Semifinalerne starter torsdag kl. 18:30

Torsdag kl. 18:30 indledes DM-semifinalerne, når Bakken Bears tager imod Svendborg Rabbits. De to hold har haft godt en uges pause siden kvartfinalerne blev afsluttet, og gør nu klar til en semifinaleserie, der spilles bedst af fem kampe.

Hvor Bakken Bears som nummer et i Basketligaens grundspil havde en overkommelig kvartfinaleserie mod Bears Academy, der i gennemsnit blev besejret med 37,3 overskydende point, havde Rabbits – grundspillets nummer fire – en anderledes svær serie mod Team Fog Næstved, der var sluttet lige efter fynboerne. Rabbits vandt ganske vist ligeledes i tre kampe, men den gennemsnitlige sejrsmargin var blot på 4,3 point.

Rabbits spillede periodevist rigtig god basketball i kvartfinalerne, og især holdets guards viste scoringsmæssig kvalitet. Brandon Tabb, Sebastian Åris og Brandon Norfleet scorede i de tre kampe tilsammen præcis 2/3 af Svendborgs point, med Tabb som den mest scorende. Den tidligere HIC-spiller scorede 23,7 point pr. kamp, og han kan bestemt også finde kurven, når han står overfor Bakken Bears. I to af grundspilskampene scorede Tabb nemlig 36 og 37 point, så der er ingen tvivl om, at han bliver en spiller som Bearsforsvaret skal holde øje med.

Det er dog ikke kun på guardpositionen, at fynboerne har kvalitet. Aaron Levarity er en af ligaens bedste reboundere, Richard Granberry viste især i den første kvartfinalekamp sine kvaliteter, Oscar Jørgensen og Mikkel Plannthin skal ikke have meget plads bag linjen, hvis man ikke vil have en trepointscoring ned i halsen, mens kæmpestore Jacob Enevold er en kantet center, der gør ondt på modstanderne.

For Bears har skaderne sat dagsordenen de seneste måneder. Darko Jukic er stadig ikke klar oven på den hånd han brækkede i forbindelse med landsholdssamlingen i februar, og Tylor Ongwae har døjet med en forstrækning siden pokalfinalen, og han spillede således ikke i kvartfinalerne.

Det er blot tredje gang de to hold mødes i DM-semifinalerne efter Bakken Bears i 2004/05 vandt 2-1, mens det i 2016/17 blev 3-0. Otte gange yderligere har holdene krydset klinger i DM-slutspillet. I 2002/03 mødtes holdene i kvartfinalerne (2-0 til Bears), og hele syv år i træk (fra 2006/07 til 2012/13) var det i DM-finalerne holdene spillede mod hinanden. Vi skal tilbage til 2009/10 for at finde Rabbits eneste sejr over Bears i en slutspilsserie, da fynboerne vandt 4-1 og dermed hjemtog det hidtil eneste danske mesterskab til Svendborg.

DM-kvartfinalernes første kamp spilles torsdag i Vejlby-Risskov Hallen, mens de efterfølgende kampe spilles de kommende mandage i Svendborg Idrætscenter og torsdag i Vejlby-Risskov Hallen. Alle kampe kan ses på www.fanseat.com

 

QJ3
STORT TILLYKKE SYLVESTER
27 maj 2026

STORT TILLYKKE SYLVESTER

Bakken Bears og Hommelhof Group ønsker et kæmpe stort tillykke til vores anfører Sylvester,...
25 maj 2026

GULD OG HISTORISK 10. GULD I TRÆK

Også den fjerde DM-finalekamp mellem Team FOG Næstved og Bakken Bears blev en tæt...
DANMARKSMESTERSKABET KAN AFGØRES I NÆSTVED
22 maj 2026

DANMARKSMESTERSKABET KAN AFGØRES I NÆSTVED

Efter en stærk sejr på hjemmebane er det igen tid til at tage turen...
NEWS ARCHIVE