Bakken Bears har endnu ikke udspillet sin rolle i Basketball Champions League gruppe E, men resultaterne skal flaske sig helt rigtigt for at bjørnene kan nå den livgivende tredjeplads. Det var ufatteligt tæt på i begge kampe mod Jerusalem, men faktum er, at Bakken er uden sejre i fire kampe. Næstnederst blandt de fire hold i tabellen er modstanderen i Aarhus 13. december, Darüssafaka Basketbol – i daglig tale kaldet Dacka.

Dacka overraskede i seneste runde ved at slå ellers ubesejrede Ludwigsburg, så det tyrkiske hold har nu to sejre i fire kampe. Den anden sejr var mod Bakken Bears i runde 2, hvor Dacka cnadt 80-66 på hjemmebane.  Derfor er fakta, at Bakken i første omgang skal slå Dacka med minimum 14 point, så bjørnene er bedst indbyrdes med tyrkerne. Derefter skal Bakken i sidste puljekamp slå Ludwigsburg på hjemmebane, mens Dacka skal tabe til Jerusalem.

I første omgang kan Bakken kun koncentrere sig om første mål: At vinde med minimum 14 på tirsdag.

Dackas topscorer og bedste rebounder er engelske Gabriel Olaseni med 17,8 point og 8,3 rebounds. Sidst de to hold mødtes i Tyrkiet, var han da også kampens bedste spiller med 20 point og 12 rebounds.

Bakken holdt trit med topholdene med en overbevisende sejr over Værløse fredag aften. Aarhusianerne spillede intenst forsvar fra første minut og brugte det til at vinde 108-78.

Med sejren holder Bakken fast i toppen af ligaen, hvor fem hold er på enten 16 eller 18 point, med 10 eller 11 kampe. Aktuelt er Næstved på førstepladsen og Bakken nummer fem, men stillingen ændrer sig nærmest dagligt, som holdene spiller kampe.

Bakken startede kampen mod Værløse med et intenst forsvar, der tvang gæsterne til at smide bolden væk fire gange på fire minutter. I den anden ende tog Bears en føring på otte point på et sjældent fem points angreb. Skyler Bowlin blev fejlet på en tre’er, der gik i kurven. Det gav et bonusstraffekast, som amerikaneren missede, men som Bakken fik rebounden på. Bolden endte ved Ryan Evans, som scorede fra posten og så havde Bears forvandlet 6-3 til 11-3 uden Værløse havde haft bolden.

I kampens start havde Bakken ikke meget held langt fra kurven, for kun et enkelt af otte forsøg bag tre-points linjen gik i kurven, men til gengæld havde Bakken langt mere sikkerhed tæt på kurven. Gang på gang kom Bears helt tæt på kurven, og Elijah Childs satte trumf på med tre dunk i streg, hvoraf det sidste sendte Bakken i front med 30-19 først i anden periode.

Herfra fortsatte Bakken bare med at udbygge føringen, til dels med flere tordnende dunk fra Gustav Knudsen. Bakken var foran 57-35 ved halvleg og en velspillende Michel Diouf sikrede at føringen ikke blev mindre. Veteranen scorede Bakkens første otte point efter halvlegen, på en to-pointer og to tre’ere.

Værløse fandt de bedste scoringsprocenter fra bag tre-points linjen, men i feltet havde de det svært. Det blev illustreret af to Værløseangreb i træk i tredje periode, hvor først Elijah Childs og så Tony Carr blokerede Værløses skud på en måde, der fik et sus til at gå gennem hallen.

Meget symptomatisk for Værløses problemer med at holde Bakkens store folk fra fadet, endte Elijah Childs som Bakkens topscorer med 20 point, efterfulgt af Michel Diouf med 18. For Værløse havde Mikkel Hauge 16.

Bakken endte med at vinde sikkert, 108-78, men avancerer altså ikke, da de øvrige hold i den øverste halvdel af ligaen også har vundet denne runde. Næste opgave er tirsdag i Basketball Champions League, hvor Bears skal slå Dacka Basketbol med mindst 15 for at bevare chancen for at gå videre i turneringen. Herefter venter lørdag endnu en kamp mod Værløse i Aarhus i pokalottenedelsfinalen, inden Ludwigsburg tirsdag 20. december er sidste opgave inden en meget kort julepause.

