Darko er helten i kæmpe comeback
Oprettet 4/10 2023Bagud med 23 i første halvleg og 18 med syv minutter igen, så det ud til at Bakken Bears skulle lide sæsonens første liganederlag. I stedet blev det til et kæmpe comeback, med Darko Jukic som den helt store helt de sidste minutter.
Bakken havde flirtet med et comeback i hele tredje periode, båret af Ryan Evans, der i kampen havde 19 point, 11 rebounds og fire assists, men hver gang fik Randers sat et par store scoringer, typisk fra Steven Green, der sluttede med 27 point. Således også sidst i tredje periode, hvor Bakken fik reduceret til 67-57. Hjemmeholdet fik imidlertid igen overtaget i de første minutter af fjerde periode. Vin Baker og Green scorede hver et par gange, mens Bakken missede et par gode muligheder og med lige over syv minutter igen stod der 77-60 på tavlen.
Bears fortsatte med at føre forsøget på at skabe comebacket, som da Michel Diouf reducerede til 77-68 på en tre’er, og Malik Parsons gjorde det til 80-71 med lige under fem minutter igen.
Det begyndte at lugte af mere, da Skyler Bowlin så satte endnu tre-pointer minuttet efter, og Jukic fulgte op med et layup til 82-78. Steven Green fik et enkelt straffekast i for hjemmeholdet, men det var tid for Jukic til at være helt. Han blev fejlet på et layup, der gik i kurven, ramte straffekastet og fulgte i næste angreb op med tre point, der sendte Bakken Bears i front 83-84 med 1:15 igen.
I det næste minut lykkedes det ingen af holdene at score, men med 15 sekunder igen lagde Randers kampen i Steven Greens hænder. Amerikaneren havde allerede scoret 27 point, men han kunne ikke sende en tre-pointer i hen over Gustav Knudsens udstrakte hænder. Bolden gik i stedet ud af banen via en Bears-spiller, og Randers havde to sekunder til at afgøre kampen.
Randers forsøgte igen at finde Green, men han var tæt dækket op, og da Morten Bülows sidste sekunds skud ikke gik i, kunne Bakken Bears fejre sejren.
Kampen startede ellers med Randers Cimbria i førersædet. Markus Azor og Steven green førte an med henholdsvis ni og seks point, efterhånden som hjemmeholdet på bare seks minutter bragte sig foran 18-7.
Det fik Bears-træner Anders Sommer til at tage timeout, men ud af den missede Bakken to gange og smed en bold væk, og så stod der 21-7 på tavlen.
Det blev Noah Churchill, der først fik hul på Bakkens byld i angrebet, med et layup og og så en tre’er i næste angreb, men i den anden ende kunne gæsterne ikke rigtig få sat prop i. Randers fortsatte med at score og først i anden periode sendte Vin Baker hjemmeholdet i front med 30-16, til det talstærke publikums store jubel.
Baker gjorde det også til 33-17, men så ramte Bakken tre-pointere i to angreb i træk, til 35-23, og det var Randers’ nye træner Martin Knezevic, der nu tog en hurtig timeout. Den fik han meget ud af, for scoringer fra hjemmeholdets Green og Josh Fortune gudbyggede forspringet til 41-23.
Randers fortsatte med at dominere til der manglede et par minutter inden halvlegspausen og de havde bragt sig i front med 50-27. Her viste Bakkens veteraner lidt liv, med en 7-2 spurt med scoringer fra Darko Jukic, Skyler Bowlin og Ryan Evans, som fik Randers til at tage timeout ved 52-36.
Holdene gik til pause ved 54-36, efter en første halvleg, hvor Randers ramte 21/34 skud, mens Bakken kun satte 12/40.
Bakken fiki første omgang fik mest ud af pausen. Ryan Evans scorede to gange og Michel Diouf fulgte op med en tre’er, og så var der pludselig kun 11 point mellem holdene, 54-43. Randers svarede imidlertid igen ved Fortune og Bülow, og lynhurtigt far Randers igen foran med 18.
Det, der kunne have været vendepunktet for Bakken, var da Randers’ Samba Kane begik en usportslig fejl på Magnus Høj ved scoren 67-51, med to minutter igen af tredje periode. Høj satte to af to fra linjen, og da Bakken fik bolden igen på grund af den usportslige fejl, reducerede Ryan Evans yderligere, til 67-55. I næste angreb satte Darko Jukic et layup og så var der pludselig kun ti point mellem holdene, inden sidste periode.
Med sejren har Bakken vundet tre af tre mulige i Basketligaen og er ubesejrede sammen med Svendborg og Næstved. Randers er noget uventet – også efter aftenens spil – at finde nær bunden med tre nederlag i fire kampe.
Bakkens næste opgave er også på udebane, lørdag mod BMS Herlev.