Danske mestre!

Bakken Bears sikrede sig torsdag aften sit 20. DM-guld med en sejr på 77-81 i et gigantisk drama mod Svendborg Rabbits, der gik ned til allersidste sekund. Mest værdifulde spiller i finalerne blev Marvelle Harris, der denne aften scorede 22 point.

Bakken havde været foran det meste af kampen, men det sidste minut blev dramatisk. Bakken havde ikke scoret siden fjerde periodes femte minut og Svendborg havde forvandlet 68-76 til 74-76. Svendborg fejlede Travis Taylor og sendte ham på straffelinjen, hvor han endelig fik hul på bylden, da han ramte et af to til 74-77.

Sebastian Åris ramte et layup i den anden ende med lige over et halvt minut igen og så var det kun en et-points kamp. Marvelle Harris kæmpede sig til et skud i den anden ende med 15 sekunder på uret, men det rullede ud og Svendborgs Sebastian Åris fik rebounden. Hjemmeholdet løb i angreb, men inden de kunne komme til skud, fejlede Harris en angribende Silverstrom ude på banen og sendte ham på straffelinjen til to straffekast, der kunne sende Rabbitrs i front.

Silverstrom stod for presset på det første skud, men det andet gik ved siden af, og Bakken havde bolden med otte sekunder igen. Det blev Harris, der tog ansvaret og hans layup til 77-79 gik i kurven med et sekund igen.

Det var tid nok til at Svendborg kunne tage en timeout for at sætte et spil op og det var centimeter fra at lykkes. Bolden blev sendt højt op i feltet, bag ved et Bakken-forsvar, der alle var i løb fremad. Bolden sejlede imidlertid hen over både forsvarere og angribere og ud af banen.

Det var så tæt på at sende mesterskabet til Aarhus, at nogle af Bakkens fans fyrede konfettien af – og coach Anders Sommer i øvrigt også fejrede sejren et kort sekund. Imidlertid var bolden ikke blevet rørt på banen, så tiden var ikke startet. Derfor fik Bakken bolden og Darko Jukic løb langt på indspillet og nåede at dunke bolden i til slutresultatet 77-81.

Bakken Bears så ellers ud til at tage kontrol med kampen nærmest helt fra starten. Sebastian Åris og Corey Silverstrom gav godt nok Svendborg et par føringer med tidlige tre-pointere, men herefter forvandlede Bakken 6-5 til 6-18 efter fem minutter på scoringer fra Ogungbemi-Jackson, Taylor, Jukic og Ongwae.

Hjemmeholdet fik derefter stabiliseret tingene, især bag en velspillende Silverstrom, og hentede ind imellem lidt ind, uden at kunne komme helt tæt på, i hvert fald de næste ti minutter.

I løbet af anden periode spruttede Bakkens angreb imidlertid lidt ud og gik i stå. To minutter inde i perioden havde bjørnene 31 point, men formåede så kun at score fem point resten af perioden. Skuddene gik ikke i og lidt for mange bolde blev smidt væk. Resultatet var, at Rabbits bag Silverstrom og Bradley Jr. stille og roligt kunne trække ind og gå til pause bagud med kun to, 34-36.

Hjemmeholdet fortsatte det gode spil i anden halvleg og kom foran 45-41 på en tre-pointer af Norfleet, men så var det som om Bakken vå gnede. Ansporet af de medrejsende fans ramte først Darko Jukic og så Diouf og Ogungbemi-Jackson.

Svendborg hang stadig på, men ved 48-51 tog Bakkens Marvelle Harris over. Den bomstærke amerikaner moslede sig til kurven igen og igen og scorede otte point, som bragte Bakken i front med 52-59 – og som nok også var medvirkende til at give ham MVP-prisen, som blev stemt på af den presse, der har fulgt serien.

I starten af fjerde periode kom Bakken foran med 12 point, 55-67, ved Harris, men derefter formede resten af kampen sig som en kaninjagt på bjørnen.

Gathright, Levarity, Norfleet og Åris begyndte at levere i angrebet for Svendborg, mens Bakkens angreb mistede lidt momentum. Darko Jukic scorede med fem minutter igen for Bears, men så scorede århusianerne ikke igen før i sidste minut, hvilket satte den spændende afslutning op.

Statistik: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/DBBF/2090561/bs.html

Bakken Bears kæmper sig til matchbold
25 apr 2024

Bakken Bears kæmper sig til matchbold

Bakken Bears har matchbold i semifinaleserien mod Svendborg Rabbits efter en arbejdssejr mod et...
Tilmelding til sommer camps er åben
24 apr 2024

Tilmelding til sommer camps er åben

Tilmeldingen til to af sommerens camps er nu åben. Det er den traditionelle Bears...
Bakken Bears kan forvente massivt publikum mod sig
23 apr 2024

Bakken Bears kan forvente massivt publikum mod sig

Torsdag aften kl. 19:15 tager Svendborg Rabbits imod Bakken Bears i Rise Sparekasse Arena...
Bears tager stensikkert første stik i semifinalerne
22 apr 2024

Bears tager stensikkert første stik i semifinalerne

Bakken Bears spillede sig til en stensikker sejr i den første semifinale over Svendborg...
NEWS ARCHIVE