Statistik: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/DBBF/2119640/bs.html#ASFSK
Stilling: https://basketligaen.dk/

Fredag 18:30 kastes bolden op til kamp i Sparekassen Danmark Basketball Center, når Bakken Bears hjemme tager mod Værløse Blue Hawks. For Bakken er det en mulighed for at hævne nederlaget i Værløse tidligere på sæsonen.
I en liga, hvor alle i denne sæson slår alle, har Værløse taget to store skalpe: Begge sidste års finalister fra Bakken og Svendborg har tabt i Søndersøhallen.

For Bakkens vedkommende kom nederlaget i Værløses 50 års jublæumskamp, foran en propfyldt og feststemt hal. Bakken havde svært ved at finde kurven fra distancen gennem hele kampen og fra hele banen de sidste fem-seks minutter. Resultatet blev at Værløse vandt med 84-75.

Siden har Bakken også tabt i Basketligaen til BMS Herlev og Næstved, så holdet er nu i den uvante situation, at være på femtepladsen efter ti kampe med 14 point. Men i en historisk tæt liga, er der dog kun to point op til Horsens på førstepladsen.

Værløse er på syvendepladsen med otte point for ti kampe.

Kampinfo:
Basketligaen: Bakken Bears vs. Værløse Blue Hawks
Sted: Sparekassen Danmark Basketball Center
Tid: Fredag 9. december 18:30
Statistik: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/DBBF/2119640/
Livestream: https://stiften.dk/livesport

Billede: Michael Andersen

Centerspiller Kylor Kelley har afsluttet sit samarbejde med Bakken Bears. Den 213 centimeter høje amerikaner blev hentet ind som en gardering på de store pladser i forbindelse med kvalifikationsturneringen til Basketball Champions League, men eftersom kontrakten udløber, når den sidste kamp i Basketball Champions League er spillet, har Bakken Bears valgt, at fordele spilletiden i de kommende kampe på de spillere, der skal afslutte sæsonen for klubben.
– Da Kelley og Bakken Bears skrev kontrakt, vurderede vi, at der kunne blive brug for en ekstra stor mand i den rotation, der også inkluderer Michel Diouf, Ryan Evans og Elijah Childs. Det har imidlertid vist sig, at de tre har været yderst stabile, hvorfor det er naturligt at sende Kylor godt videre til nye udfordringer, mens vi fokuserer på de spillere, der skal færdiggøre sæsonen sammen, siger Michael Piloz, sportsdirektør i Bakken Bears..
 
Der indhentes ingen erstatning for Kelley.

Centerspiller Kylor Kelley har afsluttet sit samarbejde med Bakken Bears. Den 213 centimeter høje amerikaner blev hentet ind som en gardering på de store pladser i forbindelse med kvalifikationsturneringen til Basketball Champions League, men eftersom kontrakten udløber, når den sidste kamp i Basketball Champions League er spillet, har Bakken Bears valgt, at fordele spilletiden i de kommende kampe på de spillere, der skal afslutte sæsonen for klubben.

– Da Kelley og Bakken Bears skrev kontrakt, vurderede vi, at der kunne blive brug for en ekstra stor mand i den rotation, der også inkluderer Michel Diouf, Ryan Evans og Elijah Childs. Det har imidlertid vist sig, at de tre har været yderst stabile, hvorfor det er naturligt at sende Kylor godt videre til nye udfordringer, mens vi fokuserer på de spillere, der skal færdiggøre sæsonen sammen, siger Michael Piloz, sportsdirektør i Bakken Bears..

Der indhentes ingen erstatning for Kelley.

📸Per Bille

Der er trukket lod i pokalen og vejen til finalen går gennem Værløse, Horsens og den vinder der kommer ud mellem vinderen af divisionspokalen øst, Svendborg, Bears Academy og Amager.
I den anden side findes divisionspokal vest vinderen, BMS Herlev, BC Copenhagen, Holbæk-Stenhus, Næstved og Randers.
Vi har endnu ikke fået en kampdato, men terminen for kvartfinalen mod Værløse er 16-18. devember. Nyheden opdateres når datoern foreligger.

Efter de første ti minutter var der ingen tvivl om at Bakken Bears ville tage sejren i lørdagens kamp på Amager. Dermed kunne vikarierende head coach Florian Wedell tage sin første sejr på liganiveau med cifrene 76-105 og Bakken Bears avancere til fjerdepladsen i Basketligaen.

Bakken Bears’ normale cheftræner Anders Sommer var lørdag syg, så assistenttræner Florian Wedell fik sin første kamp som head coach på liganiveau – og den opgave blev løst til UG.

