Bakken Bears står foran sin hidtil sværeste opgave i FIBA Europe Cup mod russiske Avtodor Saratov
Oprettet 8/01 2019Onsdag den 9. januar klokken 16:00 dansk tid venter Bakken Bears’ hidtil sværeste opgør i denne sæson, når de danske mestre spiller udekamp i FIBA Europe Cup mod det russiske storhold fra Avtodor Saratov. De russiske værter hører til blandt de mest succesfulde og traditionsrige nationale klubber nogensinde. Klubben har blandt andet vundet den stærke liga to gange tidligere i historien og vundet sølv fire gange. Avtodor Saratov er desuden notorisk kendt for at være en sand talentfabrik, der udvikler og former de unge spilleres karriere, så de får de bedst mulige vilkår. Fire unge talenter er tidligere blevet draftet af NBA-hold.
Det russiske mandskab spiller sine kampe i Kristall Arena, som blev rekonstrueret tilbage i 2014, så der nu er plads til hele 5.500 tilskuere, der virkelig kan skabe en intens stemning og gøre det til et vanskeligt miljø at spille i for udeholdet. Avtodor Saratov har også vist sig at være stærke på hjemmebane i dette års udgave af FIBA Europe Cup, hvor det er blevet til lutter sejre i Kristall Arena indtil videre. Det russiske mandskab har blot tabt en enkelt kamp på den europæiske scene, og det var en udekamp i det første gruppespil mod israelske Ironi Ness Ziona. Saratov har lige som Bakken Bears hentet to sejre ud af to mulige i dette gruppespil, men den russiske storklub fører gruppen grundet en bedre pointscore over de to kampe. Saratovs pointdifferentiale mod ZZ Leiden og Kataja Basket var på imponerende 66 point, hvilket er 11 point bedre end de danske mestre.
Bakken Bears møder utvivlsomt et fantastisk basketballhold onsdag eftermiddag, når man skal forsøge at sætte sig på førstepladsen i gruppen. Med en sejr er holdet så godt som videre i gruppen. Selv med et potentiel nederlag til Saratov, har de danske mestre fortsat gode muligheder for at spille for videre avancement til knockoutfasen. Aarhusianerne er som nævnt væsentlig bedre indbyrdes med både ZZ Leiden og Kataja Basket inden de sidste to indbyrdes kampe, så danskerne skal tabe stort til et af de to mandskaber, hvis holdet for alvor skal komme i problemer. Man må dog aldrig vide sig for sikker i de europæiske turneringer, og derfor tager holdet også én kamp ad gangen, og først gælder det det russiske storhold, som bliver en vanskelig opgave, udtaler cheftræner Steffen Wich.
”Det bliver rigtig svært at spille mod Saratov, der har et kæmpestort budget. De er inde i en rigtig god stime med ny træner, og de har fået tilført en ny spiller. Dette gør, at de har flyttet lidt om på posterne, så det bliver et meget svært opgør mod en enormt dygtig modstander på deres hjemmebane. Det vigtigste for os bliver, at vi kan komme op i tempo og være forberedt til tænderne, så vi kan spille vores eget spil. Men at tro, at vi bare lige kan slå Saratov Avtodor, det er nok en by i Rusland.”
Kampen mod Avtodor Saratov kan ses direkte på Fanseat fra klokken 15:45.