Bakken Bears vinder fjerde europæiske sejr i træk

En dominerende midte af fredag aftens kamp i ENBL mod Spartak Pleven gav Bakken Bears den fjerde europæiske sejr i træk. En varm DeAndre Pinckney i første halvleg holdt Bears i kampen, mens en spurt på 35-15 midt i kampen afgjorde det til dansk fordel.

DeAndre Pinckney havde stor del i sejren, ikke mindst i første halvleg, hvor den store amerikaner scorede 20 point. Fra kampens start havde ellers Bakken lidt svært ved at holde fast i bolden. De mistede bolde hjalp med til at Spartak Pleven fik opbygget et mindre forspring.

En anden – og større – faktor, var gæsternes træfsikkerhed fra distancen. Midt i første halvleg havde Spartak Pleven ramt ikke mindre end syv af 11 tre-pointere og havde skabt sig et forspring på 27-35. Det var især Konstantin Toshkov og Bryant Thomas, der hver ramte begge deres forsøg, der gjorde det svært for Bakken.

Bakken spillede med masser af energi og især DeAndre Pinckney hjalp med at indhente forspringet. Ti point i træk blev det til for amerikaneren og da Spartak Plevens tre’ere stoppede med at gå i, kunne Bakken gå til pause foran 40-38.

Bakken fortsatte det gode spil efter pausen og tæller man de sidste minutter af anden periode sammen med tredje periode, havde hjemmeholdet en spurt på 35-15. I modsætning til første halvleg, var det i anden halvlegs første ti minutter forsvaret og scoringer fra en hel række Bakken-spillere, der gjorde at hjemmeholdet kunne gå ind til de sidste ti minutter foran 62-50.

Det gode spil stoppede ikke i de sidste ti minutter og til sidst valgte Anders Sommer at spille med et helt ungt hold på banen. Ældste spiller var Marcus Vinther på 22 og sammen med ham spillede Noah Churchill, Gustav Knudsen, Magnus Høj og Andreas Holst. Det femkløver spillede kampen færdig og tog sejren, der endte med at lyde på 87-70.

Med sejren rykker Bears op i stillingen i ENBL gruppe A, hvor de deler tredjepladsen med Estiske Tartu, der ligeledes har vundet to sejre i to forsøg. I toppen er Bristol Flyers med tre sejre i fire kampe og litauiske Utenos Juventus med tre sejre i tre forsøg.

DSC05631
FIBA Europe Cup på Sport Live
01 okt 2026

FIBA Europe Cup på Sport Live

Basketligaen kan følges på Sport Live, og i de kommende måneder kan også Bakken...
SKAL DU VÆRE MED TIL AT SÆTTE LYD TIL DANMARKS STÆRKESTE BASKETBRAND?
01 okt 2026

SKAL DU VÆRE MED TIL AT SÆTTE LYD TIL DANMARKS STÆRKESTE BASKETBRAND?

Har du altid drømt om at stå ‘courtside’ og sætte lydtapetet til et stort...
SIKKER SEJR OVER GLADSAXE
30 sep 2026

SIKKER SEJR OVER GLADSAXE

Bakken Bears hev en sikker sejr hjem i onsdagens hjemmekamp mod Gladsaxe. Bakken Bears...
DE EUROPÆISKE KAMPE STARTER I NÆSTE UGE – ER DU KLAR?
28 sep 2026

DE EUROPÆISKE KAMPE STARTER I NÆSTE UGE – ER DU KLAR?

Bakken Bears deltager i 2026/27 i FIBA Europe Cup. Det er en turnering, som...
NEWS ARCHIVE