Fra kampens start viste Bakken, at spille hurtigt og tvinge Amager op i tempo. Bolden gik igennem 207 centimeter store Michel Diouf, der både scorede et par gange selv, og åbnede op, så Noah Churchill scorede seks point i kampens første fase. Det var imidlertid forsvaret, der åbnede mest op.

På scoringstavlen havde Bakken en lille føring, men på trods af et tordnede dunk fra Gustav Knudsen i syvende minut, kunne de forsvarende mestre ikke trække fra Amager. Hjemmeholdet smed en række bolde væk og gav lette scoringer til Bakken, men de fandt også scoringer fra blandt andet Tomas Bjarkason, Carl Gustav Hjorth og amerikanske Jordan Johnson.

På vej ind i anden periode havde Bakken opnået en lille føring på 15-21, men mestrenes forsvar fortsatte imidlertid med at lægge pres på. Tidlige scoringer fra Skyler Bowlin, Darko Jukic, Ryan Evans og Elijah Childs skabte et forspring, som støt voksede til 31-44 ved halvleg.

De første minutter af anden halvleg brugte Bakken til at få forspringet til at nå 20 point og her forblev det resten af kampen. Der var minutter til alle spillere på holdet, men især en Gustav Knudsen i hopla fik noget ud af det og blev topscorer med 19 point. Igen og igen cuttede den unge forward mod kurven og hans medspillere fandt ham oftest fri til et akrobatisk layup over en Amager-spiller.

Bakken endte med at tage en sejr lydende på 76-105 og det gav et avancement til fjerdepladsen i Basketligaen, á point med Randers og to foran BMS-Herlev, hvor begge af de modstandere dog har en kamp i hånden i forhold til Bakken.

Bakkens næste opgave er Værløse på hjemmebane fredag 9. december, inden den lyder på Basketball Champions League mod Dacka Basketbol i Ceres Arena 13. december.

Statistik: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/DBBF/2119650/bs.html

Billede: Basketball Champions League

Lørdag 14:30 skal Bakken Bears på Amager forsøge at spille sig op i stillingen i Basketligaen. De forsvarende mestre er på en øjeblikkelig femteplads, men kan med en sejr – afhængigt at andre opgør – tage et skridt op mod toppen.

Toppen af Basketligaen er nærmest historisk tæt, med seks hold, der har vundet mere end de har tabt. Samtidig er der en række hold, der inden sæsonen blev set som formodede tophold, der har lidt overraskende nederlag.

Så sent som i den forgangne uge måtte Team FOG Næstved overlade førstepladsen til Horsens efter et nederlag til Bears Academy (der sendte Academy i top seks). Årets overraskelse, BMS-Herlev på en øjeblikkelig fjerdeplads, har taget stor skalpe mod både Svendborg og Bakken – og begge finalister fra sidste sæson har desuden tabt til Værløse.

Det er på den baggrund, at enkelte sejre og nederlag blandt de øverste hold i ligaen, kan betyde store spring op og ned i stillingen. Holdene har spillet et lidt forskelligt antal kampe, men fokuserer man på antal nederlag, har top tre tabt to kampe hver, mens Bakken og BMS-Herlev har tre og Bears Academy fire.

Bakken møder lørdag et Amagerhold, der startede sæsonen med en gigantisk overraskelse på hjemmebane, da Svendborg blev sendt hjem med et nederlag. Siden da er det kun blevet til en enkelt sejr for amagerkanerne, mod Holbæk-Stenhus, men holdet indeholder en god blanding af rutine og ungt talent, der kan drille de fleste.

Topscorer er Tomas Bjarkason med 15,1 point i gennemsnit, og den unge dansk-islandske spiller fører også holdets statistikker i rebounds og blokerede skud. Holdet har også to amerikanske profiler i Darius Bell og Jordan Johnson, der scorer henholdsvis 14,9 og 11,8 point pr. kamp.

Bakken Bears kommer ind til kampen med to nederlag i træk i bagagen. I en neglebider tabte Bears kampen om førstepladsen i Basketligaen midt i november mod Næstved og onsdag i denne uge blev det til et tæt nederlag i Basketball Champions League i Jerusalem.

Kampfakta:
Basketligaen
BK Amager vs. Bakken Bears
3. december 14:30
Amagerhallen
Livestream: Jysk-Fynske Mediers hjemmesider, inklusiv Stiften.dk

Billede: Per Bille

Bakken Bears’ magasin for foråret, som er udviklet i samarbejde med ANDYOU Reklamebureau og Longdog Communications er på gaden. I magasinet kan du læse meget mere om vores arbejde i klubben og vores samarbejdspartnere.

