Bakken slår bjørnebrødre og dribler i semifinalen

Af: Matti Grabau, Longdog Communications

Kvartfinaleserien blev her til aften eftertrykkeligt afsluttet af Bakken Bears, der på hjemmebane udraderede bjørnebrødrene fra Bears Academy med hele 135-69. Dermed vinder Bakken 3-0 i kampe og kan se frem mod semifinalerne i playoffs, hvor Svendborg Rabbits venter i næste uge.

Vanen tro indledes kampen med et tip-off, der vindes af Michel Diouf. Vanen utro sender Morten Sahlertz kort efter en air ball afsted, og i stedet bringer gæsterne sig foran. Den føring udligner en ekstraordinært tændt QJ Peterson dog snildt efter en fornem dribletur: 2-2. Academy holder efterfølgende nogenlunde snor i storebror, men med en 3’er fra Thomas Lærke til 21-12 stikker Bakken uigenkaldeligt af fra lillebror. Gæsterne formår imidlertid at fremmane et par tryllerier undervejs: Først får Jacob Vistisen med en god portion held guidet bolden i kurven efter at have ramt overkanten af pladen til 24-16. Og siden laver Marius Sørensen en sjælden tunnel på Daniel Mortensen – dog uden akkompagnerende scoring. Hjemmeholdets offensiv er samtidig komplet ustoppelig, og Magnus Møllgaard runder en flot første periode af med en buzzer beater til tre point og stillingen 36-20.

Anden periode minder meget om første: Bakken sidder på det meste, men rent offensivt har Academy fortsat noget at byde på. Såsom et stærkt dunk fra Jermaine Webb til 36-22. Mortensen svarer dog prompte igen med én af rigtig mange 3’ere fra hans hånd. Og i det følgende angreb gør Mads Bro ham kunsten efter: 42-24. Den stime udbygger Mortensen straks – instigeret af en vovet bagudpasning over hovedet fra Adama Darboe: 45-25. Og trepointsbølgen fortsætter med selv samme Darboe: 48-27. Den opvisning bringer tydeligvis gæsterne ud af fatning, for ikke lang tid efter glider hele to akademispillere i streg, hvilket efterlader bolden hos Møllgaard, der nemt kan sende et slam dunk i nettet: 53-32. Perioden slutter 70-41.

Bakken åbner tredje periode en smule sløvt. Men det samme gør Academy. Efter flere fejl og forbiere fra begge mandskaber lykkes det kun hjemmeholdet at genfinde teknikken. Anton Harbo, Darboe og QJ sender alle 3’ere afsted, mens modstanderens angrebsspil er gået fuldstændigt i stå. Til stillingen 96-47 får QJ endda fremvist en ekvilibristisk dribledans på 3’er-linjen, der krones med et selvsikkert step back og endnu en 3’er til statistikken. Men ikke nok med det: Han bliver fejlet, hvortil han kvitterer med et ekstrapoint på straffe: 97-47 og en føring på 50 point. Perioden lukkes ligeledes af matchens helt store spiller, da QJ sætter en særdeles dyb 3’er til 102-49. Bakken vinder dermed tredje quarter med 32-8.

Fjerde periode starter med fire 3’ere i træk fra Mortensen. Simpelthen. Fire styk, rent og elegant. Samtidig er gæsternes offensiv fortsat strandet, så den fjerde 3’er gør stillingen til 114-50. Academy formår alligevel at genstarte scoringen en smule hen imod kampens afslutning. Det stopper dog ikke Ryan Evans i at servere bolden for Møllgaard i et smukt alley-oop, der slam dunkes i kurven til 121-55. I løbet af perioden deltager Darboe, Møllgaard og QJ også i 3’er-festen, hvoraf sidstnævnte sideløbende jagter en triple double. Desværre for QJ bliver hans afleveringer ikke konverteret til assists i høj nok grad, så han må nøjes med en double double. Kampen ender 135-69, hvilket er en målforskel på hele 66 point.

”Det var vigtigt at få spillerne godt i gang efter skader: Adama Darboe, Ryan Evans og Daniel Mortensen leverede alle en flot indsats. Og det er og bliver en specialitet fra Daniels side med de 3’ere. Ja, og QJ er sgu bare god. Det niveau ser man ikke så tit. Sejren giver os desuden en god ro op til opgøret mod Svendborg i næste uge. Det er altid rart at lukke serien i tre kampe.”

– Anders Sommer, assistant coach i Bakken Bears.

Foruden sin double double ender QJ Peterson også som kampens topscorer med 29 point. Herefter følger Daniel Mortensen på 23 og gæsternes Keane Thomann på 16. QJ stod for 10 rebounds, hvilket giver ham en delt førsteplads sammen med Marius Sørensen fra Academy. På assist-fronten løber Ryan Evans med hæderen via sine 8 styk, hvilket er en enkelt mere end QJ.

Med så monumental en præstation scorede Bakken Bears sig naturligvis også en rekord: Det var således den største Bears-sejr nogensinde i playoffs. Hidtil var rekorden en sejr på 117-60 over Stevnsgade tilbage i 2017. Og med 25 trepointsscoringer var skarpskytterne kun en enkelt fra den rekord, som blev sat i indeværende sæson mod BK Amager. Desuden er det 25. år i træk, at Bakken kvalificerer sig til top 4 i Basketligaen. Og alt det uden skadede Deshawn Stephens, Tylor Ongwae og Darko Jukic, der alle kæmper hårdt for at blive klar til playoffs.

Næste aktion for Bakken Bears bliver torsdag den 22. april, når de forsvarende mestre tager imod Svendborg Rabbits hjemme i Vejlby-Risskov Hallen til den første DM-semifinale.

 

Blackout-semifinale #3 med festivalbilletter på spil
26 apr 2024

Blackout-semifinale #3 med festivalbilletter på spil

Mandag 29. april tager Bakken Bears imod Svendborg Rabbits i, hvad der potentielt kan...
Bakken Bears kæmper sig til matchbold
25 apr 2024

Bakken Bears kæmper sig til matchbold

Bakken Bears har matchbold i semifinaleserien mod Svendborg Rabbits efter en arbejdssejr mod et...
Tilmelding til sommer camps er åben
24 apr 2024

Tilmelding til sommer camps er åben

Tilmeldingen til to af sommerens camps er nu åben. Det er den traditionelle Bears...
Bakken Bears kan forvente massivt publikum mod sig
23 apr 2024

Bakken Bears kan forvente massivt publikum mod sig

Torsdag aften kl. 19:15 tager Svendborg Rabbits imod Bakken Bears i Rise Sparekasse Arena...
NEWS ARCHIVE