NEDERLAG I NÆSTVED
Oprettet 16/02 2026Bakken Bears led sæsonens andet liganederlag, da Team Fog Næstved vandt 110-103 i mandagens Basketligakamp. Med en runde tilbage af ligaen holder Bakken Bears fast i førstepladsen, men det kræver en sejr i Horsens torsdag, hvis bjørnene skal slutte øverst.
Bakken Bears spillede ellers en af sæsonens allerbedste perioder fra starten af kampen. Bakken Bears havde virkelig bevægelse i angrebet og vandt første quarter 34-20. Desværre fik Næstved skruet op og Bakken Bears ned i de efterfølgende perioder. Næstved scorede således 30 point i hver af de tre sidste perioder. Bears førte 61-50 ved pausen, men hjemmeholdet nåede op midtvejs i tredje periode. Her sluttede aarhusianerne dog bedst af, så føringen hed 86-80 inden de sidste ti minutter. Fra Bearsføring på 88-80 gik Næstved på et 16-2 run, som reelt endte med at afgøre kampen. Angrebsspillet blev for statisk og forsvaret havde svært ved at stoppe Næstveds drives, hvilket var medvirkende til at hjemmeholdet skød hele 35 straffekast.
Darko Jukic var mest scorende for Bears med 25 point, mens Duke Deen scorede 15. Kai Edwards blev noteret for en double-double med 11 point og 10 rebounds. For Næstved var Tylor Harris mest scorende med 32 point.
Grundspillets sidste kamp spilles på torsdag kl. 19.00 i Forum Horsens.
Foto: Per Bille