I denne udgave af Grizzly Magazine har vi artikler om head coach Anders Sommer,  sportspsykolog og teknisk coach Jakob Freil, samt assistant coach David Goméz. Desuden kan du læse nyt om vores partnere og deres samarbejde, samt hvordan det ser ud når samarbejdspartnere udfordres i basketball til vores Pro-Am arrangement.

For at magasinet udkommer på en bæredygtig måde, har vi valgt at udgive den i E-paper-form og som PDF.

Læs magasinet i PDF her eller i ePaper nedenfor:

Der blev spillet i et hektisk tempo, da Bakken Bears onsdag led et snævert nederlag i Basketball Champions League kampen i Jerusalem. Pointene regnede i kurven fra begge hold gennem det meste af kampen, men til sidst var det Jerusalem, der trak sig ud af de sidste minutter med en sejr på 89-80.

Bakken Bears har nu tabt fire kampe i gruppesillet i BCL og da tyrkiske Darüssafaka Basketbol onsdag aften tog en lidt overraskende sejr over tyske Ludwigsburg, er der kun et enkelt scenarie, der kan sende Bears på den tredjeplads, der giver videre avancement i turneringen: Bakken Bears skal slå Darüssafaka med 14 eller mere på hjemmebane i Ceres Arena 13. december, for derefter at slå Ludwigsburg samme sted en uge senere – og håbe på at Jerusalem samtidig slår Darüssafaka.

Bakken spillede ellers endnu en god kamp i BCL. Kampens første halvleg var et sandt festfyrværkeri af angreb, med to hold, der nærmest scorede konstant. Især Jerusalem holdt gode skudprocenter, med 17 træffere på 26 forsøg i første halvleg.

Hjemmeholdet startede kampen bedst, blandt andet på godt spil i begge ender fra Zach Hankins og Bakkens onde ånd fra kampen i Aarhus, Mareks Mejeris. Sidstnævnte dunkede bolden i til 10-4 efter fire minutter, men Tony Carr svarede godt igen.

Carr var, sammen med Ryan Evans og Skyler Bowlin, primær grund til at Bakken fulgte med i starten af kampen. Jerusalem fik to gange et forspring på mellem 6 og 11 point, men point fra Carr og Evans, samt tre assists fra Bowlin og Bakken var kun bagud 24-19 efter de første 10 minutter.

I starten af anden periode kom Bakken på 27-27 på tre straffekast fra Tony Carr, men så fik Jerusalem tvunget bjørnene til at smide et par bolde væk og lynhurtigt voksede forspringet til 40-31. Nu kom Elijah Childs imidlertid også med i Bakkens angrebsspil og med 14 point inden pausen var han med til at begrænse Jerusalems føring til 48-41 ved halvleg.

Straks fra anden halvlegs start gik Jerusalem i front med 11 point, 55-44, efter scoringer fra Mejeris, Randolph og Carrington, men derefter overtog Anders Sommers tropper initiativet. Carr og Evans ramte en to-pointer hver, fulgt op af en tre’er fra Michel Diouf, og to scoringer fra Childs til 55-55.

I en arena med en kæmpe flok fanatiske Hapoel-fans var det dog ikke let at holde momentum og det viste Jerusalem på kun 59 sekunder. Levi Randolph kom til straffelinjen for Jerusalem og scorede to point, Bakken smed bolden væk, Speedy Smith scorede en tre’er for hjemmeholdet, Bakken missede et skud, Hankins dunkede i den anden ende og så tog Anders Sommer timeout, bagud 62-55.

Timeouten virkede, da først Deng Adel og så Skyler Bowlin reducerede til 62-60 med to minutter igen i tredje periode. Bakken nåede helt op på 64-64, inden Novaram Dovrat satte en buzzer beater tre’er til 64-67 inden de sidste ti minutter.

I de første minutter af fjerde periode havde Bakken mulighederne for både at udligne og komme foran, men pludselig faldt boldene ikke i kurven for nogen af holdene. Der blev misset både tæt på og langt ude fra for begge hold og vi skulle helt hen til der kun var seks minutter på uret, før der rigtigt skete noget.

Levi Randolph ramte tre point for Jerusalem, men Skyler Bowlin svarede straks igen med en tre’er langt udefra til 75-71. Nu flød scoringen igen, især for hjemmeholdet, der gik i front med syv, 81-74, på scoringer fra Carrington og Randolph.

