FLOT KAMP, SIKKER SEJR!
Oprettet 3/12 2025Bakken Bears stemplede ind efter landsholdsvinduet med en sikker sejr i Vejen. Bears vandt 100-44 efter en fuldt koncentreret indsats, og tog dermed sæsonens tiende sejr i lige så mange kampe i Basketligaen.
Duke Deen satte ild til Vejen Idrætscenter med fem trepointscoringer på seks forsøg i første periode, og selvom hjemmeholdet fulgte godt med i periodens første halvdel, trak Bears hurtigt fra. 24-13 efter første periode og 52-26 ved pause og kampen var afgjort.
Duke Deen var mest scorende med 24 point – 7 trepointscoringer og tre straffekast efter en fejl i et trepointforsøg. Anton Katholm fulgte trop med 14 point, som blev suppleret med 10 rebounds.
Bakken Bears, der i dag var uden Darko Jukic, Shaquille Rombley og Jordan Ogundiran, spiller næste gang på lørdag i Svendborg i pokalturneringens kvartfinale.
Foto: Per Bille
