A/S - Vejlby-Risskov Hallen - 8240 Risskov - E-mail: info@bakkenbears.com - Telefon: +45 86 770 700

Website by