Scouting: Dette er Sport Lisboa Benfica

Når man nævner Sport Lisboa Benficas navn tænker de fleste formentlig på fodboldholdet, der jævnligt deltager i Champions League og har vundet 37 nationale mesterskaber. Men Benfica er mere end fodbold – det er en enorm sportsklub, der også har aktiviteter indenfor bl.a. håndbold, atletik, svømning, bordtennis, futsal … og basketball.

Basketballafdelingen i SL Benfica startede i 1927, og det er siden blevet til 27 mesterskaber og 22 pokaltitler – begge er rekord i Portugal. Benficas seneste mesterskab – og pokaltitel – blev vundet i 2016/17-sæsonen, mens det i de seneste to sæsoner er blevet til guld til Oliveirense, der slog Benfica i finalen i 2018/19-sæsonen.

Oliveirense ligger lige nu nummer fire i den portugisiske liga, men overgås af et trekløver, der alle er i familie med hold i toppen af den portugisiske fodboldrække: Det er Sporting, FC Porto og Benfica. Sidstnævnte fører rækken med blot et nederlag i 15 kampe – a point med Sporting, mens Porto har to nederlag. De forsvarende mestre har tabt fire kampe.

Historisk set har SL Benfica mange deltagelser i europæiske turneringer. Benfica har deltaget i fem af de seneste seks sæsoner, men dette års deltagelse er første gang i nyere tid at de er gået videre fra det indledende gruppespil.

Benficas europæiske sæson startede med en samlet sejr over Donar Groningen, mens det blev til nederlag mod Mornar Bar i anden runde af kvalifikationen til Basketball Champions League. Det portugisiske storhold gik videre til det andet gruppespil i FIBA Europe Cup efter en førsteplads i det første gruppespil. Det blev til fem sejre og dermed duksepladsen foran ZZ Leiden (Holland), Inter Bratislava (Slovakiet) og Pesci BSK (Ungarn).

I gruppespil to er Benfica startet med en storsejr over Spirou (89-62) og et nederlag i Bayreuth (96-78). I sidstnævnte kamp førte Benfica ellers med 12 point kort før pausen, inden Bayreuth fik strammet tøjlerne.

Bakken Bears mødte Benfica i efteråret 2017, og det blev her til to komfortable sejre til det danske hold. Bears vandt 95-76 i Aarhus og 108-95 i Lissabon på vej mod videre avancement i FIBA Europe Cup. Det er ikke Bears’ eneste møder med hold fra Portugal. I november 2004 blev Bakken Bears’ første europæiske kamp vundet på udebane mod CAB Madeira (88-82), mens det blev til nederlag hjemme (62-65). I den efterfølgende sæson blev det til to nederlag mod samme modstander (79-95 på udebane og 83-101 hjemme).

Siden det første møde mellem holdene er kvaliteten på Benficas hold steget markant, og først og fremmest er bredden styrket på det hold som trænes af head coach Carlos Lisboa – et af de største navne i portugisisk basketball. Portugiserne har 12 spillere, der snitter mindst 6,1 point. Topscorer Anthony Ireland snitter 13,3 point i de tre kampe, han har spillet siden han blev hentet ind. Den 178 cm guard har tidligere drillet Bakken Bears, bl.a. da han var arkitekten bag den afgørende scoring i Avtodors sejr på 125-124 i Vejlby-Risskov Hallen i februar 2019.

Også den stærke forward Micah Downs har repræsenteret Avtodor i møder med Bakken Bears (i 2017). Downs snitter 12,5 point, 8,0 rebounds og 3,5 assists, men har haft en længere skadespause og ventes ikke klar før i februar. Til at afløse ham har Benfica hentet den 33-årige Anthony Hilliard, en erfaren forward med erfaring fra de bedste ligaer i Europa, senest snittede han 13 point for Le Portel i den bedste franske række.

Benficas styrke ses også på insidepladserne. Den 34-årige Eric Coleman, der var afgørende i begge Oliveirenses mesterskaber de seneste sæsoner spiller en kæmperolle for Lissabon-klubbens hold. Den jævnaldrende Betinho Gomes spiller mange minutter på power forward-positionen og snitter 10,0 point og 7,7 rebounds. Også Gary McGhee er en stor gut på 211 cm med fortid som bedste rebounder i den græske liga – han snitter 6,5 point for Benfica.

Også længere væk fra kurven har Benfica specialister. Tomas Barroso skyder 61,5% bag trepointslinjen (og snitter 11,3 point), mens Damian Hollis (10,2 point, 40,0% bag trepointslinjen), Fabio Lima (8,3 point, 58,3%) og det 20-årige talent Rafael Lisboa (6,1 point, 47,4%) – søn af head coach Carlos – også skyder imponerende procenter. Unge Lisboa var i øvrigt MVP i B-slutrunden ved U20-EM som Portugal vandt på hjemmebane.

Og at kalde Lisboa for ung er ingen underdrivelse på et særdeles erfarent Benfica-hold. Bortset fra Lisboa er de yngste spillere, der fast er i rotation den amerikanske guard Anthony Ireland (28 år) og den portugisiske landsholdsguard Tomas Barroso (29 år), og mens Ireland først kom til Portugal kort før jul, har Barroso været knæskadet i længere tid og ikke spillet siden den første del af november. Resten af holdet er 30 år eller mere.

 

PearsPADEL Open 2024
18 apr 2024

PearsPADEL Open 2024

Bakken Bears er egentlig en basketballklub, men vi har også etableret et stort netværk,...
Bakken Bears byder velkommen til BearsEVENT
17 apr 2024

Bakken Bears byder velkommen til BearsEVENT

Bakken Bears er events. Events til kampe, partnerarrangementer, netværksmøder og VIP - med en...
Semifinaler: Nu starter festen!
16 apr 2024

Semifinaler: Nu starter festen!

Det betyder bare lidt mere, når der står finalepladser på spil. Opbakningen bliver en...
Favoritdræberne havde ikke nok mod Bears
15 apr 2024

Favoritdræberne havde ikke nok mod Bears

Værløse Blue Hawks er blevet kaldt ”favoritdræbere”, men Bakken Bears viste sig for stærke...
NEWS ARCHIVE