Sparekassen Danmark Basketball Center
Bakken Bears har hjemme i den bedste basketballhal i Aarhus: Sparekassen Danmark Basketball Center i Vejlby-Risskov Hallen.
Det er et af de førende sportskomplekser i Aarhus, og rummer udover opvisningshallen tre træningshaller, to gymnastiksale, en svømmehal, en idrætshøjskole, to springhaller, en squash- og tennishal samt et væld af udendørs tennis og fodboldbaner.
Sparekassen Danmark Basketball Center rummer plads til 1.800 tilskuere helt tæt på banen.
Udenfor Sparekassen Danmark Basketball Center er der ca. 1.000 p-pladser, dels i forbindelse med hallen og dels ved nærvedliggende skoler (Risskov Gymnasium, Handelsgymnasiet).
Sparekassen Danmark Basketball Center
Vejlby-Risskov Hallen
Vejlby Centervej 51
8240 Risskov
Tlf. 87 42 62 82
VEJLBY-RISSKOV HALLENS HISTORIE
Vejlby-Risskov Hallen blev bygget i 1969 og der er gennem tiden afholdt mange spændende sportsarrangementer, politiske møder, konferencer og store koncerter i hallen.
Den første rockkoncert i Vejlby-Risskov Hallen var den 2. september 1970, da Jimmie Hendrix optrådte med fire numbre inden han var nødt til at gå af scenen. Han døde nogle uger senere i London. Kort efter gav The Who koncert, og så var standarden ellers lagt.
Nogle af den tids største navne har været forbi Vejlby-Risskov Hallen – det størst er nok The Rolling Stones, der var på besøg både i 1970 og i 1973, hvor de gav to koncerter på samme dag, Derudover har store navne som Paul McCartney and Wings, Dr. Hook, Deep Purple, Rod Stewart, B.B King, Duke Ellington, Mills Brothers, Cliff Richard, Fats Domino, Joe Cocker, Frank Zappa, Eric Clapton, Thin Lizzy og Green Day optrådt i hallen.
Da Lou Reed optrådte i Vejlby-Risskov Hallen blev koncerten afbrudt efter få numre fordi en øldåse faldt ned på scenen, som i øvrigt også blev antændt, mens 150 stole og andet inventar blev smadret!
Også danske topnavne har underholdt aarhusianerne: Gasolin, Shu-bi-dua, DAD, TV-2, mens Thomas Helmig gav den sidste store, offentlige koncert i Vejlby-Risskov Hallen i 1995.
Udover koncerter har hallen lagt gulv til VM og EM i dans, politiske møder, debatmøder mellem bl.a Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen, etc.
Siden midten af 1990erne har Bakken Bears – bortset fra en kort årrække, hvor holdet hørte til i Arena – spillet sine hjemmekampe i Vejlby-Risskov Hallen, hvor Skovbakken Håndbolds herrer og damer og senere SK Aarhus også har levet mange oplevelser til håndboldfolket.