Klassisk finaleserie venter

Det er på flere måder en klassisk finaleserie, der starter mandag, når det danske mesterskab i basketball skal afgøres. Det er syvende gang de to hold skal fordele guld og sølv mellem sig, og undervejs i finaleserien spilles indbyrdes kamp nummer 150 – et historisk højt tal.

Det er tredje sæson i træk de to hold mødes i DM-finalen. Horsens IC er dobbelte forsvarende mestre, og det er derfor et Bearshold med revanche til gode, der møder op til de afgørende kampe. Finaleserien spilles bedst af syv kampe – der skal fire sejre til et DM-guld. Bakken Bears har pga førstepladsen i grundspillet hjemmekampe i kamp 1,3,5 og 7 – de kommende op til fire mandage, mens Forum Horsens lægger gulv til finale 2,4 og 6, der spilles torsdag, onsdag og torsdag. Finaleserien er seneste afgjort mandag den 15. maj.

Horsens IC har med head coach Arnel Dedic i spidsen en del nye spillere i forhold til sidste sæsons finaler. Faktisk er det blandt de otte spillere, der normalt betræder banen kun Gabriel Iffe Lundberg og Vedran Borovcanin, der spillede i HIC i 2015/16. De nye spillere er Myles Mack, Lawrence Alexander, Dan Trist, Marin Mornar og Will Artino, mens Frederik Rungby har en fortid i Horsens IC (og Bakken Bears i øvrigt), men spillede i SISU de seneste sæsoner.

Myles Mack er HICs omdrejningspunkt og han er den spiller med flest point og assists (hhv 16,5 og 4,5). Samtidig med det er Mack den spiller i ligaen med flest steals (2,2 pr. kamp). Will Artino og Dan Trist er de centrale spillere på de store pladser og de to er holdets bedste reboundere (hhv 6,5 og 6,3 pr. kamp). Iffe Lundberg er den spiller med flest minutter på banen 31 minutter og 50 sekunder) og han har også holdets højeste effektivitet (17,4).

Det er utvivlsom Basketligaens to bedste hold der mødes. Holdene fik 24 (Bakken Bears) og 23 (Horsens IC) sejre i grundspillet, mens Hørsholm på tredjepladsen blot fik 15. Det er også de to hold, der scorer klart flest point og har de højeste scoringsprocenter fra både 2- og 3-pointsskud og de to hold med færreste mistede bold.

De to hold har kvalificeret sig til DM-finalerne med i alt blot et enkelt nederlag i bagagen. Horsens IC har slået Randers Cimbria (kvartfinaler – 3-0) og SISU (semifinale 3-1), mens Bears slog Stevnsgade (3-0) og Svendborg (3-0). Uagtet at det samlet set ser overlegent ud, har der bestemt været bump på vejen for begge finalisterne.

De to hold har allerede mødt hinanden fem gange i indeværende sæson. De fire grundspilskampe gav tre sejre til Horsens IC og en enkelt til Bakken Bears. Til aarhusianernes beskedne fordel tæller, at holdets sejr var den seneste og største (80-53, 26. februar). De tre sejre til Horsens IC var på 94-90, 74-69 og 104-98. De to hold mødtes også i pokalturneringens semifinaler, hvor det også blev til HIC-sejr (90-89).

Statistikken siger:

Det er hele syvende gang de to hold mødes i DM-finalerne – og tredje gang i træk. Det er kun tangeret af en anden serie (Bakken Bears – Svendborg Rabbits, der har mødt hinanden syv gange i træk).

Horsens IC vandt DM-serierne i 1997/98, 2005/06, 2014/15 og 2015/16, mens Bakken Bears’ sejre i DM-finalerne mod Horsens IC var i 1999/2000 og 2003/04.

Et af de to hold har fået guldmedaljer hvert år siden 2010. Først fire Bears-guldmedaljer efterfulgt af to til Horsens IC.

Det er sjette sæson i træk de to hold mødes i DM-slutspillet. Tre år i træk vandt Bears i semifinalerne (3-0 i 2011/12 og 3-2 i både 2012/13 og 2013/14), inden det blev to år i træk med finalesejr til Horsens IC over Bakken Bears (4-2 i 2014/15 og 4-3 i 2015/16).

Holdene har inden starten på finaleserien mødt hinanden 147 gange. Kun en anden serie er spillet lige så mange gange i dansk basketballs historie: Bakken Bears’ opgør mod SISU. De 147 kampe mellem Bears og HIC er endt med 85 bjørnesejre og 62 gevinster til Horsens IC. Bears har også et overskud på den indbyrdes pointkonto, der pt står 11974-11497 (+477).

Bakken Bears har inden finaleseriens start spillet 53 kampe i denne sæson (28 i grundspil, 3 i pokal, 6 i slutspil, 16 i Basketball Champions League). Dermed bliver det hidtil højeste kampantal som et minimum tangeret i denne sæson (57 i 2015/16, som overgik 56 kampe i 2013/14). Som reference har Horsens IC spillet 39 (28 i grundspil, 4 i pokal, 7 i slutspil).

DeVaughn Akoon-Purcell har scoret flere point end nogen anden spiller på en sæson i Bakken Bears. Han har i sine 51 kampe scoret 988 point, og vil derfor efter al sandsynlighed som den første spiller nogensinde score 1.000 point for Bears. Den hidtidige rekordindehaver var Jeff Schiffner, der i 2004/05 scorede 965 point i 49 kampe.

 

25 mar 2024

Storsejr gør Bears klar til lørdagens topopgør mod Horsens

Foran et påskestemt publikum på over 1100 tog Bakken Bears mandag aften en storsejr...
Playoff-topbrag i ferien
22 mar 2024

Playoff-topbrag i ferien

Inden playoff-braget mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits går i gang på mandag, er...
Aarhus bliver vært for den første Europa Cup finale i Danmark nogensinde
22 mar 2024

Aarhus bliver vært for den første Europa Cup finale i Danmark nogensinde

For første gang nogensinde afvikles en Europa Cup finale i basketball i Danmark. Det...
Dominerende tredje periode og Bergs Double double sender Bakken Bears forbi Værløse
21 mar 2024

Dominerende tredje periode og Bergs Double double sender Bakken Bears forbi Værløse

Bag en såkaldt Double Double af Sylvester Berg, med 19 point og 15 rebounds,...
NEWS ARCHIVE