Bakken Bears vinder sjette europæiske sejr i træk

Bakken Bears var bagud flere minutter end de var foran tirsdag aften i Bristol, men valgte de rigtige momenter at være foran i. Det danske hold var nemlig aldrig bagud i fjerde periode og endte med at tage en forholdsvis sikker sejr på 83-87 over Bristol Flyers.

Med sejren har Bakken Bears vundet seks europæiske sejre i træk, når man tæller de to sidste kampe i FIBA Europe Cup med. I ENBL er det blevet til fire sejre i fire forsøg og det sender Bears op på en delt tredjeplads i ENBLs gruppe A, sammen med litauiske Utenos Juventus, der også er ubesejret i fire kampe.

De to øverste hold har Bakken begge besejret, og begge har vundet færre kampe end Bakken. Den tekniske forklaring på det er, at man i nogle basketballturneringer, herunder ENBL, får to point for at vinde og et point for at tabe. Det betyder, at øverst er Tartu, med fire sejre og et nederlag, og dermed ni point. Herefter følger Bristol, også med ni point, men for tre sejre og tre nederlag. Først herefter følger Bakken og Juventus med otte point for fire sejre hver.

Bakkens næste opgave i ENBL er på hjemmebane tirsdag 16. januar mod polske Start Lublin. En sejr her vil sende aarhusianerne meget langt mod en kvartfinaleplads i foråret. Køb billetter til den kamp her.

Tirsdag aften i det sydlige England var Bristol ekstremt aggressivt reboundende fra kampens start, og sammen med nogle effektive skytter, gav det hjemmeholdet en fordel på tavlen. Seks angrebsrebounds resulterede i ni point for hjemmeholdet, og da Raphell Edwards, Tevin Olison og Leslee Smith til sammen havde ramt alle deres fire forsøg bag trepoints linjen, var Bristol foran 28-17 efter ni minutter.

Det tog det meste af anden periode for Bears at kæmpe sig tilbage i opgøret. Forsvaret begyndte at hænge sammen og Bakken fik lukket ned for både Bristols skytter og offensive rebounds. Det betød, at Bristols pointantal i anden periode kun blev på 15, og så kom Bakken tilbage. Skyler Bowlin fik sat tre scoringer på et par minutter, mens Ryan Evans og Darko Jukic fulgte op.

Så blev det Michel Diouf og Gustav Knudsens tur. Førstnævnte lagde et layup i, inden Gustav Knudsen stjal bolden og hamrede et dunk ned i kurven i den anden ende. Knudsen satte kort efter en tre’er, der sendte Bears i front for første gang siden de allerførste minutter, 41-43. Bristof fik så en enkelt scoring ind, inden Diouf afsluttede første halvlegs scoring med hook skud til 44-45.

Efter pausen bølgede kampen frem og tilbage. Først havde Bristol en god periode, hvor hjemmeholdet med scoringer fra Greene, Edwards og Johnson bragte sig foran med seks, 51-45. Lidt senere kom Bakken i gang igen, med et stort dunk fra DeAndre Pinckney og et par scoringer fra Gustav Knudsen, hvoraf den sidste gav Bakken føringen, 54-56.

Sådan fortsatte det, med skiftende føringer indtil Sylvester Berg sendte Bakken foran med fire, 63-67, inden de sidste ti minutter.

I fjerde periode afgav Bakken aldrig føringen, men fik heller aldrig skabt et forspring, der gjorde, at de kunne slappe af. Selv foran 73-85 med to minutter igen, kunne bjørnene ikke vide sig sikre. Flyers-duoen Greene og Jacob fik strikket nogle scoringer sammen og med under 20 sekunder igen var Bristol pludselig så tæt på, at der er sket større mirakler i basketball. 80-85 viste sig dog alligevel nok, da Ryan Evans løb sig fri og dunkede bolden i kurven på assist af DeAndre Pinckney.

Bristol fik pyntet på resultatet på en tre’er ved Jacob, men Bakken trak sig ud af opgøret med en sejr på 83-87.

Næste opgave er Amager på udenbane fredag, inden Start Lublin kommer til Aarhus tirsdag 16. januar.

Statistikker: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/ENBL/2387035/bs.html

Æ𝐫𝐠𝐞𝐫𝐥𝐢𝐠𝐭 𝐧𝐞𝐝𝐞𝐫𝐥𝐚𝐠 𝐢 𝐟𝐥𝐨𝐭 𝐤𝐮𝐥𝐢𝐬𝐬𝐞
10 dec 2024

Æ𝐫𝐠𝐞𝐫𝐥𝐢𝐠𝐭 𝐧𝐞𝐝𝐞𝐫𝐥𝐚𝐠 𝐢 𝐟𝐥𝐨𝐭 𝐤𝐮𝐥𝐢𝐬𝐬𝐞

Bakken Bears havde alle kort på hånden, men det blev et ærgerligt og på...
𝐑𝐞𝐯𝐚𝐧𝐜𝐡𝐞𝐧 𝐬𝐤𝐚𝐥 𝐣𝐚𝐠𝐭𝐞𝐬 𝐢 𝐬𝐞𝐦𝐢𝐟𝐢𝐧𝐚𝐥𝐞𝐧
08 dec 2024

𝐑𝐞𝐯𝐚𝐧𝐜𝐡𝐞𝐧 𝐬𝐤𝐚𝐥 𝐣𝐚𝐠𝐭𝐞𝐬 𝐢 𝐬𝐞𝐦𝐢𝐟𝐢𝐧𝐚𝐥𝐞𝐧

Lørdag d. 14. december skal revanchen fra åbningskampen jagtes, når Horsens IC kommer på...
𝐀𝐧𝐝𝐫𝐞𝐚𝐬 𝐇𝐨𝐥𝐬𝐭: 𝐄𝐭 𝐥𝐨𝐯𝐞𝐧𝐝𝐞 𝐭𝐚𝐥𝐞𝐧𝐭
04 dec 2024

𝐀𝐧𝐝𝐫𝐞𝐚𝐬 𝐇𝐨𝐥𝐬𝐭: 𝐄𝐭 𝐥𝐨𝐯𝐞𝐧𝐝𝐞 𝐭𝐚𝐥𝐞𝐧𝐭

På under et år får Andreas Holst både A-landsholdsdebut og starter på college. Førstnævnte...
𝐔𝐛𝐞𝐬𝐞𝐣𝐫𝐞𝐭 𝐈𝐧𝐭𝐞𝐫 𝐁𝐫𝐚𝐭𝐢𝐬𝐥𝐚𝐯𝐚 𝐯𝐞𝐧𝐭𝐞𝐫 𝐢 𝐄𝐍𝐁𝐋
04 dec 2024

𝐔𝐛𝐞𝐬𝐞𝐣𝐫𝐞𝐭 𝐈𝐧𝐭𝐞𝐫 𝐁𝐫𝐚𝐭𝐢𝐬𝐥𝐚𝐯𝐚 𝐯𝐞𝐧𝐭𝐞𝐫 𝐢 𝐄𝐍𝐁𝐋

ENBL er endelig tilbage i Sparekassen Danmark Basketball Canter den 10. december kl. 18.30,...
NEWS ARCHIVE