Strålende fjerde periode gav sejr i Belgien

En fremragende fjerde periode dannede baggrund for at Bakken Bears kunne sikre sig den anden sejr i to kampe, da holdet onsdag spillede på udebane mod belgiske Spirou Basket Charleroi. Bears var bagud med ni point i starten af fjerde periode, men holdt sin belgiske modstander på otte point i kampens sidste fjerdedel.

Begge hold var ramt af skader, idet Spirou var uden sin normalt startende center Khalid Boukichou, mens Bears måtte undvære Darko Jukic, der fik en ankelskade i sidste uges kamp mod Bayreuth. Det gav plads i starting line up til Thomas Lærke, og det var ikke et valg head coach Steffen Wichs trænerteam kom til at fortryde. Lærke kom strålende i gang med kampen, hvor han havde en opgave i at stække belgiernes topscorer Anthony Beane. Også i angrebet var Lærke skrap, og han scorede syv point i de første ti minutter. Bjørnene havde dog svært ved at stoppe et dygtigt belgisk hold fra at score, så derfor var stillingen 23-23 efter første periode.

Anden periode tilhørte Josh Sharma, der spiller mange minutter i Boukichous fravær. Den tidligere Stanfordspiller var totalt dominerende under kurven, og var noteret for 16 point og 9 rebounds ved halvlegspausen. For Bakken Bears havde Adama Darboe og Thomas Lærke i alt scoret 25 point (hhv 14 og 11), hvilket var mere end halvdelen af Bearspointene. Det gode arbejde inside af Sharma medførte føring til Spirou på 49-44 ved pausen.

Takket være to point af Ryan Evans og en treer af Michel Diouf fik Bears udlignet til 49-49, men Bears nåede aldrig foran i tredje periode. Fra 55-55 gik hjemmeholdet – godt styret af Alexandre Libert – til 66-57 mod et Bearshold, der virkede rådvilde. Nimrod Hilliard, der på det tidspunkt ellers ikke havde scoret fik sluttet perioden godt an, da han tog ansvar i angrebet og scorede sit holds sidste seks point til reducering 70-63. Bakken Bears havde dog svært ved at få stops i forsvaret i den sidste del af tredje periode.

Det fik Bears imidlertid ændret på i fjerde periode. Jonathan Galloway knoklede under kurvene og tog vigtige rebounds, og han fik også reduceret til 65-72. Michel Diouf fulgte efterfølgende op med sin anden trepointscoring til 68-72, som var stillingen i lang tid – rigtig lang tid. Der gik næsten to minutter inden Josh Sharma scorede et enkelt straffekast, men så fik Bears hul igennem. To point af Ryan Evans, efterfølgende et enkelt straffekast scoret af samme spiller inden Michel Diouf med sin tredje trepointscoring bragte sit hold foran 74-73. Timout Spirou, men det gav ikke pote, for i det efterfølgende angreb satte Adama Darboe tre point inden Nimrod Hilliard scorede to straffekast og Ryan Evans et layup. Eftersom Spirou stadig ikke havde scoret var kampen vendt totalt på hovedet til Bearsføring på 81-73 – altså et 20-3 run.

Spirous femte point i perioden kom godt inde i det niende minut, da Moses Greenwood scorede et layup, men Bears havde held med at trække tiden i angrebet bl.a. via gode angrebsrebounds af Thomas Lærke, Tylor Ongwae og Michel Diouf. Anthony Beane ramte en treer med 37 sekunder igen, men da var det for sent for det belgiske hold.

Topscorer for Bakken Bears blev den danske landsholdsspiller Adama Darboe, der scorede 18 point på 10 skud, mens Ryan Evans supplerede med 16 point og 6 assists. Michel Diouf scorede 13 point (3/4 på treeren) og tog syv rebounds, mens Thomas Lærke supplerede sine 12 point med seks assists. Tylor Ongwae blev noteret for ni point og syv rebounds.

For Spirou havde Josh Sharma 19 point, hele 16 rebounds og 3 blocks. Alexandre Libert stod for 15 point (4/4 på treeren) og seks assists, mens Anthony Beane blev holdt på 13 point.

For Bears resterer der en opgave inden holdet går på en kort kamppause. Allerede fredag spiller Bakken Bears på ’udebane’ i Vejlby-Risskov Hallen mod EBAA. Efter julepausen gælder det Basketligakamp mod Team Fog Næstved den 30. december, en pokalkamp mod en endnu ukendt modstander den 3. januar inden det europæiske gruppespil fortsætter med en kamp mod Benfica i Lissabon den 7. januar. Benfica tabte trods en føring på 12 point onsdag på udebane mod Bayreuth, der vandt 96-78.

Efter to spillerunder fører Bakken Bears puljen med to sejre, mens Bayreuth og Benfica hver har en sejr. Spirou er uden sejre og er derfor (næsten) tvunget til sejr, når holdet i tredje spillerunde møder Bayreuth på hjemmebane.

25 mar 2024

Storsejr gør Bears klar til lørdagens topopgør mod Horsens

Foran et påskestemt publikum på over 1100 tog Bakken Bears mandag aften en storsejr...
Playoff-topbrag i ferien
22 mar 2024

Playoff-topbrag i ferien

Inden playoff-braget mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits går i gang på mandag, er...
Aarhus bliver vært for den første Europa Cup finale i Danmark nogensinde
22 mar 2024

Aarhus bliver vært for den første Europa Cup finale i Danmark nogensinde

For første gang nogensinde afvikles en Europa Cup finale i basketball i Danmark. Det...
Dominerende tredje periode og Bergs Double double sender Bakken Bears forbi Værløse
21 mar 2024

Dominerende tredje periode og Bergs Double double sender Bakken Bears forbi Værløse

Bag en såkaldt Double Double af Sylvester Berg, med 19 point og 15 rebounds,...
NEWS ARCHIVE