Academy Spotlight: Talentfabrikken
Oprettet 25/08 2023Gennem årene har Bears Academy opbygget et ry som et af de bedste steder for unge basketballspillere, der har ambitioner om at få det maksimale ud af deres talent. Flere af de største talenter i Danmark vælger akademiet over større udenlandske klubber. Vi ser flere og flere akademispillere blive profiler i klubber i både Danmark og udlandet. Spillere som David Kristensen og Magnus Møllgaard lever af at spille basketball ude i Europa, og senest er Sylvester Berg vendt tilbage til Bakken Bears efter fire år i Spanien.
– Det med at man kommer op og spiller med Bears og nogle, der er bedre end en selv, er rigtig vigtigt. Man har også mere frihed og får mere spilletid på den måde. Man får lov til at lave fejl uden, at det betyder for meget. Det er enormt vigtigt for spillerudviklingen, fortæller Sylvester Berg.
Samarbejdet mellem akademiet og Bakken Bears giver de unge spillere unikke muligheder for at udvikle sig. Når de spiller med Bears Academy, skal de varetage rollen som nogle af de bærende kræfter på holdet. Her får de en masse spilletid og ansvar, hvilket giver spillerne en stor portion erfaring.
– Det er dét, det kan give, at have Academy, som nu er blevet så stort. Da vi startede, var det jo 1. division. (…) Det er fedt for klubben og fedt, at det kan lade sig gøre. At man kan hive unge spillere som Silas, Andreas og Frederik og Magnus, som er så store talenter, ind fra andre byer.
Når de så spiller med Bakken Bears, er det bare med at suge til sig med læring. Både til træning, men også til kamp – hvad end det er en kamp mod Næstved i Basketligaen, eller om stortalenterne står på den store scene til europæiske kampe.
Til træning er de ældre spillere gode til at hjælpe Academy-spillerne og forklare dem, hvis de for eksempel laver en forkert rotation eller løber et spil forkert, fortæller Sylvester Berg. Han understreger dog, at blandingen af Academy- og Bears-spillere ikke kun er gavnligt for de yngste:
– For os ældre spillere giver det noget konkurrence. At der er nogle, der skal ind og lære, men også kommer med vildt meget energi til træning og kampe. Det er rigtig vigtigt for et holds dynamik.
En klub kan maks. have fem spillere på dobbeltlicens. Det vil sige fem, der kan spille kampe for to hold i basketligaen. Lige nu er de fem Silas Oriane, Marcus Vinther, Andreas Holst, Magnus Høj og Frederik Drejer, som spiller for både Bears Academy og Bakken Bears. Derudover er anfører for Academy Malthe Bjerregaard, en del af træningstruppen. Sylvester Berg var selv dobbeltlicensspiller, da han sidst var i klubben. Han er gået igennem alle ungdomsrækkerne i klubben og kigger tilbage på nogle gode og sjove år som ungdomsspiller, men også som afgørende i at være kommet dertil, hvor han er nu.
– Det er en tid, hvor man er glad for at være der. Men også en tid, der er vigtig; at man har nogle trænere, der gider gøre noget for en. Det er også en tid, hvor man lærer, hvem man er, hvor man spiller, og hvorfor man spiller, siger Sylvester Berg.
Trænere og ledere på Bears Academy er nemlig gode til at hjælpe og gøre noget for spillerne. For eksempel når de unge spillere skal mindes om, hvordan man balancerer basketball, skole og livets andre aspekter. Den basketballopdragelse, man får, på akademiet, skyldes i høj grad det kompetente og dedikerede staff, forklarer Sylvester. Han fremhæver træner og talentudvikler, Mads Sigersted:
– Han har været en stor del af det (min udvikling red.), fordi han er så passioneret omkring ungdomsbasket og udvikling – og hele det her projekt generelt. Hans indflydelse har gjort meget. (…) Det tror jeg også, mange af de andre kan sige; at det gør meget at have nogle, der er så passionerede.
Endeligt fortæller Sylvester Berg, hvad han glæder sig mest til i den kommende sæson.
– Bare at spille. Jeg glæder mig til at spille, siger han uden den mindste tøven.
– Nu er vi i Europa, og det er lige nogle år siden, jeg har prøvet det. Det er jo altid bare fedt – også at spille de små kampe. At spille nede i hallen her er noget, jeg har savnet. De store kampe med fyldt hal. Det er altid fedt, så dem glæder jeg mig til.
Hvis du er en virksomhed, der vil samarbejde med Bears Academy, så kontakt Sara Tved Hansen på sth@bakkenbears.com.