Bakken fik dog lynhurtigt gjort kampen tæt igen. Elijah Childs ramte to straffekast, inden Tony Carr tog bolden hele vejen fra den anden ende og ned til Jerusalems kurv, hvor han dunkede med autoritet til 81-78. Kun sekunder senere fik amerikaneren dog lavet en dyr fejl, da Mareks Mejeris i en helt fri position under kurven blev fejlet, hvilket dommerne takserede som usportsligt.

Mejeris missede imidlertid begge straffekast og Jerusalem ramte heller ikke i det efterfølgende angreb, så Bakken havde stadig liv i sig med to minutter igen, hvor der stod 81-78 på scoringstavlen.

Bakken kunne imidlertid ikke finde bunden af kurven de sidste minutter og selv om hjemmeholdet ikke satte nettet i brand med scoringer, udbyggede de langsomt føringen til slutresultatet 89-78.

Citater

Anders Sommer, head coach:
Frustrerende nederlag, fordi vi følte, vi var så tæt på. Vi gjorde rigtig mange gode ting og fulgte vores game plan, men da det kom til afgørelsen, lavede vi nogle fejltagelser, vi ikke må lave.

Skyler Bowlin, 11 point, 6 assists:
Vi føler at vi flere gange havde muligheden for at tage føringen, men vi kunne bare ikke finde de to ekstra forsvarsstops eller to ekstra scoringer, der ville have sendt os op over kanten. Vi kæmpede flot, men det var bare ikke helt nok. Min første reaktion er, at de fik nogle angrebsrebounds, som vi kunne have forvandlet til hurtige scoringer i den anden ende, samtidig med vi havde nogle enkelte angreb, hvor vi blev lidt statiske til allersidst.

Statistik: https://www.championsleague.basketball/22-23/game/3011/Hapoel-Bank-Yahav-Jerusalem-Bakken-Bears#tab=boxscore

Se eller gense kampen her:

Et af Europas varmeste hold venter Bakken Bears i Basketball Champions League (BCL) onsdag aften i Jerusalem. Hapoel Jerusalem har vundet seks kamp i træk siden 19. oktober, afsluttende med en fem points sejr søndag aften over Maccabi Tel Aviv fra EuroLeague.

Hapoel Jerusalem startede sæsonen med nederlag på nederlag og en næstsidsteplads i den israelske liga, men coach Aleksandar Džikić har fået vendt skuden.

Siden slutningen af oktober er det blevet til lutter sejre og traditionsklubben er således kravlet op på en tredjeplads i den israelske Basketball Premier League efter søndagens sejr over Maccabi Tel Aviv. Maccabi har seks europæiske titler i Mestrenes Europacup/EuroLeague på CV’et og var indtil søndag ubesejret i den iraelske liga.

Bakken Bears er det hold, der har spillet tættest op med det israelske hold over den seneste halvanden måned, da Jerusalem vandt 71-72 i Aarhus 1. november. Her sendte Ryan Evans Bakken i front med seks sekunder igen, men Marek Mejeris endte med at vinde kampen for Jerusalem.

Hapoel Jerusalem er en traditionsklub, der spiller kampe i Pais Arena med plads til 11.000 tilskuere, har vundet to israelske mesterskaber, 12 pokaltitler og har et enkelt europæisk trofæ. Klassen understreges af at NBA superstjernen Amar’e Stoudemire, der tre gange snittede over 25 point pr. kamp i verdens bedste liga, spillede i klubben fra 2015 til 2017.

Jerusalems topscorere er den amerikanske trio Zach Hankins, Levi Randolph og Brandon Brown, der alle snitter mellem 14,4 og 14,7 point pr kamp.

Bakken tabte sidste tirsdag til Team FOG Næstved, uden profilerne Michel Diouf og Tony Carr, men håber at have begge klar til kampen i Jerusalem.

Se kampen her:

Kampinfo:
Onsdag 30. November 20:00 (21:00 lokal tid)
Basketball Champions League
Hapoel Jerusalem vs. Bakken Bears
Sted: Pais Arena, Jerusalem
Statistik og optakt: https://www.championsleague.basketball/22-23/game/3011/Hapoel-Bank-Yahav-Jerusalem-Bakken-Bears

Billede: Per Bille

Næstved er alene i front af Basketligaen, efter sydsjællænderne afviste et kæmpe comeback fra Bakken Bears og tog en dramatisk 95-97 sejr over Bakken Bears tirsdag aften.

