Bakken Bears sætter sig i position til at tage førstepladsen

Med en jætteindsats i anden halvleg tog Bakken Bears torsdag aften en hårdt tilkæmpet sejr på 83-71. Med sejren kan Bakken selv afgøre om ligaens førsteplads skal ende i Aarhus – og det samme gælder i øvrigt Randers.

Bakken er nu to point bag Randers, men med en kamp mindre, så de to hold er så lige, som de næsten kan være. Samtidig ånder Næstved begge hold i nakken, kun to point efter Bakken. Bakken og Næstved mødes på Sydsjælland mandag.

Playoff-gruppespillet er altså en gyser i toppen, hvor der skal kæmpes for hvert point. Det samme var tilfældet i Aarhus torsdag aften, hvor de to hold gav alt.

Bakken Bears trak det længste strå efter en første halvleg, hvor skuddene ikke gik i kurven, men hvor bjørnene holdt sig inde i kampen på rebounding og godt forsvar. I anden halvleg fortsatte indsatsen og da angrebet også fik gang i stemplerne, endte Bakken med at trække sig ud sejrsrigt.

Indsatsen var endnu mere imponerende i lyset af at Bakkens to normale points guards, Skyler Bowlin og Noah Churchill måtte sidde ude med skader, mens Michel Diouf blev skadet i kampens første halvleg.

Darko Jukic måtte træde ind som point guard for Bakken og det gjorde han med autoritet. Det blev til 15 point, 10 rebounds og syv assists for veteranen, der var en stor del af Bakkens sejr.

Bakken fik kampens første scoring på et layup fra netop Diouf, men derefter sendte Norfleet, Klussman og Fortune gæsterne i front med 2-6.

Resten af første periode var gæsterne i front med mellem to og fire point, især forårsaget af at Bakken havde svært ved at ramme udefra. Kun en af ti forsøg fra distancen ramte kurven, men heldigvis for hjemmeholdet havde de også taget arbejdstøjet på. Der blev reboundet aggressivt fra især Darko Jukic, og andenchancerne gik i kurven, så Randers’ forspring ikke blev større end 12-16 efter de første ti minutter.

Det blev det imidlertid i starten af anden periode, efter Josh Fortune først ramte en tre’er for Randers, hvorefter Bakken smed bolden væk og Brandon Norfleet dunkede Randers i front med 14-21.

Randers trak dog ikke fra, for der kom en ti sekunders sekvens med det unge stortalent Gustav Knudsen. Først ramte han en tre’er fra venstre hjørne, hvorefter han i den anden ende lavede et spektakulært blok på Jonathan Klussmann.

Det blev starten på både en stemning i hallen og et comeback til Bakken, der med endnu en scoring fra Knudsen og en tre’er fra Skyler Flatten bragte sig på 27-28. Det holdt dog ikke helt til pausen, for Josh Fortune ramte et meget svært skud – for tredje gang i kampen – og det fik Randers i gang igen, så gæsterne kunne gå til pause foran 30-35.

Bakkens skudproblemer løste Skyler Flatten fra starten af anden halvleg med to træffere fra langdistancen de første to minutter. Ryan Evans satte trumf på ved at tage føringen for hjemmeholdet med et layup til 40-39.

Bakken fik opbygget en lille føring, men de næste minutter kom dommerne for et kort øjeblik i fokus. Først fik Bakkens Gustav Knudsen nemlig sin fjerde fejl i kampen efter han rakte efter en løs bold på gulvet – hvorefter det samme skete for Randers’ Josh Fortune minuttet efter.

Begge hold var nu uden topscoreren fra første halvleg, men kampen fortsatte naturligvis – og med masser af intensitet. Et par layups og en tre’er fra Darko Jukic sendte hjemmeholdet i front med 62-55 og Bakken endte med at vinde tredje periode med ti, 32-22.

Støjniveauet steg langsomt i hallen og det eksploderede to minutter inde i fjerde periode, da Skyler Flatten satte sin femte tre-pointer i kampen – et par meter bag linjen med en Randersspiller helt oppe på sig.

Kampen var ikke afgjort, men Bakken begyndte at tage initiativet. Elijah Childs fik dunket til 73-64, og selv om Fortune svarede igen med en tre’er i den anden ende, lignede det en kamp, der var ved at svinge i Bakkens retning.

Bakkens føring krøb op på 11 med træffere fra Ryan Evans og en velspillende og hårdt kæmpende Elijah Childs. Samtidig var Randers inde i en fire minutters periode, hvor Bakkens forsvar holdt dem helt fra scoringer og da Brandop Norfleet endelig fik brudt forbandelsen med 54 sekunder igen, var det for sent og Bakken endte med at vinde 83-71.

Bakken spiller mandag i Næstved og den kamp er næsten lige så vigtig som aftenens var. En Næstved-sejr vil sende sydsjællænderne tilbage helt i toppen, mens en sejr til Bears vil stille bjørnene á point med Randers i toppen.

Statistik: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/DBBF/2233012/bs.html

”Kampen kommer til at sætte tonen”: Bakken Bears og Svendborg mødes i semifinalen
19 apr 2024

”Kampen kommer til at sætte tonen”: Bakken Bears og Svendborg mødes i semifinalen

Sæsonens syvende møde mellem Bakken Bears og Svendborg kommer ifølge Bakken Bears’ anfører til...
Bakken Bears x Shaping New Tomorrow
19 apr 2024

Bakken Bears x Shaping New Tomorrow

Bears' partnere og venner af huset fyldte torsdag 18. april SHAPING NEW TOMORROWs lokaler...
PearsPADEL Open 2024
18 apr 2024

PearsPADEL Open 2024

Bakken Bears er egentlig en basketballklub, men vi har også etableret et stort netværk,...
Bakken Bears byder velkommen til BearsEVENT
17 apr 2024

Bakken Bears byder velkommen til BearsEVENT

Bakken Bears er events. Events til kampe, partnerarrangementer, netværksmøder og VIP - med en...
NEWS ARCHIVE