Næstved var foran 52-72 midt i tredje periode, inden Bakken Bears gik i gang med at forsøge et kæmpe comeback, der med et minut igen gjorde det til 92-94.

Næstved fik med 30 sekunder igen stoppet Bakkens stime med en scoring ved Ian Dubose til 92-96. Bakkens Skyler Bowlin gjorde det til 95-96 seks sekunder senere i den anden ende, men det efterlod under 24 sekunder, så Bakken var nødt til at sende Lull på straffelinjen, hvor han med 16 sekunder igen – og under intenst pres fra 1100 tilskuere – scorede et af to straffekast til 95-97.

Bakken havde nu bolden med chancen for at udligne med en to’er eller vinde med en tre’er. Næstved var endnu ikke i holdfejl og to gange brød de Bakkens rytme ved at begå en fejl, hvorefter hjemmeholdet skulle bygge op igen. Det endte med at Darko Jukic stod med bolden halvanden meter bag tre-points linjen og måtte sende et desperationsskud afsted, som ikke var tæt på at gå i kurven.

Med sejren er Team FOG Næstved alene i front af Basketligaen, fire point foran Bakken, samt Horsens og Randers, der begge dog har en kamp i hånden.

Bakken havde ellers lagt op til fest med næsten 1100 tilskuere og det traditionelle Teddy Bear Toss, men det var Næstved, der i første halvleg var kommet for at spille.

Først skulle bamseregnen dog udløses. Bakken startede kampen med et alley-oop dunk, hvor Darko Jukic dunkede Ryan Evans’ assist i kurven og det var også Jukic, der i andet minut sænkede den tre-pointer, der udløste over 700 bamser på banen. Bamserne og en mængde donationer går til Børnenes Kontor Aarhus, til julegaver til børn.

Tilbage på banen faldt scoringerne lystigt i kampens start og efter fem minutter stod der allerede 16-14 på tavlen. Det var også omkring dette tidspunkt Næstved begyndte at tage over. Chatman, Dubose, Lull og Mcguirl sendte bolden i kurven til at starte med, og da Poulsen og Rollins fulgte op, var gæsterne i front med 22-36 efter første periode.

Hjemmeholdets blødning blev om ikke stoppet, så dog bremset lidt i anden periode, som endte 20-20, efter en Næstvedføring på 18, 38-56, to minutter inden pausen.

Et par scoringer fra Elijah Childs halvlegsføringen ned på 14, 42-56, og i de første minutter af anden halvleg skar hjemmeholdet den helt ned til 10.

Næstved er dog ikke ligaens mest scorende hold for ingenting og det tog under to minutter for Mcguirl, Lull og Chatman at forvandle 52-62 til 52-72.

Hvor Næstved kan score point, kan Bakken imidlertid spille forsvar, og det viste sig endeligt i tredje periodes sidste fire minutter. Her blev det kun til en enkelt scoring for gæsterne, mens Bakken fik gang i angrebet, med scoringer fra en bred række spillere. Stemningen steg således støt i hallen, efterhånden som Bakken fik reduceret til 70-74 inden sidste periode.

Hjemmeholdet formåede imidlertid ikke at lukke hullet helt og Næstved trak langsomt fra, blandt andet på et par scoringer fra Rollins og ved 76-85 med seks minutter igen tog Anders Sommer timeout for Bakken.

Bakket op af et højlydt publikum begyndte Bakkens forsvar igen at fungere, men angrebsspillet sprudlede ikke rigtigt. Knudsen og Evans fik dog bolden i kurven og Jukic reducerede til 83-88 med fire minutter igen.

Igen lukkede Bakken ikke hullet helt, for i den anden ende scoerede Dubose og Mcguirl begge tre’ere og med lige under tre minutter igen måtte Anders Sommer igen kalde timeout, bagud 83-94.

Også denne timeout fik effekt. Childs, Knudsen, Bowlin og til sidst Knudsen igen fik på de næste 90 sekunder reduceret til 92-94 og hallen kogte igen – men det var ikke nok i sidste ende.

Bakkens næste udfordring er i Basketball Champions League, hvor Jerusalem venter på udebane onsdag 30. november. Her håber man at have stjernerne Michel Diouf og Tony Carr til rådighed. Begge sad ude med skader til kampen mod Næstved.

Bakken-Næstved statistik: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/DBBF/2119655/bs.html